23.til 26. oktober 2017

Det var meget tidligt jeg ankom til Darwin, men heldigvis var det muligt at få tidlig check-in, så jeg kunne få sovet et par timer. Det er ved at være lang tid siden jeg sidst har haft den der fornemmelse man har, når man går fra en lang nattevagt, og bare trænger til at sove 🙈

Mit møde med Australierne var ved første færd positivt, så hvis det fortsatte sådan, tegnede det godt.
Mit møde med Darwin var jeg til gengæld ikke så imponeret over. Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men må sige det ikke just var en synderlig interessant by, og den var meget mindre end jeg havde forventet. Så det var meget hurtigt overstået med at udforske den.
Men allerede i Darwin fik jeg en forsmag på det, desværre, sørgelige “møde” man får med de aboriginals. Ved ikke om de var hjemløse, men de hang ud i “midt byen” og i parkerne, og så mig noget forhutlede ud – det var et trist syn.

På mange måder var det som at blive sendt tilbage i tiden at ankomme her til Australien, og det gjorde ikke fornemmelsen mindre, at de spillede 80’er og 90’er musik i lobbyen på hotellet eller for den sags skyld alle andre steder man kom ind. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt fx “Cotton Eye Joe”…det må have været tilbage på Thorshøj kro 🙈😂
Men selv om jeg fik fornemmelsen af at være tilbage i tiden, var det muligt at anskaffe mig det GoPro jeg længe har ville købe, og nu jeg var i “surf country” skulle der selvfølgelig spædes op i badetøj depotet – jaaaamen det var det rene slaraffenland her 👙😁

Her i Northern Territory skulle jeg ud at opleve “the bush” med “Way Outback”, hvor jeg hjemme fra havde booket en gruppe tur på ialt 10 dage. Må blankt indrømme jeg ikke havde sat mig synderligt ind i programmet. Men for mig kom det sig ikke så nøje, jeg ville bare gerne læne mig tilbage og nyde, hvad vi nu end blev budt på. Noget jeg dog var noget spændt på var, hvilke andre der skulle med. En gruppe med helt unge backpackere måtte jeg erkende jeg ikke ligefrem så frem til! Men nu måtte jeg vente og se, og håbe på det ville være en gruppe der gik godt i spænd.

Næste morgen var det så tid til at gå i “Crocodile Dundees” fodspor 👣😉 Kat som skulle være vores guide for de næste tre dage var en sprudlende Aussie med lilla hår. Normalt er de kun en guide på de her ture, men hun havde selskab af en kollega, Reed, som normalt er guide ned i Alicespring.
Igen blev min nationalitet gættet forkert, de tror altid jeg enten er England, Australien eller New Zealand. Jeg kan ikke lade være med, at syntes det er sjovt, da jeg alle dage har fået at vide, hvor tydeligt det er at høre jeg er nordjyde. Jo jo, det er måske ikke det der er gennemtrængende når jeg taler engelsk, men selv andre danskere kan ikke høre, at jeg er dansker når vi taler engelsk. Selv når jeg slår over i dansk, kan de ikke høre jeg er nordjyde…men der må der helt klart, være nogen der skulle have tjekket deres hørelse 😂

Men tilbage til gruppen, som jeg skulle være sammen med de næste tre dage, så bestod den, heldigvis, ikke af en flok unge backpackere 😉 Foruden jeg selv, var der Cecilie, som også var dansk, Sebastian og Magali som var et ungt par fra Holland. Amy som var au pair i Darwin, men oprindeligt fra England samt to andre englændere, som jeg ikke kan huske navnene på. En ung pige og hendes onkel samt et ægtepar fra Sverige og et Schweizisk ægtepar (den fransktalende del). En fyr fra Irak og til vores alles overraskelse kun én tysker.
Ja det er lidt den stående joke når man rejser rundt, for der er tyskere over alt, og til stor underholdning for os andre med deres punktlighed og “firekantethed” 😉

Nu var det så off til Litchfield National Park og Kakadu National Park – så ja det var vitterligt i Crocodile Dundees fodspor 😜
Vores første stop var Wangi Falls i Litchfield NP. Allerede her blev vi mindet om, hvilke dyr vi kan forvente at støde ind i i det her land, da fyren fra Irak ved et uheld trådte/sparkede til en pind på stien. Men det var ikke en pind, det var en slange! Den forsvandt heldigvis hurtigere end lynet ind i buskadset, men det er lidt vildt at tænke på, at 9 ud af de 10 giftige slanger der findes i verden er at finde her i Australien. Så da vi begav os ud på den lille hike op til toppen af vandfaldet, var vi alle lige en anelse mere opmærksomme på, hvor vi satte vores fod! Det var en varm, men flot, tur og en udsigt jeg aldrig havde set før. Jeg fortrød mange gange, at jeg ikke var kommet i mit badetøj, da vi kom ned igen, for en afkøling var utvivlsomt tiltrængt.

