Nu var det tid til at forlade Japser og vende snuden mod Lake Louise igen. Planen var at gøre stop undervejs ved nogle af de steder jeg ikke havde brugt tid på, på vejen op.
Må sige, at der er masser at se på, på highway 93 – vil helt klart anbefale, at det er den vej man benytter, hvis man skal køre mellem Banff og Jasper.

Jeg må erkende det er blevet til meget få billeder fra selve Jasper, jeg har været alt for optaget af at få billeder ude i naturen og oppe i bjergene, men her er et lille indblik i, hvordan Jasper ser ud. En meget lille, men egentlig ok hyggelig turistby.

Da jeg satte mig bag rettet for at begive mig syd på igen, håbede jeg inderligt på, at dagen i dag ville være dagen, hvor jeg ville få en Grizzly at se – det var ligesom ved snart at være sidste chance. Havde dog fået fortalt af Martin (fra rafting ruterne), at der i Banff skulle være en gammel Grizzly, som alle de lokale havde et nøje kendskab til hvor holdt til.
Turen bød også hurtigt på wildlife i form af en endnu en Black bear, og fik også et par bjergede at se på meget tæt hold.

Igen må det konstateres, at det ikke er alle der forstår det der med at trække ind til siden når der skal ses på de vilde dyr…suk…trafikken gik helt i ged , da der skulle observeres på en flok geder, der gik på en skråning langs vejen. Busser og biler stoppede op midt på vejen (her er kun en vejbane i hver retning) og så kunne vi så holde der – det er min tålmodighed altså ikke til – ja jeg vil også gerne se og have billeder af dyrene, men gør det nu muligt for andre at passere og ikke stoppe al trafik, det er ligesom lidt farligt og meget hensynsløst!

Ved ikke om det kunne have været det der var gået glat, men 5-10 minutter senere så jeg to ambulancer, og en politibil komme med fuld udrykning. Det var min først tanke, at nu var den kørsel , med bare at stoppe midt på vejen, gået galt…men ja ved det ikke. Forhåbentlig ikke, og ved nærmere eftertanke, så har de her ambulancer rimelig lang vej, de kommer som jeg umiddelbart kan regne ud fra enten Lake Louise eller i værste fald Banff – så kan vi tale om at være i udkants Canada (udkants Danmark og mangel på ambulancer – go home). Men sjovt som vi er skuet sammen, for min næste tanke efter om hvad der kunne være sket, så slog mit sygeplejegen til; hvad var der sket, hvor slemt og kunne man nu have været til nogen hjælp inden ambulancen kom frem. Men det var ligesom lidt underordnet nu, hvor jeg ikke var i nærheden…men det er nok bare ens instinkt der træder i karakter.

Lidt mere af udsigten undervejs til Lake Louise Village:

En ting jeg har glemt at fortælle er, at trods jeg piver lidt over camping, så vil jeg sige at de offentlige toiletter her, er ganske ok. Ja der findes også dem som vi oplever på festivaller med et hul og intet andet, men her er der altid toiletpapir og håndsprit – det må jeg alligevel sige; det er i orden!
Apropos toilet, så skulle jeg virkelig tisse (sorry 🙊), men min sygeplejeblære har trods alt også en grænse. Så kunne kun gå for langsomt med at få holdt ind på næste rasteplads der var forude. Ja en sygeplejeblære har også grænser. Syntes godt nok det var lidt pudsigt med alle de biler der holdt på den (normalt er de egentlig ikke synderligt overfyldte). Men lige som jeg får “smidt” bilen opdager jeg, at alt det ståhej der er på den p-plads, skyldes at der går en bjørn et stykke væk på den anden siden af vejen. Til mig store overraskelse og glæde får jeg øje på min første Grizzly 🙌🏻😁 Den går meget stilfærdigt og spiser, og det lykkedes, hvis jeg selv skal sige det, at få et meget godt billede af den. Selv om jeg nu efterhånden har set en del bjørne på de her dage, var det her stadig en kæmpe oplevelse! Det var et af mine ønsker der gik i opfyldelse! Så var slet ikke til at skyde igennem resten af turen til Banff…og ja glemte alt om, at jeg skulle på toilettet…indtil jeg kom et par kilometer længere frem 😂

Fra Lake Louise Village valgte jeg at køre af highway 1a til Banff, og dermed trodse “Ruth”, hvilket hun brokkede sig over et par gange Men jeg var mere opsat på, at have muligheden for at se mere dyreliv. Nu var jeg atter tilbage på det stykke vej, hvor jeg viste der skulle være en bjørnemor og hendes to unger. Dem så jeg dog ikke noget til, men så til gengæld et lille strejf af en meget lille bjørneunge.
Det er egentlig lidt underligt, for her på highway 1a ser man hele tiden patruljen der sørger for at få diageret folk videre, så vi ikke forstyrer for meget i naturlivet, mens jeg ikke så nogen, da jeg kørte på highway 93…hmm. Hvor det, ud fra hvad jeg op levede, kunne have været nødvendigt. Men det betød også her, at vi hurtigt blev bedt om at køre videre, da de ikke kunne se bjørnemor nogle steder, og derfor var ekstra på vagt.

Kom også igen forbi det bjerg jeg var på hike på i søndags – Castle Lookout.

Og på modsatte side tog jeg et hurtigt kig på Storm Mountain.

