Så har man også prøvet det; morgenmad på McD, ikke lige mit foretrukne sted for, at sige det meget mildt men det viste sig, at være der den inkluderede morgenmad fra hotellet, jeg overnattede på, forgik…lidt spøjst, men okay så er det prøvet, og det eneste jeg kan anbefale derfra er juicen 😉

Nu var det off til Chesterman Beach, en tur på små to timer. Vejret jeg kørte fra var helt igennem perfekt, høj sol og allerede 22 grader selv om klokken kun var lidt over 10 ☀️
Det er ingen sag at sidde bag rettet, når man har den her smukke natur at kigge på, og har undervejs, de forgangende dage, set flere ørne mens jeg har kørt. Herunder bl.a. den hvidhovedet havørn og en anden type, men der findes så mange forskellige ørne her, så lidt svært at sige hvilken, når man ser dem mens man kører. Den hvidhovedet havørn er til gengæld let at genkende

Som jeg nærmede mig bjergen, og begyndte at køre op i dem, faldt temperaturen drastisk, og den steg aldrig rigtig helt til det samme som det jeg lige var kørt fra, efter jeg kom ud til kysten. Da jeg ramte bjergene var det også noget helt andet end at køre i Rocky Mountains. Ca. 55 km af turen foregik i slalom kørsel, hvilket man nok ville have troedet det ville have været i The Rockies, men nej. Og det er faktisk mere krævende end man lige regner med at køre slalomkørsel

Så selv om det var en fatastisk udsigt, var det ikke meget af den jeg fik se efter jeg kom op i bjergene…det er ikke lige der man kan holde ind og nyde den eller for den sags skyld får taget billeder 😉

Nu var jeg nok af den opfattelse af Pacific Rim National Park lå på den anden side af kysten, og at den (ifølge pigen fra turistkontoret) også var en del af Alberni, hvilket jeg stadig ikke kan få til at passe, når jeg kigger på kortet. Men hvad ser jeg lige inden jeg rammer Chesterman Beach – et kæmpe skilt der siger; velkommen til Pacific Rim National Park! Jubii, jeg fik den alligvel at se, og mulighed for at opleve dens regnskov.

Chesterman Beach er, som tidligere skrevet, på listen over en af verdens flotteste, og må sige det var et fantastisk syn der møder en når man træder ned på strande. Også selv om vejret til, at starte med var overskyet og meget blæsende.

Det er en strand der benyttes af mange surfere, og kunne tydeligt fornemme, at det ikke er den mest oplagte badestrand, i hvertfald ikke en dag som i dag.

Solen begyndte så småt at bryde igennem, og det gjorde bestemt ikke synet dårligere. Selv om jeg inderligt havde håbet på, at vejret ville have været til en dukkert, men der er der nu også noget over at gå langs vandkanten og nyde bølgernes brusen.
Nok er jeg helt klart en storby-pige, meeeeen de huse der lå ned til vandet her fik da helt klart en til, at have lyst til at bo der ☺️

Grundet det lidt køligere vejr, droppede jeg ideen om, at komme ud at bade på den her kyststrækning. Det ville svare til at bade i Vesterhavet på en halvkølig sommerdag med rigelig vestenvind…og selv om jeg har prøvet det, er det ikke lige det jeg foretrækker. Så kørte i stedet hen for at gå en tur i regnskoven…og ja det hed bare “rainforest trail” så kan ikke rigtig komme der nærmere Men det er noget anderledes end at gå i regnskoven i Ecuador. Her var der en gangbro som sti hele vejen…ren luksus…og med en lille bænk til at hvile på undervejs…så det…Ja og så er det jo selvfølgelig ikke tropisk regnskov, men tempereret regnskov, men det er bestemt ikke et minus, det var en fin oplevelse og kæmpe træer!

Herfra gik turen til South Beach, hvor der var en lille sti på ca. 1 km hver vej ned til vandet- Her fik jeg mulighed for at hive mit indre legebarn frem Kunne simpelthen ikke dy mig for, at svinge rundt på den “gynge” der var hængt op lige når man kommer ned til vandet. Vist meget godt, at jeg var den eneste der var der på det tidspunkt 😂 Og hvad ser jeg lige som jeg ligger min rygsæk fra mig – der er sørme en jordbærplante – det havde jeg så slet ikke set komme!

Som I kan se på billederne ovenover, og som I sikkert har lagt mærke til på næsten alle andre billeder fra strande og havet, er de fyldt med drivtømmer. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så meget drivtømmer som her i Canada, det er helt vildt!