Så da vi ankom til Florence Falls, var jeg mere end klar til at komme i vandet. Det var helt fantastisk at gå ned i det, utrolig klare vand og svømme ind under vandfaldet.

 

Nu var det ikke kun vandfald vi så, vi gjorde også stop ved “Cathedral Termite” og “Magnetic Termite”, som også ligger her i Litchfield NP. Jeg har ikke en masse forstand på termitter, andet end jeg ved, at de er en plage at få ind i huse, men de her termitter var ikke den slags der lever af træ. Det var imponerende så kæmpe termit bo de kunne lave, og generelt så vi dem stort set over alt, hvor vi kom her i Northern Territory – hvor de pryde landskabet næste helt kunstnerisk.

Til frokost var det så os danskere der stod lidt underholdning, da vi som de eneste benyttede kniv og gaffel. Det var ikke noget jeg før havde bidt mærke i, men efterfølgende må jeg indrømme, at jeg har lagt mærke til, at vi har en tendens til at bruge kniv og gaffel i situationer, hvor alle andre benytter klør fem 😂

Her i Northern Territory kan man se vilde heste, hvilket vi var heldige at se allerede på vores første dag. Kat gjorde meget ud af, at vi gjorde stop, hvis vi fik øje på noget på vores vej, men generelt var virkelig en fantastisk guide. Hun tog os fx ud på nogle genveje som bl.a. Old Jim Jim Road i Kakadu, hvor vi virkelig kom ud på nogle støvede veje, men hvor vi oplevede endnu mere af denne helt igennem imponerende natur.

Da vi gjorde stop, ved Corroboree Tavern, for at handle lidt snacks og øl ind til aftenerne, så vi en flok Wallabees græsse ikke langt derfra…ja hvis I spurgte mig ville jeg bare have sagt det var kænguruer, men dem skulle jeg erfare var noget kun større. Og så kunne Kat berette, at vi ikke ville se kænguruer helt her oppe i Northern Territory. Men tilbage til at købe alkohol; her er de noget kun strikse, da ALLE skal vise legitimation, ligegyldig alder, hvilket jo for sin vis er ganske fint. Ideen bag er at minimere de aboriginals alkohol forbrug, men om staten i sidste ende ”vinder” noget ved det, andet end at blive et mistænksomt samfund, syntes jeg var svært at få øje på.

Vores første nat var på Cooinda Camp, som ligger i Kakadu NP. Igen, jeg havde ikke sat mig synderligt ind i hvad jeg kunne forvente, andet end det ville blive en blanding af telt og sove under åben himmel. Men var da alligevel en smule spændt på, hvordan det ville blive. Her stod den på telt, som jeg delte med Cecilie of Amy, hvilket var ganske fint, fraset det var varmt som ind i h! Og så fik den fik rigelig med myggesprayen! Når den stod på toiletbesøg var pandelampen fikseret mod jorden for at undgå at træde på de kæmpe skrubtudser, som kom frem efter mørkets frembrud…og nå ja, så for at sikre man ikke trådte på en slang, men dem så jeg heldigvis ingen af her.

Den mere charmerende del af Camp grunden var alle papegøjerne – Kakadues – som fyldte trætoppene. Jeg kan huske, at en af mine barndomsveninder havde sådan en, godt nok den der er grå, men der er altså noget over at opleve dyr, man kun har set som kæledyr eller i fangenskab, ude i deres fri natur. Jeg blev nærmest helt ekstatisk over at se dem flyve rundt mellem træerne samt sidde ned på græsset i deres leden efter føde.

Selvfølgelig ingen Australien uden en omgang barbecue:

Tæt ved Cooinda Camp ligger Yellow Water, hvor vi den første aften så solnedgangen. Igen må jeg bare sige; det er en fantastisk natur der er her! Mens vi stod og så solen gå ned kunne vi de i vandet spotte et par krokodille øjne titte op i vandoverfladen. Det er virkelig et dyr jeg har dyb respekt for og på ingen måde har lyst til at komme alt for tæt på!