I Banff havde jeg booket overnatning, og nød en aften foran pejsen i lobbyen/restauranten. Her faldt jeg i snak med et ældre Australsk par, som lige var ankommet til Banff, efter nogle dage i Vancouver, og derfør 10 dage i Alaska. Det er en sjov ting det her med at sidde at snakke med fremmede mennesker, og dele rejse historier og oplevelser, for så en time senere aldrig at se dem igen, eller huske hvad de hedder. Men har kun oplevet rigtig søde mennesker indtil nu, og finder det egentlig meget hyggeligt og positivt.

Fredag tog jeg en lille gåtur i Banff og fandt ud af de også har en Central Park – dog ikke at sammenligne med Central Park i NYC 😂
Banff ligger virkelig omringet af bjerge på alle sider, og det giver en meget hyggelig stemning. Jeg havde nu ikke planer om at bruge hele dagen i Banff – hvilket jeg heller ikke tror jeg kunne få tiden til at gå med, så stor er den trods alt heller ikke (men større end Jasper).

Jeg kørte til gengæld ud til Lake Minnewanka, som er den længste sø der er her i Rocky Mountains. Der er en lille hike tur på 1km hver vej ud til noget der hedder Steward Canyon. Har dog læst mig til efterfølgende, at det reelt er 6,5 km ialt, da de 1km hver vej kun er fra broen og ud til Steward Canyon. På vejen krydser man som sagt en bro, og jeg var igen meget betaget af det utrolig klare vand, det er så imponerende! Så nu ville jeg prøve at filme det, i håb om at kunne vise, hvor klart vandet er. Bliver dog mere optaget af, at filme de to får gå rundt over på den anden side, som jeg ikke havde været bevidst om før kameraet kører. (Jeg skal nok arbejde videre på at få lagt film ind her på bloggen – det vil stadig ikke som jeg vil 👿).

Lige som jeg kommer over på den anden side af broen, ser jeg at der er hængt skilte op, med advarsel om bjørne. De har lukket tre campingpladser i området, da en bjørn har været inde på en af dem, hvor den har fremvist dristig adfærd, og fået adgang til mad. Hmm…godt nok er den rute jeg skal ud på ikke lukket, men det er ligesom i samme område, og bjørnene er vel ligeglade med hvor “skællet” går!?! Men okay det må være sikkert nok, så sikkert som det nu er her i Canada, så begiver mig afsted. Igen må jeg erkende, jeg har glemt én ting; min bjørnespray – skulle ALDRIG have taget det op af min rygsæk! Nå men de anbefaler også, at man går mange sammen…hmm…tja jeg var så alene, men “larm” er også en af anbefalingerne. Så selv om det virkelig føltes dumt, at gå og snakke med sig selv ude i skoven, var det ligesom det jeg tø til og så nynne…fandt ud af mine fløjte skills vist skal trænes lidt for det lød, da helt håbløst. Men nu jeg tænker over der, måske det ville skræmme bjørnene Når nok halvvejs og stadig ikke mødt andre mennesker på ruten…mit hjerte stopper et kort sekund, da jeg får øje på en stor sort…hund…hold da op jeg lige et kort øjeblik blev forskrækket, og så samtidig lettet!

Floden der løber gennem Steward Canyon, og ender ud i Lake Minnewanka hedder Cascada River. Steward Canyon er en kløft, hvor vandet varierer meget afhængig af årstiden – i foråret er vandstanden høj og man kan ikke komme så langt ned som jeg var, men nu var den “bæk” der er med til at fylde Steward Canyon helt tør, og man kunne gå rundt på mange af de kæmpe sten.

Da jeg var begyndt at møde bare lidt mennesker på den her rute, virkede det endnu mere dumt at gå og snakke/nynne for mig selv, så i mangel af bedre kom jeg i tanke om, at jeg havde min pastildåse i rygsækken, og den kunne jo “snildt” bruges som bjørneklokke

Nu var det retur til Calgary, hvor jeg havde indtil søndag middag inden jeg skulle videre til Vancouver Island.

Lørdag havde jeg ikke lagt synderlige planer, ville tage et smut ind til byen, hvor jeg blev meget overrasket over hvor stille der var. Det var en helt anden by end jeg havde oplevet ugen forinden. Mange butikker var lukket og cafeerne var ikke engang halv fyldte! Tager de i bjergene i weekenden? Det fandt jeg aldrig ud af, men meget underligt.
Sendte en masse positive og glade tanker hjem til familien, som var samlet for at fejre min nevø, Tobias’, studentergilde. Havde problemer med at få ordentlig net forbindelse, så FaceTime glippede desværre, men sikker på han og de andre havde en hyggelig dag – billederne af mor’s kransekage så i hvertfald lækker ud, og bragte minder tilbage til min egen…som jo næsten var i går, eller noget i den stil 🙈

Nu er det videre til Vancouver Island, men der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne Rocky Mountains. Det har været en helt igennem fantastisk oplevelse, det har, som I har kunne læse mere end levet op til mine forventinger, og de var høje

Åhhh nej!!!! Jeg har glemt min elskede Panamahat (og cardigan) i bilen…F…! Heldigvis var jeg ikke igennem sikkerhedskontrollen endnu, og der var rimelig tid til afgang. Mig fluks tilbage til Hertz, og 10 minutter senere var jeg igen forenet med min elskede hat 👒☺️

Farvel til Rocky Mountains.