I dag (søndag d. 18. Juni) var afsat til ren afslapning – var ekstrem glad for at have taget endnu en overnatning her, så jeg kunne sove længe og bare…tja slappe af (endnu mere end jeg allerede gør , men man skal ikke tage fejl, man bruger meget energi på alle de nye indtryk man får hver dag!).

Jeg er virkelig glad for stedet her, også selv om wi-fi ikke er noget de prioriterer, hvilket manageren fortalte var et bevidst valg, og hvis det stod til ham, så han gerne det blev fjernet helt fra alle værelser. Kan egentlig godt følge ham, et stykke af vejen, der er noget over bare at være og ikke bruge al sin tid på fx de sociale medier, som vi har en tendens til. Men det er nu meget rart, og til tider lidt svært at undvære, primært når jeg skal planlægge mine kommende dage og booke overnatninger – så vil jeg virkelig gerne have wi-fi!

Efter at have nydt min cappuccino på altanen, med udsigt til bjergene besluttede jeg, at udnytte muligheden for at låne en cykel (det var med i opholdet), og tage et kig på den omkring liggende natur. Der er egentlig kun en vej at tage, og det er ikke ligefrem mountainbike i skoven man vælger – der er jo ligesom et dyreliv her i naturen, som er lidt mere end bare at møde en ræv eller et rådyr hjemme i Danmark. Så var da også lidt spændt på, om jeg pludselig ville cykle forbi bjørnemor og hendes unger, som jeg kørte forbi i går. Men jeg var udstyret med min bjørnespray just in case! Hvem har lyst til at komme imellem en bjørnemor og hendes unger, eller for den sags skyld hvilken som helst bjørn!

Selv om man cykler på en asfalteret vej er det slet ikke det man tænker på, for udsigten er mere end betagende. Har vist sagt det før, men Canada lever på alle måder op til mine forventinger. Og så har jeg bare et eller andet med bjerge, jeg er helt betaget af dem.

Jeg skulle ikke langt ned af vejen før jeg så et par biler med deres katastrofeblink tændt…oh oh…min første tanke var om det var en bjørn, og hvad gør man så lige når man er på cykel, og ikke sidder sikket i sin bil En mand som kom gående imod mig, fik mig til at blive mere rolig, for han var vel ikke stået ud af sin bil for at tage billeder af en bjørn? Og nej det var en kronhjort, men det var nu også et fantastisk syn, og jeg var mere rolig igen

Efter 12 km kom jeg til noget der hedder Castle Lookout og tænkte, at det ville jeg se nærmere på. Jeg havde egentlig besluttet, at det skulle være en slapper-dag, men ville også gerne lige se, hvad det var jeg var kommet til. Så før jeg fik set mig om, var jeg igen på hiking-tur – og nok lyder 3,7 km hver vej ikke af så meget, men det var up Hill hele vejen, og var også ved at kaste håndklædet i ringen flere gange, men min stædighed fik mig til toppen, og wahu en udsigt. Der var igen rimelig koldt, da jeg først kom derop, men det var trods alt anstrengelserne værd.

Da jeg kom ned igen, var der en lille times cykeltur tilbage til mit hotel – og nøj mine ben var trætte, da jeg var retur. Så, så meget for en afslappende dag Men hvad er bedre at slappe af til, end at bruge tiden på end at skrive, og få indhentet lidt dagbog/blog indlæg, og nyde en kop kaffe med benene oppe. Så jeg er klar til at opdatere min blog når der igen er ordentlig wi-fi tilgængelighed…ja beklager den lidt latente tid på mine oplæg.

Indtog aftensmaden i Lodgens restaurant/bar, og så skulle dagen selvfølgelig sluttes af med en tur i jacuzzien på mit værelse, og gang i pejsen – lige til at holde til ☺️

Ingen tvivl om at gårdagens “afslappende dag” med både cykling og hiking havde taget lidt på kræfterne. Men i dag skulle den stå på afslapning…eller i hvertfald ingen hiking Min plan var at køre mod Jasper National Park, men tage det i et stille og roligt tempo, og snuppe en overnatning på vejen.