Efter solnedgangen, og en omgang barbecue, tog Reed os med ud på et åbent øde område, hvor intet lys ville forstyrre – nu ikke for der er nogen by i miles omkreds, der ville kunne lyse op, da vi vitterligt befandt os ude i midten af ingenting. Han fortalte, i det jeg vil gætte på to timer, om stjernehimmelen, og jeg burde nok have lagt mig ned på jorden, som de fleste andre. Men tanken om, hvilke krybdyr der kunne komme, mens man lå der, var nok til, at jeg havde det ganske fint med at stå op. Så blev det heller mig der underholdt med at falde i søvn undervejs og trak torsk i land – Big time! 😂
Men må sige det var imponerende den viden Reed havde om dette fantastiske system. Og så har jeg aldrig nogensinde set så mange stjerne, eller stjerneskud for den sags skyld, det var virkelig helt specielt!

Vi skulle selvfølgelig også opleve Yellow Water i dagslys, hvor den stod på cruise ud på denne kæmpe billabong. Det bragte minderne tilbage til min tur til Florida med familien for år tilbage, hvor vi var på cruise på The Everglades – og det var mindst lige så varm en fornøjelse. Så selv om det var fra tidlig morgen, drev sveden allerede af os, da vi sejlede afsted. Det er kendt, at der er en kæmpe krokodille i dette område, men ham så vi ikke noget til, men vi så flere mindre, som efter min mening var store nok. Vi var også blevet instrueret i at holde kamera, hænder og andre genstanden indenfor rælingen. Men ud over der selvfølgelig var krokodiller, var der også et hav af forskellige fugle, og vi så flere vand bøfler.

Da der åbenbart ikke havde drukket rigeligt med vand den første dag, fik vi en længere opsang af Kat. Ja så skulle man også opleve det som intensiv sygeplejerske 😜 Vi var ellers blevet tudet ørene fulde med, at vi skulle drikke mindst 5-6 liter vand pr person om dagen, og at vi ALDRIG måtte bevæge os nogle steder uden en vandflaske i hånden. Så skræk scenariet om at få “pumpet” vand op bagi, var tydeligvis skræmme billede nok. Da det efterfølgende resulterede i at vi var ved at tørlægge vanddepotet den efterfølgende dag 😂

Noget der ikke valgte min store interesse i løbet af de her tre dage, var vores besøg til “Warradjan Cultural Centre”. Måske det var varmen der udtrættede én, for her brugte jeg ikke mange minutter inde, men det var jeg nu ikke ene om.

Men må sige, at Kat var god til at vise os rundt i hendes “baghave” – ingen tivivl om hendes hjerte bankede for Northern Territory, og hun besad en viden uden lige. Jeg havde til at starte med fået helt ondt i hjertet af at se bush brande, indtil Kat fortalte, at de rent faktisk var bevist antændt. Dette da naturen her oppe ikke ville kunne overleve uden. Så det var ikke brande, som jeg havde set i California, hvor de både kan være altødelæggende, og i værste fald dødbringende. Nej, her var det simpelthen et spørgsmål om at undgå kæmpe ukontrollerede bush brande, der ødelægger alt, men have kontrollerede brande der er med til at genopbygge naturen. De blev kontrolleret og antændt af de aboriginals, som gennem årtusinder har brugt denne “teknik” til at undgå store ukontrolleret bush brande.

Men Kat kørte os også forbi “Ranger Uranium Mine”, og her var det tydeligt, at Kat ikke var fan. Igen, jeg må sige jeg var imponeret over hende dedikation og respekt for naturen, og ikke mindst de aboriginals!

Cahill crossing, hvor vi gjorde et kort stop. Ja her må man da håbe de ikke får motorstop for så ender man nok som aftensmad 😱

Ingen Northern Territory uden Ubirr. Også her fortalte Kat vidt og bredt, bl.a. om træerne hvor jeg blankt må tilstå jeg ikke hørte synderligt efter. Vi så de flere tusindeår gamle “rock art”, lavet af de aboriginals, som virkelig var imponerende. Men der, hvor jeg igen “vågnede op” var da Kat spurgte, hvorfra den klippe, vi kunne se lidt længere væk, var “kendt” fra. Det var selvfølgelig den klippe Mick Dundee står på i åbningscenen, i den første film, og svinger sin bullroarer. Men inden jeg nåede at svare, var der en der sagde; “Løvernes Konge” – det var svært ikke at komme til at smile. Men fraset den mindre detalje, at det var en tegnefilm, som til og med forgik i Afrika, så kunne jeg da godt se, at det kunne have givet ideen dertil.
Solnedgangen her var virkelig betagende, og selv om jeg langt fra er den meditative type, var virkelig beroligende for krop og sjæl at sidde der, og se solen gå ned ude i horisonten.

Jabiru Camp var den sidste nats overnatnings sted inden vi skulle tilbage til Darwin den næste dag.

