I dag (onsdag d. 28. Juni) var det så tid til at køre lidt længere nord på her på øen. Igen havde jeg lidt udfordringer med min gps, da jeg ikke har en bestemt adresse jeg går efter, men mere et område eller seværdighed…blir’ så træt. Så blev da også lige til et par ekstra kilometer 😱
Havde den dejlige fornøjelse at have “madklub” med de skønne kvinder; Rikke og Charlotte, hjemme i Danmark i dag – halleluja for Facetime Det er virklig en fantastisk måde at kommunikere på, når man er så langt væk. Det får det til at føle man kun lige er rundt om hjørnet.

Men turen var planlsgt til at tage forbi Sooke Potholes Regional Park. Kali som jeg havde boet hos, havde anbefalet dette sted, selv om hun aldrig selv havde været der, men havde mange venner der havde. Bl.a en af hendes bedste venner som faktisk er dansker – lille verden vi lever i!

Vejret var igen med fuld sol, selv om temperaturen faktisk kun sagde 18 grader føltes det meget varmere. Så badetøjet blev da også pakket i rygsækken, da jeg bagav mig afsted, da det skulle være et helt fantastisk sted at bade i de her Potholes.
Det kan godt være mit energi og entuisasme niveau er dalet noget efter Rocky Mountains, men jeg må sige, ligegyldigt, hvor jeg endnu er kommet frem i Canada bliver dens ufattelige natur ved med at tage mig med storm. Sooke Potholes var ingen undtagelse, en utrolig udsigt ned til, ja gryde huller, der blev fyldt med vand fra vandfald. Her ville jeg ned at bade!

Men jeg blev klogere, det var ikke just sådan lige at komme der ned, selv om jeg så andre bade dernede. Troede i første omgang der var en trappe eller sti derned, men nej…hmm…de måtte jo ligesom være kommet der ned på en eller anden måde. Efter lang tids leden efter en måde at komme der ned, og var næsten lige ved at give på, fandt jeg en sti der var nogenlunde fremkommelig. Men det var som at klatre på klipper, men ned kom jeg, dog ikke lige til det “gryde hul” jeg først havde havde udset mig.

Mødte et ungt par, som kom kravlende tilbage fra et af de andre huller længere fremme, så det måtte være muligt, men igen jeg blev klogere. Kun ved lidt hjælp fra fyren lykkedes det mig at krydse floden (ser umiddelbart ikke ud til at være svært, men når man har en rygsæk på ryggen der ikke må blive våd, og stenene i vandet er sindsygt glatte, er det en helt anden sag. Ved ikke hvordan de var kommet frem til det sted de kom fra men min grænse var helt klart nået, da jeg skulle balancere på en klippekant med vandfald lige nedenfor, så dr kastede jeg håndklædet i ringen og vendte tilbage til den pøl jeg først var kommet til. Det skal siges det nu på ingen måder var dårligt, at sidde med fødderne plaskende i vandet og nyde solen og bare være, det er noget der lige passer mig ☺️

Lige nu (torsdag lige over middag) mens jeg sidder og skriver om de her Potholes, kunne de ikke være mere tiltrængte. Solen bager og jeg sidder i en uendelig lang bilkø ude midt i…tja…et sted på vej til Port Alberni. Har hørt der er en bilbrænd længere fremme, som har stoppet al trafik. Det giver desværre ikke megen mening at vende om, da det her ligesom er vejen til Port Alberni, og har været på nok omveje indtil nu…og min gps…ja behøver vist ikke sige mere om den Plus jeg lige har hørt, at der nu er sket en ulykke længere bagud, pga. af køen her.

Nå, men tilbage til i går, onsdag. Fra Sooke Potholes var min plan at bevæge mig mod Bamfield i Pacific Rim National Park, som skulle være en park bestående af regnskov. Trodsede min gps, og valgte at følge skiltningen istedet. Jeg viste jeg ikke ville nå helt der til i går, med mindre jeg kørte til sen aften, hvilket jeg ikke orkede, så stilede mod en lille landsby ved vandet der hedder Port Renfrew. På vejen gjorde jeg et stop ved Jorden River, hvor man gå igennem nærmest en lille regnskov for at komme ned til vandet – og kan kun sige; fantastisk udsigt!

På vejen passerede jeg også dene lille sjove cafe, som dog var lukket, men syntes den var meget sjov her ude midt i stort set ingenting.

