2. Dag på Isal Isabela

2. Dag på Isal Isabela

Op meget tidligt for, at blive hentet kl. 7 af den bus, der skulle køre mig og resten af den gruppe, der skulle op og se Sierra Negra.

Det var en lille times kørsel fra byen, og ved ikke om jeg har nævnt det, men Nadine, den tyske pige, skulle også med. Så vi endte med at følges ad på hiken, sammen med en anden Amerikaner (Cindy). Cindy var, som Nadine, sendt afsted via hendes arbejde – de underviser begge børn på hhv. folkeskolen og gymnasiet i geologi, men de kom nu ikke fra samme skole eller endda stat. Men det er åbenbart noget de bliver tilbudt hvert år, kan ikke huske havd de kaldte det – men Cindy var afsted for ottende gang, så hun havde på den måde oplevet en del af verdenen – nice job!

Vores guide, Javier, ja han hed også Javier 😂 ledte os først op til Sierra Negra, som er en af de mest aktive vulkaner på Galapagos. Isla Isabela er den af øerne der har flest vulkaner, hvoraf de 5 er aktive (kun 1 mere er aktiv på Galapagos). Sidst Sierra Negra var i udbrud var i 2005, og det var det kæmpe krater vi kunne stå og kigge ned i. Det er verdens anden største krater og måler lige under 10 km i bredden –  vildt!!
Det var et meget specielt syn, at se dette kæmpe krater, hvor jeg egentlig havde troet man ville se lidt røg og lave, men det var et kæmpe stenkrater – og ja det var også vildt!

Når man bevæger sig op i bjergene, eller som her på en vulkan er det aldrig til at sige, hvordan vejret er. Det kan være super godt nede ved foden af vulkanen, og regne på toppen – eller omvendt, og så kan det skifte lige pludselig. Men jo længere vi kom op og især, da vi gik videre fra Sierra Negra og ud til nogle af de mindre vulkaner, blev det virkelig varmt. Solen skinnende fra næsten en skyfri himmel, og vi kunne på noget af vejen se skyerne ligge under os.

Javier fik os til at stikke vores hånd ned i dette hul – og her kunne vi virkelig mærke varmen fra vulkanerne under os.

Det næste lange stykke vi gik for at komme ud til Vulkan Chico, var en lang og varm omgang – følte mig næste som Frodo fra Ringenes Herre, da han vandre rundt på vulkan blokke i stegende hede og er ved at gå kold 😂
Men det var et utroligt syn, små vulkaner der poppede op rundt omkring.

Jo længere vi kom ud på ruten, des mere ændrede stenene sig – her var de helt skinnende.

Lidt angstprovokerende at stå så tæt på et krater (hul)…

og som prikken over i’et, den udsigt vi kom op til, som endelige destination på ruten – det var helt enestående! Hvor det også var tid til at spise vores madpakke.

Men turen tilbage til parken, hvor vi startede var en helt anden sag…det var ulidelig varmt, og hvis man følte det havde gået op ad før var det ingenting i forhold til nu. Hjalp nok heller ikke det var ved at blive middag og solen virkelig brændte igennem…men tilbage det kom vi og her var der så til gengæld blevet koldt, da vi kom ned fra højderne igen.

Tilbage i Puerto Villamil, havde jeg lige nøjagtig tid til at få fyldt vanddunken op igen, pakket min rygsæk, og så var det afsted til havnen, da jeg skulle med færgen retur til San Cristobal og Puerto Ayero kl 15.
Gruede lidt for sejlturen tilbage, for så sjov havde den heller ikke været på vejen over. Men bølgerne var mere medgørlige og selv om de to timer føltes lange gik den meget stille og roligt. Mødte igen den mor og datter jeg dagen før var stødt på, på min tur ud til Wall of Tears. De var også på vej tilbage til Santa Cruz – så ja vi faldt i snak.

På vej ud af havnen i Puerto Villamil

Jeg havde booket værelse på det samme hostel som jeg havde været på inden jeg tog til Isabela, og efter at være blevet indlogeret igen, gik jeg ned i byen for at få købt de småting jeg ville have anskaffet mig som minde om mit ophold på Galapagos. Jeg havde set en super fin t-shirt som jeg måtte eje:

Og ved ikke hvad der er med mig og skildpadder, men kunne da ikke have været på Galapagos og så ikke købe en skildpadde med hjem 😉 dog i lidt større format end dem jeg havde købt i Ecuador. Det blev også til et par andre små ting.
Det var også tid til at få mit Visum til USA opdateret, da jeg har en mellemlanding der på vejen til Canada…men som tidligere sagt er wi-fi virkelig en by i Rusland her. Mails går lige an, men at åbne en hjemmeside kan man næsten lige så godt opgive – hvilket jeg også måtte erkende. Og tak til Mia, min livline hos Jyskrejsebureau for at få det opdateret for mig 😉

Nu er det ved at synge på sidste vers her på Galapagos, har bare min tur til San Cristobal tilbage, og der sejler jeg til i morgen tidlig.

Indsejling til Puerto Ayero

Binford – den gade de laver til en stor “restaurant” hver aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *