I’m back efter fire dage uden internet forbindelse. Dette er derfor et samlet indlæg fra de dage. To dage med “Home-stay”, og to i “Jungle-lodge”.

Mandag var det så tid til at drage videre, vi skulle nu ud at opleve det yderste af Amazonas junglen med et “home-stay” som de kalder det, hos familien Delpine, som er en del af Quichua stammen.
Det var en 2-3 timers bustur til Tena, og derfra blev vi hentet i trucks, og kørt ud i junglen, her var der en lille gåtur før vi nåede vores endelige destination for de næste to dage – Pimpilala hedder området.
Tre af de andre pigers bagage var kufferter, hvilket nok ikke ligefrem er det nemmeste at have med sig ud i junglen. Men i hvertfald til underholdning for mig…måske også for de andre…
Jeg kørte i truck med Alina (tysk pige) og Maria vores guide. Det vrimler med hunde over alt, og de virker til at være fuldstændig ligeglade med de biler der passerer dem. Så det betød, at Alina og jeg, fra bagsædet, pludselig råbte “dog, dog dog!!!!!”, da det pludselig var ved blive til en stor kollision mellem hund, vores truck, en bil i vejkanten og en modkørende bil – vi var mest bekymret for hunden, men ingen kom noget til, og selv om det var tæt på med hunden, kunne vi ikke stoppe med at grine, da både Maria og chaufføren tog det meget roligt…

Vi ankom til vores nye hjem for de næste to nætter, som bestod af en primære hytte, hvor familien selv boede, og som rummede køkken og to fællesareal. I en tilstødende hytter var de værelser som vi hver især skulle overnatte i. Kiko, der var en japansk pige fra G-Adventure stødte til vores gruppe for “home-stay” opholdet. Hun skulle være min roommate de næste to nætter, og vi fik en hytte der lå lidt for sig selv, med en lille balkon, og udsigt ned til gårdspladsen og over de andre to hytter. Den var rigtig fint – primitivt ja, men det var hele konceptet, men alt taget i betragtning var den rigtig fin.
Med dette “home-stay” var jeg virkelig kommet ud til en hverdag, der er noget helt andet end, hvad jeg er vandt til, hvad nogen af os der hjemme er vandt til!
Der var kun strøm i primær hytten, og dette kun i køkkenet eller til, at man kunne oplade sine batterier fra fx sit kamara, da opladning af mobil og iPad var ret overflødig, da der ingen internetforbindelse er her ude. Det viste sig dog, at Kiko og jeg var så heldige, at der var hele to stik i vores hytte, så vi kunne snildt få ladet vores kamera op.

Toiletterne og bad var selvfølgelig også uden lys, og lå for sig selv, og her må jeg indrømme jeg hurtigt kunne komme til at savne de forhold vi har der hjemme. Efter kl. 18.30 forgik det nemlig med pandelampe, og så var det også med at holde udkig efter div. kryb, kan ikke lige huske hvad det var specielt for et dyr der havde tendens til at være der om natten, men en slags mus tror jeg…Men mine toiletbesøg forgik heldigvis i fred Også det jeg måtte op for den ene natten…men lidt spooky, for der var vitterligt kulsort.
Badet skal jeg hilse og sige var en kold fornøjelse, så ikke noget der blev prioriteret ret højt – godt det så kun var to dage

Det var virkelig en oplevelse med dette “home-stay”. Høre om de gamle skikke, og se at der stadig er nogle i denne verden der faktisk kan få en hverdag til at fungere uden en masse fx elektricitet, og hvad vi ellers har af privilegier i den vestlige verden. Der er selvfølgelig inden tvivl om, at der her hos familien Delphine er præg af turisme, men det er jo det de jo i bund og grund lever af.
Alle familiemedlemmer gik rundt med T-shirt, hvor der i mere eller mindre grad var reklame for G-Adventure (som jeg havde booket igennem). Men jeg syntes de var gode til at få en til at føle, hvor primitivt de faktisk lever, og værdsætte det jeg har der hjemme – noget så banalt som varmt vand i hanen, et badeværelse inde i huset og elektricitet…men her ude ikke banalt.

