20. til 23. september 2017.

Endelig blev jeg hentet på hotellet for at komme med bussen til Sapa. Det var natbussen og dermed liggepladser, hvilket jeg tænkte nok var en fordel for så ville jeg få sovet…men nej, det var ikke just nogen fornøjelse og søvnen var derfor sparsom. Men om ikke andet så var det prøvet.
Vi ville ankommende om natten, hvor vi så skulle blive i bussen og få et par timers søvn mere inden guiden ville hente os om morgenen.
Det var begyndt at regne pænt meget, så var noget spændt på, hvordan det ville blive med turen.

Klokken 6 blev vi alle vækket, og fik at vide vi nu ville blive hentet af vores guide eller chauffør. De to jeg havde talt lidt med i bussen skulle desværre ikke på samme tur som jeg, men det skulle vise sig, at det var en rigtig hyggelig lille gruppe jeg blev en del af. Der stod en masse lokale kvinder, da vi stod ud af bussen. De ville sælge os trekkingtur og stimede nærmest til, da døren til bussen gik op. Ved ikke om de havde heldet med sig – tror de fleste havde booket en tur i forvejen eller var på vej til et hotel.
Da jeg efter lidt noget venten blev samlet op, mødte jeg de fire andre, piger, jeg skulle tilbringe de næste godt 48 timer sammen med. Det var tre piger fra Østrig og en franskmand.

Da vi ankom til hotellet, hvor vi skulle have morgenmad og et bad, inden vi skulle begive os afsted, var vejret endnu ikke klaret op, så det var svært rigtig at se bjergene. Men mens vi sad der og fik morgenmad klarede det lige så stille op, og hvilken udsigt der var! Resten af vores tur var vi virkelig heldige med vejret, solen var fremme det meste af tiden, tror kun vi fik en enkelt regnbyge under hele turen.

Vores guide mødte os på hotellet – kan desværre ikke huske, hvad hun hed…de er til tider lidt svære de vietnamesiske navne…og det tænker de selvfølgelig slet ikke det om os europæere 😉 Ud over hende, var der en del andre vietnamesiske kvinder med på turen, som en slags “hjælpere” eller ja det ved jeg egentlig ikke om de var, hvis jeg skal være ærlig tror jeg “bare” de gik med i håb om at tjene lidt penge fra os turister. For de gik ikke med videre, da vi forlod den lille landsby, hvor vi indtog vores frokost.
Havde læst et sted, på forhånd, at hvis man tager dem i hånden – hvilket de ofte tilbyder, hvis der er bare det mindste ujævnhed eller bækkene der skal krydses – så forventer de, at man køber noget af dem. Når man ser deres levestandard, og hvilke vilkår de har her i Vietnam har jeg på ingen måde noget imod at give dem lidt drikkepenge osv. Men hvis der er noget jeg har rigtig svært ved er det tiggeri eller det, at de forventer, at man giver dem penge – så går jeg i modsatte grøft. Så som den stædige kvinde jeg nu engang, generelt, er når det kommer til at klare mig selv, skulle jeg ikke have hjælp eller en hånd når der skulle krydses små bække eller ned af stejle skråninger 😉😂 Men helt ærligt, så var det også lidt noget pjat engang imellem når vi så nogle fra de andre grupper få hjælp – COME ON, hvor hjælpeløse er I lige?!
Så ked af at sige det, men mit indtryk af Vietnameserne er fortsat, at de er noget kun anmassende.

 

Men når det er sagt var vores guide virkelig sød, og det var spændende at høre de forskellige ting hun kunne fortælle om landet og folket.
Selv om børnene allerede starter i skole som 3 årige er det begrænset, hvad de egentlig bruger deres skolegang til her oppe, især da mange af dem “bare” ender med at indgår i de daglige gøremål i hjemmet. Grunden til vores guide var så god til engelsk som hun var, skyldtes, at hun havde lært det gennem os turister. De lærer ikke engelsk i skolen – på en måde var jeg ikke overrasket, men alligevel er det nu underligt at tænke på. Vi kom forbi en skole i en af landbyerne, hvor vi fik lov til at kigge lidt rundt – det er lidt anderledes end de forhold I har Marian, Rikke og Charlotte 😉

Omgivelserne her er ubeskrivelige, det er virkelig et smuk syn at gå rundt i…omgivet af rismarker…og kan kun varmt anbefale, at man tager turen herop til Sapa, hvis man vælger at tage til det nordlige Vietnam. Og igen, det er ikke synderlig dyrt for denne tur med en overnatning…homestay…59 USD.

Noget af det som “ramte” mig, eller i hvertfald fik mig til at tænke på, hvor heldige vi er i den vestlige verden var, hvordan børn ligegyldigt køn og alder hjælper til med ALT! Vi så denne lille dreng, vil gætte på han var omkring 5 år, bære rundt på sin baby bror/søster på ryggen, mens han fejede gulvet og de andre søskende der kunne gå var også igang med huslige gøremål. En anden dreng så vi vaske tøj.
I disse curling-tider kunne jeg ikke lade være med at tænke, at nogle danske børn og unge, kunne have godt af at opleve dette, og lære lidt heraf. Men egentlig også deres forældre!…ja ja jeg ved godt jeg ikke har børn, men derfor har jeg stadig (ret) til en holdning 😉

Som jeg beskrev fra hanoi, syntes jeg virkelig det var en losseplads. Herude er naturen dog det man mest ligger mærke til, men det gjorde virkelig ondt i hjertet at se, den dreng der vaskede tøj, tømme affaldsspanden ud i floden der løb lige ved siden af huset. Det var tydeligt det var deres “affaldscontainer”, men hvor var det svært at se på! Man tenderer til at tænke, at hvad hjælper det så, at vi har affaldssortering osv. når et helt land er ligeglade, eller rettere uvidende og uoplyste om, hvad de gør ved kloden.