Valget stod mellem at køre enten til Ucluelet (spørg ikke, hvordan det udtales ) eller Torfino for at finde overnating – og tja havde ingen ide om det ene ville være bedre end det andet. Så endte med en overnatning på et motel i Ucluelet. Her havde jeg “fornøjelsen” af at lytte til et spansk par som skæntes højlydt…eller det er i hvertfald hvad jeg går ud fra de gjorde, mit spansk er stadig ikke helt godt – men “glæden” ved tynde vægge… 🙉 Opturen ved motellet var dog, at jeg fra min seng kunne ligge og kigge ud på bjergene – what’s not to like than ☺️

Lørdag 1. Juli = ‘Canada Day’ 🇨🇦 . Ja som beskrevet tidligere er det i år Canada kan fejre deres 150 år som nation, og det er bestemt ikke noget der er gået stille hen over min tur. Det markeres alle steder, og Canadierne er utrolig stolte over dette.
Men i dag er så selve dagen – det jeg indtil nu har ladet mig fortælle er, at det fejres med optog og fest i de forskellige byer, små som store, og at der vil være kæmpe fyrværkeri…mere end normalt, når de fejrer ‘Canada Day’.

Jeg var på vej tilbage fra Ucluelet, og havde planer om at tage ud til Qualicum Beach, en kystby som ligger på østkysten af Vancouver Island, og dermed modsatte kyst af hvor jeg var. Ideen med det var, at jeg havde set der skulle være nogle grotter i nærheden, som man kunne komme på guidede ture ned i. Men da det var Canada Day var jeg ikke sikker på, at der ville være åbent, så planen var at tage op i nærheden og tage en overnatning, så jeg var klar næste dag til at gå på opdagelse i grotter.

Mens jeg sidder i bilen, og nærmer mig Port Alberni er der endelig et skilt med “café” – fantastisk, lige har jeg havde brug for!

Det er en lille biks, som har de mest lækre ting. Jeg havde regnet med en lille tarvelig café her ude i midten af ingenting, som jeg følte det var, men det blev virkelig gjort til skamme – det var lige sådan en café jeg elsker. Hvad endnu bedre var søen der lå på den anden side af p-pladsen, her skulle jeg helt klart ned at sidde i solen, og nyde min kaffe samt den lille yoghurt (i glas bæger ☺️) som det også blev til.

Kommer ned til en bådebro, hvor div. små både kan ligge til kaj, og her begyndte jeg allerede at fornemme, at Canadierne var igang med at fejre deres nationaldag. Familier mødtes og gjorde klar til at sejle ud på den, ret store, sø. Lille optag af både sejlede forbi længere ude, og var helt klart i feststemning. Men til trods for det var her fantastisk stille. Et skønt tilfældigt sted med høj sol, hvor jeg kunne sidde og nyde en kop kaffe, af den gode slags, og fik da også lige brugt tiden på at sende et par snaps hjem til venner og familie ☺️

For en gangs skyld havde jeg efterladt kameraet i bilen, men det blev jeg altså nødt til at hente, kunne ikke lade det her være udokumenteret 😉

Lysten til en dukkert var yderst tiltrængt, men var ikke sikker på om det gik an herfra bådbroen, selv om vandet virkelig var tiltalende. Men fandt ud af, at der længere nede af den ene side af søen var muligt at bade – så afsted med mig 👙😎

Det var virklig tiltrængt, at blive kølet lidt ned, og ved godt det for nogen måske lyder mærkeligt, men at finde det her “lille” tilfældige sted, var virkelig lige hvad jeg trængte til.

Bagefter var det videre mod Qualicum Beach. Jeg havde som sagt hørt, at der ville være fyrværkeri om aftenen, så det ville jeg have med. Fandt et lille motel ved Qualicum Bay, som lå lige ud til vandet. Det var overraskende hyggeligt med egne lille altan samt fælles have og terrasse. Ifølge ejeren burde det være muligt at se fyrværkeriet inde fra byen – Det var jo perfekt!
Det var nu ikke en strand der som sådan var til at bade fra, tja alt er vel muligt, men nu var min plan heller ikke at bade mere i dag. Det var en stenstrand, og ikke småsten, men ret “store” sten, samt en del alger, da vandet næsten når helt op til hus grundene når der bliver højvande. Men det blev da alligevel til en lille gåtur langs stranden.

Jeg havde en sjat rødvin tilbage, som var oplagt at drikke i aften, nu jeg ville se fyrværkeri. Så med glasset i hånden gik jeg ned og tilsluttede mig de andre der sad på den fælles terrasse. Faldt i snak med et meget inspirerende pensioneret ægtepar. De var oprindeligt fra England – Liverpool, men flyttet til Canada for ca. 40 år siden. De havde rejst vidt og bredt rundt i verdenen siden de var helt unge, bl.a. grundet mandens arbejde ved det Britiske forsvar, hvor de også havde boet flere forskellige steder i verden. De var allerede som henholdsvis 52 og 55 år gået på pension for at nyde livet – det får virkelig en til at tænke på, hvad der betyder noget her i livet og det pres der er på os for at blive på arbejdsmarkedet i evigheder…ja sådan føler jeg det, for der er godt nok mange år tilbage for mit vedkommende
Men de var nogle skønne menneske, og da jeg hørte, hvor gamle de var blev jeg virkelig overrasket, Malcom som manden hed var 80 år, kan desværre ikke huske om hustruen hed Anne eller noget i den stil, men hun var 76 – og de var virkelig friske! Måske det skyldtes de altid har rejst meget og dermed holdt sig aktive. Men en inspiration var de bestemt, og de havde virkelig prøvet lidt af hvert under deres rejser – som Malcom sagde, så behøver det ikke koste alverden at rejse, det kan gøres på mange måder, og de havde mødt så mange forskellige mennesker igennem deres liv på deres rejser.