Det var vitterligt en lille landsby med kun 150 indbyggere, kunne receptionisten hvor jeg bookede en overnatning, fortælle. Det betød også, at der ingen mobilservice var i området, hvilket der nu ikke havde været siden kort efter jeg kørte fra Sooke Potholes.
Men for en gangs skyld kunne jeg bruge min gps til noget, den havde ledt mig til et overnatningssted. Selve receptionen var en lille souvenirer butik der lå på gangbroen ud til vandet. Og herfra lå der små hytter på begge sider af den lille kanal der løb ind til den pub, som var en del af hotellets etablissement.
Der var dog ikke flere hytter ledige, hvilket jeg heller ikke havde brug for, så fik et hotelværelse der lå lidt oppe af en bakke mod skoven.

Mine aftener går primært med at få lavet indlæg til bloggen, og i går var ikke nogen undtagelse, selv om jeg ingen internet havde. Fandt dog ud af, da jeg tjekkede ud, at der var wi-fi på værelserne. Så kunne lige lave et hurtigt overblik over, hvilken vej der ville være smartest at tage for at komme videre i dag.

Jeg have egentlig besluttet at droppe Bamfield og Pacific Rim Park, da jeg kunne se på kortene, at jeg ikke kunne følge kysten hele vejen der til, som jeg først havde troet. Hvilket så betød, at det ville være en 4-5 timers kørsel fra, hvor jeg var nu. Så i bund og grund havde det egentlig ikke været smart af mig at køre hertil (Port Renfrew), men vil nu slet ikke se det som spild, da det var en smuk tur. Hvilket turen derfra og til Lake Cowichan bestemt også var.

Gjorde dog kun et kort pit-stop der, da det egentlig bare var et pejlemærke for mig på min videre vej. Det var en lidt sjov by, lidt spøgelsesagtig, men generelt er jeg kommet igennem flere små spøjse byer…måske det egentlig er sådan, at turister der kommer til Danmark ville tænke når de kører igennem alle de små forladte byer, som fx. Syvsten, Sæsing osv. (ved ikke lige hvorfor det var de by jeg kom i tanke om, men det var de første der poppede op i mit hoved af ☺️).

Herfra var det videre mod Port Alberni, da jeg så dér kunne gøre mig den overvejelse, om jeg ville fortsætte ned til Pacific Rim.

Her er igen lidt af hvad jeg så på vejen, nu var det noget lidt andet end skov, bjerge og vand, men de små flækker er nu også meget hyggelige. Noget af turen var dog også igennem Nanaimo, hvor den bare stod på div. storcentre, og hvad en storby ellers har at byde på.

Som I allerede har læst, ramte jeg en meget lang bilkø, og den endte med at forsinke mig to timer. Det var en helt udbrændt Mini Cooper de kørte afsted med men hørte i radioen, at der ikke var kommet nogen til skade, ved dog ikke hvad det endte med, med den anden ulykke der var tilkommet længere bagud fra, hvor jeg holdte.
Men nu var det så lige at vurdere, hvad der var smartest – gik ind på turistinformatione, ja dem er jeg blevet meget glade for at bruge, hvilket jeg ellers aldrig har tænkt over før. Her kunne jeg så finde ud af, at det ville være en 3 timers køretur, det meste af vejen på grusvej, ned til Bamfield. Jeg blev så også det klogere, at hele det her område, jeg nu er kommet til, faktisk er Pacific Rim, og at de skove der er i området her, er en form for regnskov. Fik også forespurgt på turen til et af de steder jeg har på min liste for øen her, nemlig Chesterman Beach. Har læst det skulle være en af verden smukkeste, og den ligger ca. to timers kørsel herfra , hvor jeg er nu. Men om alt er, så har jeg i dag valgt ikke at køre derned, men bliver i Port Alberni for natten, da jeg syntes jeg har siddet nok i en bil for i dag

Selv om det har været en dag primært bag rettet, har den alligevel budt på megen smuk natur at kigge på undervejs. Og selv om “Gertrud” er “pain in the ass”, så overdøves hun af musiken i radioen, som er med til at krydre lidt på køreturen 😁 Fandt en kanal der spillede alle mulige gamle sange, så der blev skrålet med på alt fra Duran Duran til Snowpatrol…og ja I skal være glade for I ikke kunne høre det, for jeg synger elendigt, men pyt, man skal synge/skråle lidt med på musikken når man sidder i en bil 😂