Bartenderen, fra restauranten i går aftes, havde anbefalet et stop ved Peyto Lake, som efter hans udsagn skulle være endnu mere turkisblå end Lake Louise – kan det nu også lade sig gøre, var min tanke???

Hele vejen på vej til Peyto Lake, sad jeg og håbede på, at jeg ville få endnu en bjørn at se…på behørig afstand…men jeg sidder jo i min bil. Og pludselig 200 meter længere fremme kommer hr. bjørn slentrene ud af skoven og krydser vejen – selv om kameraet lå på sædet lige ved siden af mig (ville være godt forberedt ) lykkedes det mig desværre ikke, at nå at få et billede, men et eller andet sted var det også fuldstændig lige meget, oplevelsen var HELT fantastisk, og jeg var fuldstændig svævende bagefter, jeg havde endelig set en bjørn, sådan rigtigt

Jeg ankom til Peyto Lake, og hold nu op et syn der mødte mig…efter kun 5-10 minutters gang fra p-pladsen ☺️ Og ja, bartenderen havde ret! Det bliver ved med at imponere mig, hvor smuk en natur der er her i Canada. Den er vitterlig lige så smukt, om ikke mere smukt, end det jeg har set på billeder, nettet osv.

Men har også lige en smule underholdning til jer der hjemme…jeg havde helt styr på, hvor meget brændstof jeg havde på bilen, men ville lige for en sikkerheds skyld tjekke på min gps, hvor langt der var til næste tankstation, og den påstod der først var en i Jaspers…altså om ca. 180km. Hmm, nu har jeg ikke været synderlig imponeret over den gps, da den har det med at gå lidt kold, og det plejer at være “Ruth”, der fortæller vejen, men pludselig var “Preben” på banen …Nå, men jeg turde virkelig ikke satse på at tanken ville holde helt til Jaspers eller at der dukkede en tankstation op på vejen, så valgte at køre tilbage til Lake Louise Village (30 minutters kørsel) for at få tanket op. En ting jeg dog havde glemt at høre udlejningsfirmaet om var, om det var benzin eller diesel der skulle på…okay frem med papirerne, og der stod benzin, så langt så godt. Men hvilken af de tre muligheder ved standeren skulle jeg så vælge…Nu hader jeg virkelig når man ikke har styr på sådan noget, og ville virkelig ikke fremstå som en dum blondine (godt jeg er brunette ), men der var ikke andet for end at bide i det sure æble, og gå ind og spørge på tanksationen – pinligt pinligt pinligt!! Men nu var jeg så klar til at tanke…troede jeg, men hvor f…. sidder knappen til at åbne dekslet…og nej det var heller ikke ved bare tykke på selve dekslet! HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?!?!?!? Til mit forsvar skulle der to mænd, og en manual til for, at vi endelig fandt den forpulede knap…og så fik jeg fyldt tanken op, og jeg var atter klar til at begive mig nordpå mod Jaspers

Kan ikke sige det nok gange, men Canada har en ufattelig smuk natur, jeg er virkelig betaget, hvis det ikke allerede er gået op for jer det er næsten ikke til at beskrive, hvordan bjerge, skov, floder, sne, sol og ja selv skyerne kan danne så smukke omgivelser – selv billederne har svært ved at leve op til virkeligheden. Men siger til mig selv dagligt, at det her virkelig lever op til mere end mine forventnigner om det her land.

Som sagt ville jeg tage tingene som de kom i dag, og havde derfor heller ikke booket nogen overnatning, da alt skulle stå åbent.
Undervejs gjorde jeg flere stop for at nyde den ufatlig smukke udsigt der mødte en. Og naturen byder virkelig på alt her – de åbne områder, som Saskatchewan River Crossing, hvor floden, Saskatchewan River, løber, og man spejder efter om man skulle være heldig at se nogle af de vilde dyr på afstand.

Mt. Colemann:

Endnu et stop på vejen, da det virkelig gik op ad i bjergene og kulden så småt begyndte at tage til:

Hilda Ridge:

Og jeg var ikke færdig med at se bjørne, for længere fremme på min vej nordpå kunne jeg igen se en flok biler holde ind til siden med katastrofebliknket igang = vildt dyr i syne ☺️
NU var jeg klar med kameraet, og syntes selv det lykkedes at få nogle ret tilfredstillende billeder ef dette store pelsdyr. Men hvad sker der lige for os mennesker og overholdelse af reglerne – NEJ, du må ikke stå ud af din bil for at komme tættere på og tage billeder af vilddyrene! Men selvfølgelig var der et par stykker (mænd – of course ) der skulle ud og tættere på end det tilladte – ikke noget at sige til, at det nogengange går galt!
Men jeg var endnu engang flyvende over at have set en bamse

Og så pludselig ser man en kæmpe gletcher forude – Columbia Icefields, som er den største gletcher syd for Alaska. Det er muligt at køre rimelig tæt på en af “tungerne” fra gletcheren, som hedder Athabasca Glacier, og så gå det sidste stykke. Det var bidende kold pga. vinden, og når man kom helt op til, så langt som det nu var tilladt, begyndte det at regne/sne, men igen hvilket syn at komme så tæt på. Det er dog også muligt at komme op og vandre over isen, med en guide, men det var ikke en del af mine planer.

 

Store vandfald der springer ud mellem bjergene, var også en del af oplevelsen ved at køre på highway 93 (Icefields Parkway). Her Tangle Creek Falls:

Stutfield Glacier viewpoint:

Ifølge min gps skulle der være omkring 100km til Jaspers, så overvejede i et split sekund, om jeg bare skulle køre direkte dertil, klokken var ikke mere en 18…men nej jeg holdt fast i min plan om bare at tage det med ro, og finde mig en campingplads undervejs, hvor jeg kunne overnatte. Wupti forude var der skilt om en campingplads – og her slog jeg mig ned for resten af aftenen, og til min mors og søsters beroligelse, kan jeg fortælle, at der var masser af andre campister på pladsen. Man må ikke bare holde ind, hvor som helst og campere, så var i trygge omgivelser Det var et meget hyggeligt lille sted, hvor det er selvbetjening i forhold til betaling. Man udfylder en kuvert med navn, adresse, nummerpladenummeret på bilen og putter pengene i kuverten (12$), og smider den i en lille postkasse. Så var jeg klar til campinglivet for en nat
Faldt bl.a. i snak med et par fra Frankrig, som har bosat sig i Canada de næste to år for at arbejde. Så vi sad og hyggesnakkede ved det bål de have tændt – ja jeg har mødt alle mulige forskellige mennesker undervejs, og det er meget hyggeligt.

Natten havde dog ikke været så hyggelig, sov meget sparsomt, da jeg ikke just lå særlig komfortabelt på bagsædet af bilen i min sovepose – og der blev sindssygt koldt, så ca. halvvejs igennem natten rykkede jeg frem på passerersædet i håb om at ligge/sidde bedre, men nu heller ikke særlig komfortabelt, men dog bedre end bagsædet. Selv om det var en rædselsfuld nat, helt kvæstet og mørbanket med sparsom søvn, og tænkte, at dette var første og sidste gang på den her tur jeg gjorde dette, var det en del af den her oplevelse som helt klart skulle prøves. Og hvem ved måske jeg alligevel gør det igen, hvis der ikke er så koldt ☺️

Der gik heller ikke mange minutter, efter jeg havde drejet ud fra campingpladsen næste morgen, før jeg næsten havde glemt, hvor rædselsfuld en nat, jeg syntes det havde været. Solen var stået op og oplyste bjergene – det var betagende, så ja jeg glemte hurtigt, hvor dårligt jeg havde sovet, og var nu på vej mod Jasper. Undervejs gjorde jeg et par pit stop, og måtte dog også, efter kort tid, holde ind efter en kop kaffe, da muligheden bød sig.
Så bl.a Sunwapta Falls, som lå lige bagved den cafe jeg havde købt morgenkaffe ved.