Quito til Termas de Papallacta
Ankom sent lørdag aften, da flyet var forsinket med 3 timer.
Fik med det samme en taxi i lufthavnen, men det var til at starte med lige lidt mærkeligt at sætte sig i en taxi, hvor chaufføren ikke kunne forstå hvad man sagde, og fræsede afsted. Men jeg ankom sikkert til hotellet, og fandt ud af, at det først var sidst på formiddagen søndag, jeg skulle drage afsted med den gruppe, jeg skal rejse sammen med de næste 16 dage.
Søndag mødtes vi så for at tage en lille privat bus ud til et busstoppested, hvor vi skulle skifte til en større bus. Der er ingen faste tider for, hvornår busserne kommer, så man venter bare og står klar når den så ankommer…
Vi er 7 piger i gruppen – 4 piger fra Tyskland, hvor de to af dem oprindeligt kommer fra Rusland, og så er der to helt unge piger fra England, og så selvfølgelig mig selv og vores guide, Maria som er født og opvokset i Quito, og som har arbejdet som guide siden 2002.
Quito er en meget lang by på 60km, men til gengæld meget smal – der bor ca. 2,6 millioner mennesker her.
På busturen ud til dagens destination – hot springs i Papallatac – blev der observeret lidt af hvert. Det er tydeligt det er en helt anden kultur jeg nu er kommet ud til, og det er i sig selv meget sjovt.
Bl.a. overhalede vi en stor skraldebil med åbent lad, hvor mændene stod oppe på ladet nærmest oven i skralden, eller nærmest hang på siden af bilen – tror ikke lige Arbejdstilsynet er noget de kender til 😂
Kort efter i modsatte vejbane ser jeg en far på en scooter, hvor moren sidder bagpå, men imellem dem ligger/sidder to børn – Jow jow det er da også en mulighed.
Og mens bussen snoede sig ned af vejene kunne man på den ene side se meget pompøse og velhavende huse, og vendt man blikket over til den anden bjergside var det huse af blik, som lignede noget der kunne falde sammen, hvornår det skulle være.
Vi ankom ovre middag, til et hyggeligt hot spring hotel, der til trods for vi er oppe i højden, ligger nede i en lille dal. Dagen var til vores egne rådighed.

Alle 7 af os valgt dog at tage på en lille 3 km gåtur i smuk natur, med bjergene stikkende op om os på begges sider, og vandfald der løb under os.
Billederne kan slet ikke op til virkeligheden!

Eftermiddagen brugte jeg ellers på at få opdateret min blog her, og da den står på “minus netværk” de næste 4-5 dage, bliver det til to indlæg på én dag 😉
Men var også lige ude at nyde den varme kilde der springer op lige udenfor min dør – det var så fantastisk at ligge sig i det varme vand – som de faktisk bliver nødt til at køle ned, ellers ville det være kogende. Ligge og kigge op på bjergene, og se solen bryde igennem de lavt liggende skyer – what’s not to like.

Aftensmaden gik vi sammen ned, på en af de få lokale restauranter, der ligger næsten lige ved siden af hotellet, for at indtage. Her stod den primære menu på ørred, da det lige netop i det her område er en af deres specialiteter – og jeg må sige den var super god! Fik dertil også en juice af en frugt, som vi ikke kender hjemme i Danmark. Jeg kan desværre på nuværende tidspunkt ikke kan huske hvad den hedder, men skal nok finde ud af det. Det var heller ikke noget der lige var til at udtale – for mig i hvertfald 😂
Nu er jeg ved at være klar til at turn-in, ved ikke om det var flyveturen i går eller det, at vi er kommet op i højderne, men jeg er helt færdig og trænger bare til at sove sove sove…
PS. Skulle aldrig have fortalt hvad min profession er…er allerede blevet hevet i…JEG HAR FERIE!!! Nej pjat selvfølgelig hjælper, hvor jeg kan 😉