Tirsdag blev vi introduceret til lidt af de gamle skikke, såsom hvordan bryllupper havde foregået (arrangeret ægteskab), og nogle steder dybt inde i junglen fortsat foregår.
Dalphine spillede og sang lidt for os, mens de andre (døtre, sønner og svigersønner) dansede, og viste hvordan bryllupsceremonien foregik. En fest der stod på hele dagen med sang, dans og druk…Generelt syntes jeg at bemærke, at der ofte var meget drikkeri indblandet…men igen det er der vel i mange skikke og traditioner

Delphine fortalte om “the medicin man”, og vi havde tidligere på dagen været på en gårdtur i regnskoven, hvor Delphine havde vist os flere forskellige planter som bl.a. bliver brugt til medicin. Her bliver jeg nødt til at tilføje, at inden vi dragende afsted på vores tur i regnskoven, var vi alle blevet malet i ansigtet af Delphine, og fået en lille krone på hovedet. Min tegning var symbolet på en medicinsk blomst, som “medicin men” brugt i forhold til hallucinationer.

Vi blev også sat til at være aktive, da vi skulle lave chokolade fra bunden. Inden kakaobønnerne skulle ristes, fik vi lov at smage på de friske fra selve frugten. De har en hvis masse omkring sig som har en sødlig smag – det var ret godt. Det jeg bare ikke lige havde hørt efter, var at man KUN skal sutte den hvide klistrede masse af, og ikke bide i selve kærnen – mindre detalje – for FØJ, hvor det smagte!!! Ekstremt bittert og ækelt!!! Så kan jeg lære det – lyt efter!
Men da den endelige smeltede chokolade var klar – MUMS – vi sad med den stor gryde fyldt med chokolade, og en ordentlig skål af bananer der var hakket i mundstykket. Hver med en gaffel i hånden, og så var det bare at digge-in

Da vi skulle give os i kast med “blow-Arrow” kan jeg stolt sige, at jeg var den første til at ramme skiven, og vel at mærke den eneste der gjorde det to gange (ud af tre) – kom ikke her

Den første aften hyggede vi med at spille kort, men den sidste aften var vi så trætte, at selv om Maria lavede bål var vi flere der var rimelig hurtige til at trække os tilbage, og gå på hovedet i seng. For mit vedkommende primært fordi jeg stort set ikke havde sovet den første nat, så ville virkelig gerne indhente lidt søvn. Selv om det ikke havde været hundene, hønsene eller hanen der havde holdt mig vågen, den første nat, var det dog med det i mente, da de tidligere på dagen havde “underholdt” hele forsamlingen i et par timer . Og godt det samme for kl 5 gik hanen og hønsene igen amok, og bye bye søvn

I dag onsdag, hvor tre af os – Alina, Teresa og jeg tog ud for at River Rafte – var en af de sjoveste dage jeg længe har haft
Vi blev hentet af Jack, som også hører til Quichua stammen. Han var en en ældre herre, som lige kunne det engelsk der var nødvendigt til sådan en tur. Det var ham der skulle sejle med os, og ud over os tre fra min gruppe, deltog to andre piger, fra England, som havde rejst rundt i Ecuador de sidste måneder.
Jeg havde valgt denne dag til White River Rafting, da det helt klart var den der ifølge Maria, lød til at være den “vildeste” og sjoveste af de to vi undervejs har mulighed for at prøve.
OG DET VAR SÅ SJOVT!!!!!
De to engelske piger havde prøvet turen for en mdr. siden, så de var vildt modige fra start, hvilket smittede af på os andre. Vi fandt hurtigt ud af, at det var vildt sjovt at hoppe i vandet og flyde med båden ved siden af, eller som to af de andre piger prøvede; “the sexy potision”, på kajakken der sejlede ved siden af. Det er lidt svært at forklare, men man ligger med begge ben svøbt om snuden af kajakken, mens man holder fast i et reb der sidder på spidsen af den. “The monster” som sejlede kajakken, var til stor under holdning for os under vejs – hvad han rigtig hed fandt jeg aldrig ud af, men Jack kaldte ham kun “The monster” – han lignede nu ikke noget monster, så det må være grundet hans crazy tricks på vandet i kajakken, at han blev kaldt det Men de, Jack og “the monster”, var virkelig nogle spasmagere!

Vi skiftedes til at sidde forrest i båden, og blev også på skift skubbet i vandet enten af Jack eller en af de andre – det var hyle morsomt – især når vi så skulle “reddes” op igen.
Ved ikke hvad der skete, da Theresa en af gangene skulle hive mig op, men vi havde så meget fart på, og nok også pga. båden er er så glat, nærmest fløj jeg bare hen over båden, og i vandet på den anden side, incl. Theresa! Ingen kunne stoppe med at grine igen, da det må have set sindssygt sjovt ud og vitterligt også var sjovt…måske man skulle have været der, men alle var flade af grin Måske jeg er så “heldig” det er på film, da en af de engelske piger havde et GoPro kamera, som “the monster” sejlede rundt og filmede os med, og hun har lovet at sende det til os når hun vender hjem.