Nu var det jo egentlig fyrværkeri vi (jeg) sad og ventede på, men vi så aldrig noget  Kun fra et af nabohusene der fyrede et par små raketter af. Jeg havde virkelig håbet at se et kæmpe fyrværkeri inde fra byen af, men snydt! Til trods for det havde jeg en helt igennem hyggelig aften i selskab med to rigtig søde mennesker.

Det er egentlig sjovt, for hver gang jeg møder nogle englændere, Canadier, ja egentlig folk fra alle mulige steder i verden, kommentere de altid, hvor utrolig godt engelsk jeg taler…og det samme skete, da jeg talte med Malcom og Anne. Måske det er en generel ting for os danskere, at vi er rimelig skarpe til det, hvilket man ikke kan sige om fx tyskerne og franksmændene. Men det er da et kompliment jeg tager til mig, selv om jeg ikke syntes mit engelsk er noget specielt.

Søndag, min sidste dag på Vancouver Island, og min plan er som sagt at tage ud til Horne Lake Cave – det ligger en halv times kørsel fra hvor jeg er.
Der var flere muligheder i forhold til at opleve grotterne i det her område, og efter lidt råd og vejledning endte jeg på en 2 timers guidet tur. Ville egentlig helst have været på den 3 timers tur, der var nemlig lidt mere “adventure”, men den tur var fuldt booket, og jeg orkede ikke vente i 3 timer til den næste ledige tur.

Erin, var vores guide, og hun var virkelig sat på en prøve, for der var to MEGET irriterende, undskyld, unger med (det må man godt kalde dem når det ikke er ens egne). Men hun klarede det i stiv arm med alle deres spørgsmål og konstante afbrydelser undervejs. Men jeg følte mig virkelig som Sam Neill i Jurassic Park, hvor drengen bliver ved at rende i hælene af ham og stille alle tænkelige og utænkelige spørgsmål. Forskelle her var bare, at de her to virkelig VAR irriterende og ikke spor søde – hvis det så bare havde været på en sød måde de havde opført sig, så havde det kun været til positiv underholdning, men nej! Og ja tydeligt jeg ikke har børn, men derfor kan jeg nu godt lide børn, bare ikke når de var som dem her 😬

Men bortset fra det, er jeg blevet klog på, at der er over 1000 grotter på Vancouver Island – ja wauh! Men syntes nu guiden sagde 1600, men da jeg slog det op på deres hjemmeside stod der 1000…måske de 1600 er for hele Canada…
Det var en rimelig cool oplevelse at komme ned i en grotte, og se hvordan de her kalksten former sig pga. vandet. Og lidt vildt at tænke på der aldrig kommer sollys herned. Om vinteren bliver grotten “fyldt” med vand, dog ofte stadig muligt at komme derned, men syntes jeg så i receptionen, at de ikke laver turistturer i vinterhalvåret.

Erin fik os også til at slukke vores pandelamper – og ja nu kan jeg virkelig sige jeg har været på et af de mørkeste steder på jorden! Lidt syret…
Lærte også, at for at man kan kalde det en grotte, så skal der kunne være et voksent menneske nede i den, så at hejse et barn ned i et hul og kalde det en grotte, var ikke nok, som Erin sagde så ville det betragtes som børnemishandling …måske det var det vi skulle have gjort med de to børn, og kappet snoren…sorry, min sorte humor tog over 🙊😂

Retur ude i varmen igen, for der var kun omkring 8 grader nede i grotten, var det nu tid til at køre til Nanaimo. Herfra skal jeg sejle, meget tidligt, i morgen tidlig (6.20) til Vancouver.

I skrivende stund sidder jeg på færgen fra Depature Bay til Horseshoe Bay, og kan kigge ud på bjerge i horisonten. Ja jeg har et eller andet med de bjerge – I know ☺️
Skal aflevere bilen i eftermiddag, da det ikke giver så meget mening at have bil inde i storbyen.
Er lidt spændt på hvad Vancouver har at byde på, ud over at være en storby. Skal selvfølgelig se English Bay Beach og Capilano Suspension Bridge, men ellers har jeg ikke undersøgt hvad der ellers er af spændende ting at se, eller give sig til. Håber på Riccardo og Francesca, som jeg skal bo ved (gennem Airbnb) kan komme med et par fif.