Da vi nåede til den lille landsby, hvor vi skulle indtage vores frokost, blev vi “overfladet” af de lokale damer der havde fulgtes med os – nu ville de sælge os alverdens små tasker, punge og tørklæder. Og her forbarmede vi os alle, og købte hver en lille ting af dem ☺️ Men under hele frokosten kom der nye kvinder hen til vores bord for at sælge – til sidst var vi ved at være ret gode til at ignorer dem, og for alt i verden undgå at få øjenkontakt med dem 🙈

Vi skulle, som sagt, overnatte hos en lokal familie – lige som i Ecuador fik man her at se, hvor primitivt nogle af vietnameserne lever, samt bor flere generation samlet. Vi valgte alle at sove oppe på loftet – og igen her som i Ecuador var jeg glad for insektnettet 😉
Værtinden lavede mad til os og som jeg indtil nu har oplevet her i Vietnam er deres mad fantastisk. Det er så dejlig let og masser af grønsager. Morgenmaden var bestemt hellere ikke at kimse af en ordentlig tallerken med pandekager og bananer blev placeret på bordet og så var det ellers bare at gå ombord 😋

Vores sidste dag på trekkingturen kom vi bla. forbi et kæmpe vandfald, og både det og udsigten derfra var helt igennem fantastisk.
Igen stod den på lokal frokost…og denne gang en anelse anderledes.
Herfra blev de de tre Østriske piger og jeg kørt tilbage til Sapa, mens den franske pige skulle have en dag mere med trekking. På turen tilbage så vi flere der kørte på scooter – også turister – tak skæbne det skulle jeg ikke nyde noget af, det var vitterligt med livet som indsats! 🙈

 

Tilbage på hotellet i Sapa var det tid til et bad, og de tre østriske piger og jeg gik en tur op i byen for at få en kop kaffe. Sapa virkede for mig ikke som nogen speciel charmerende by, men større end jeg regnede med – vi boede i udkanten, så havde ikke helt en fornemmelse af, hvor stor den var før vi blev kørt til bussen om aftenen. Her kunne vi se, at selv i Vietnam fejrer man Oktober-fest 🍻🎉
Det var en anelse forvirrende, da vi skulle tilbage til Hanoi. Jeg skulle åbenbart ikke med samme bus som de andre, og chaufføren som kørte os til bussen talte begrænset engelsk, så det var med nogen kun spænding, at jeg blev i bilen, da de andre blev sat af og chaufføren bare sagde “no no no” til mig, da jeg ville stå ud…😬 Men kom rette sted hen og med bussen til Hanoi. Og igen ikke en bustur jeg kommer til at savne 😉

Ankom til Hanoi klokken 2 om natten, og det kan godt være jeg ikke var synderlig vild med byen før, men det blev bestemt ikke bedre at opleve den “by Night ”. I mine noter fra den dag står der RÆDSELSFULGT – og det var det virkelig!
Virkelig skummelt at bevæge sig over til det hostel, som jeg havde booket turen til Sapa igennem, og hvor jeg havde en aftalte om, at jeg kunne komme over og få et bad og hvile i deres fællesrum, indtil jeg skulle videre til Ha Long Bay om morgenen. Da jeg ankom brugte jeg lige lidt tid på at forklare receptionisten omkring den aftale jeg havde, men langt om længe fandt han ud af, hvad jeg talte om.
Jeg havde håbet på at kunne få sovet lidt samt få et bad inden jeg skulle videre om morgenen. MEN, da jeg opdagede, hvordan her reelt så ud skulle jeg under INGEN omstændigheder i bad der!! Men var nødsaget til at benytte toilettet som er det klammeste jeg indtil nu har oplevet! De ture med homestay jeg har været på har haft klinisk rene toilet og bad sammenlignet med det her 🤢🤮🤯
Ville dog se om jeg kunne få sovet lidt, selv om det næsten var umuligt i det her indelukkede hostel uden nogen form for ventilation. Men da jeg ud af øjenkrogen fornemmer der er noget der kravler lige ved siden af mit hoved, på væggen, og til min “skræk” opdager det er en kakerlak var jeg færdig med at prøve på at sove!! 😬

Oplevede desværre også, hvor ubehagelig og uhøflige nogle af turisterne kan være overfor Vietnameseren, især nogle af de unge backpackere. Oplevede flere af dem være decideret nedladen fordi de ikke taler super godt engelsk. En ung fyr fra Irland kom stang stiv, for at sige det lige ud, ind på hostelet midt om natten og var yderst ubehagelig overfor receptionisten…jeg gjorde mig “usynlig” i den anden ende af lokalet, da jeg på ingen måde havde lyst til at blive inddraget i det, for det var ved at blive noget kun ubehageligt!

Generelt er det for mig bare ikke i orden – vi som turister skal opføre os anstændigt og ordenligt overfor dem vi er gæster hos – det er deres land, og vi er heldige at få lov at opleve det!

Så nej, som I måske kan regne ud, og læse jer til, er Vietnam fortsat ikke kommet ind under huden på mig. Måske, det skyldtes jeg boede i Old Quarter som er backpacker kvarteret…? Men indtil nu finder jeg det stadig meget beskidt, larmende og uoverskueligt at være her.
Men når det er sagt, så var turen til Sapa en super oplevelse!