Hele turen var en 27 km lang sejltur som vi brugte 4 timer på incl. pitstop til frokost.
Det er vitterligt svært at beskrive, hvor sjov en tur det var, men jeg havde virkelig en oplevelse jeg sent vil glemme – og vil til en hver tid anbefale det til andre.
Ikke mindst fordi Jack var en total spasmager, og vi fem tøser bare var i hopla. Kæmpe adrenalin rush, når båden virkelig bumpede op og ned i de vilde bølger, og suset i maven den første gang jeg lod mig falde bag over og ned i det lidt kølige vand. Men der efter føltes vandet ikke så koldt længere, og man fik bare mere og mere lyst til at hoppe ned i vandt når muligheden bød sig.

Pludselig blev vi på skift sat til at sætte os op på spidsen af båden, med bene ud over rælingen, og bare holde fast i det reb der sidder rundt om båden. Alt imens de andre så padlede afsted og bølgerne stod om ørene på en – det var vildt fedt! Hvis man ikke faldt i af sig selv, fik man lige pludselig, uden advarsel, et puf af Jack, og så var det bare på hovedet i – det vildeste var dog, da vi blev sat til at stå op på spidsen og Jack havde fastgjort et lidt længere reb til at holde fast i. Selv om det var, hvor vandet var roligt og de andre så padlede så båden drejede rundt om sig selv, krævede det nogen balance, og båden var sindsyg glat, så jeg holdt ikke i mange sekunder før jeg gled og lå og plaskede rundt i vandet i stedet

Det var en sindsyg sjov oplevelse, grinede så meget, at jeg til sidst havde ondt i kinderne Så I kan sikker forestille jer, hvor sjovt det har været, selv om jeg ikke på nuværende tidspunkt kan vise billeder derfra. Også selv om det endte med at koste mig en noget hævet hånd, efter første “redning” , på grund af et lille slag, og senere et ordenligt rødt mærke på underarmen efter et sammenstød med en sten i vandkanten, havde dagen været det hele værd!
…Ja ja, jeg er klodset, men intet alvorligt skete, og min smertetærsklen er høj, for tro det eller ej, det gjorde faktisk ikke ondt. Alle andre derimod var vildt bekymret, og kunne ikke forstå jeg ikke havde ondt – okay det så også voldsomt ud, med en hånd, hvor halvdelen af den er hævet til dobbelt størrelse, og på samme arm er underarmen markeret med et langt rødt mærke
Men hvad betyder en lille skramme, når vi som fortjeneste, da vi kom i land, fik en dejlig kold øl, og derefter blev vi samlet op af de andre fra gruppen i en lille privat bus, der kørte os videre til næste destination.

De næste to dage skal vi så opholde os i en “jungle-lodge”, hvor vi det sidste stykke for at komme derud, blev sejlet til i en kano – ja det kalder de det, men ikke det vi forstår ved en kano, den er noget større.

Det var virkelige et smuk syn der mødte os, da vi nåede vores destination. Noget helt andet end det vi lige er kommet fra – her igen lidt mere luksus – fraset alle krybene og den manglende internetdækning. Men hvad internet dækningen angår, har jeg egentlig ikke savnet den endnu -haft alt for travlt med at nyde naturen, omgivelserne og de oplevelser der ellers har været. Ja ja I får en masse eller lange indlæg i rap når der er forbindelse igen, men det må I leve med

Jeg var virkelig træt efter dagen med Rafting, så et varmt bad…ja vandet var da lige et par minutter om at blive varm, men det blev varmt…var virkligt tiltrængt.
Den lille tur vi skulle gå efter mørkets frembrud for at se efter edderkopper, slanger (hvis vi var heldige), og andet kryb havde måske været mere sjov, hvis jeg ikke var så træt, men jeg kunne virkelig ikke sætte mig selv op til at syntes det var synderligt interessant. Heller ikke selv om vi var så heldige at se en slange, og en lille frø ud over diverse små edderkopper og natsværmere…hmm…ja ja det var vel meget fint

Nu sagde jeg nok, at det her var mere luksus, men ikke mere end, da jeg vendte tilbage til mit værelse for at gå i seng var mit badeværelse “fyldt” med termitter – suk!! Og virkelig ulækkert!! Men hva’, der var ikke andet at gøre end at begynde at “feje” dem sammen, og sikre mig, at der ikke var nogle af mine ting de kunne falde ned i fra bjælken i loftet, hvor jeg formodede de kom fra.
Sidste tjek i værelset inden jeg ville under dynen – suk – det grønne insekt jeg havde set hele dagen, og betragtet som dødt, var ikke dødt. Men her satte jeg grænsen, for det kunne flyve (lignede en kæmpe græshoppe med vinger), så mig ned og finde Maria, og pænt få hende til at komme og fjerde den – jeg takker! og siger godnat …og håber, at det jeg kan høre oppe på taget bliver der oppe
Vil tilføje, at man “vender sig til det” for, da natten efter var jeg forholdsvis ligeglad.

Sidste dag i Jungle-lodgen, gik med fælles gåtur i regnskoven. Det var en varm fornøjelse, som I sikkert kan regne ud er luftfugtigheden her rimelig høj, og når man så er iført lange bukser og gummistøvler, hjælper det ikke ligefrem! Men en nødvendighed, både på grund af myg og andre insekter, når man går mellem gerne og buske. Samtidig med det til tider er rimelig mudret, og der skal krydses små vandhuller.
Som I kan se er det et smukt sted, men billederne kan ikke leve op til virkeligheden. Hvad div. kryb angår, så er jeg ikke den store fan, men heller ikke typen der stikker i et hvin over en lille edderkop. Jeg finder det mere fascinerende at se alle de sjove og mærkelige træer der er, og sommerfugle med de smukkeste blå, røde og gule farver – de, sommerfuglene, er til gengæld rigtig svære at fange på kamera, så der må I bruge fantasien

Muligheden for at komme ud at se et Rescue Center for truede dyr, var en mulighed jeg benyttede mig af, sammen med fire af de andre. Vi fik en smuk sejltur frem og tilbage i kanoen, på en halv time hver vej, og lige inden vi ramte centret, stoppede båden ved et træ, der var fyldt med aber. Det var så fedt at opleve dem i deres egen natur, dog viste de godt, at da både kom nærmere kunne det betyde mad, og rigtig nok den ene af sejlerne havde frugt med til dem, så de kom rigtig tæt på – og der var mange, men det var vildt at opleve!

Inde i Rescue Centret kom mit hjerte til at bløde – det var nogle tragiske historier den frivillige medarbejder kunne fortælle. Hvordan nogle mennesker forsøger at have papegøjer, aber osv som kæledyr – fejl ernærer dem, fordi de ikke ved hvad de skal give dem. Fx havde de fået en papegøje ind der var helt hvid, og de viste ikke, hvilken farve den fra naturens siden burde have, men da den begyndte at få rigtig ernæring, blev den rød. Andre var efterladt i vejkanten i en kasse eller forsøgt solgt på det sorte marked, men heldigvis endt her i centret. Dog kun 1/3 af de dyr der kommer dertil ender ude i naturen igen, enten fordi de ikke overlever pga. mishandling, eller fordi de er så skadet og vandt til mennesker, at de ikke ville kunne overleve ude i deres naturlige omgivelser, og derfor forbliver i centret resten af deres liv.
Ved at vi var en tur der ude, var vi med tilsat støtte denne redning af disse stakkels dyr, da det hele kører på frivillig basis, og de er afhængige af sådan nogen som os – så slev om det kan virke lidt frelst, følte jeg, at jeg havde gjort bare en lille forskel.

 

Turen tilbage var interessant eller…kanoen gik på grund midt ude i floden, da vandstanden nogle steder er meget lav. Men der var meget strøm, så de tre mænd der var med til at sejle og styre kanoen måtte en tur i vandt for at få os fri. Vi fem tøser sag længe og overvejede om vi skulle hoppe i og hjælpe, men da vi endelig var ved at tage os sammen, fik de os fri – sorry!

Det er sidste aften i “jungle-lodgen”, og tidligt i morgen fredag, drager vi videre mod Baños, hvor vi har tre dage. Så nu er det ud af junglen, og den høje luftfugtighed…hvor det er en umulighed at tørre sit tøj…og lidt mere op i højderne igen.
Og ærligt talt tvivler jeg på, at jeg kommer til at saven lyden af tusindvis af insekter udenfor vinduet, som egentlig bare er et net, der til tider kan holde en vågen om natten, eller være svære at falde i søvn for – trods ørepropper
Denne “lille” fætter, af en fugleedderkop, kom lige frem og sagde “Hej” inden vi skulle spise – bon appetit