Inden vi igen skulle vende snuden mod Darwin havde vi et par sidste stop. Bl.a ved Maguk falls og hold nu op det var fantastisk. Her svømmede vi i små pools der lå på toppen af klipperne. Nu har jeg aldrig stået bagerst i køen til at hoppe i vandet eller prøve noget “vildt” – så var da også en af de første til at springe ud fra klippen og ned i det forfriskende kølige vand. Det var totalt som jeg altid havde drømt om at svømme i de her helt eventyrlige pools.

Men vi havde selvfølgelig ikke nok i “bare” at svømme i disse, vi skulle da også ned at svømme ved selve vandfaldet.

Frokost i det fri:

Der havde selvfølgelig været ét spørgsmål vi havde stillet Kat op til flere gang, og det var om der ikke var krokodiller i de her søer og pools. Men hver tørsæson “forsvandt” saltvands krokodillerne ud i de større vandområder, og de rangers der arbejde i området brugte 2-3 måneder på, at sikre der ikke var saltvands krokodiller i dem inden de blev åbent for offentligheden og turister. Men det var nu specielt at gå forbi de her steder, hvor der var skiltet med, at man ikke måtte bade pga. krokodiller, og det var da også til tider en anelse grænseoverskridende, at gå langs disse bredder.

Mens Kat så, endnu engang, var ved at fortælle, og “forsikre” os om dette, på vej hen til Gunlom Falls, var der en af de andre der pludselig spørger, om det ikke er en krokodille der ligger ude i vandet! Rigtig nok, ude midt i søen kunne vi skimte en krokodille – skal da lige love for vi blev store i hovedet 😱 Her spillede Kat rigtig på hendes “Outback/Bush-Women” og gik ud i vandet, mens vi, en flok turister, stod måbende ved strandkanten, og tænkte hun var vanvittig! Hun var selvfølgelig overbevist om, at det var en ferskvands krokodille – som til info ikke angriber, i vildeste tilfælde bider den, hvis den føler sig truet. Meeeeeen det kan godt være hun beviste, at det ikke var en saltvands krokodille, og at den ikke var synderlig stor, men vi var nu ikke videre pjattet med at skulle svømme alt for langt ud i det vand, da vi fik vished om det var en ferskvands krokodille, og at den ikke ville æde os.
Så da Kat, og et par af de andre valgte at tage den lange stejle, og ikke mindst varme tur, op til toppen af klippen, blev resten af os nede for at bade. Men som sagt, vi holdt os til bredden og havde et skarp øje på, hvor krokodillen var. Som tiden gik blev vi en anelse mere modige, og ture godt svømme lidt længere ud i vandet, for at blive afkølet, da vandet ved bredden var pænt varmt. Så jeg kan vitterligt sige, at jeg har svømmet sammen med en krokodille 😉 Generelt benyttede jeg hver en lejlighed til at hoppe i vandet, for der var virkelig varmt!

Til jer der har set Crocodile Dundee, så er Gunlom Falls også et af de steder der blev brugt i den første film, men i det store hele var der så mange af stederne vi kom, som bragte mine tanker over til de film. Vi gjorde selvfølgelig også stop ved Adelaide River Inn, hvor man bl.a. kan se Charlie, som er den Buffalo Mick hypnotiserer. Den er selvfølgelig for længst død, men er blevet udstoppet og placeret i hjørnet af eller rettere på baren.

I regnsæsonen her i Northern Territory er vandstanden i Adelaide River så høj, at den oversvømmer Stuart Highway, hvilket betyder, at den eneste måde at komme op til Darwin på er med båd eller fly. Dette, da Stuart Highway er den eneste vej op til Darwin, og ud over dette er det også den længst vej i Australien, da den går fra Darwin og hele vejen ned til Port Augusta i syd, og dermed er 2834 km lang. Det er om noget nogle helt igennem vanvittige afstande og forhold der er her i Australien. Men når man tænker på man kan placere hele Europa og mere til i Australien giver det selvfølgelig mere mening, men for mig var det bare helt vanvittigt og en ting man, eller i hvertfald jeg har haft en tendens til at glemme.

Efter de her tre dage, var jeg allerede helt overvældet over denne imponerende natur vi havde mødt – det var utvivlsomt som at gå i Crocodile Dundees fodspor 👣😂
Som nævnt tidligere, havde Kat desuden en viden om dette land, som virkelige var imponerende, hvilket gjorde oplevelsen endnu større, samtidig med var hun fantastisk til at fortælle. Så til glæde for os, der skulle fortsætte på turen, viste det sig, at hun også skulle være vores guide de næste tre dage, fra Darwin og ned til Alicespring. Det var foruden jeg selv, Amy, Sebastian, Magali og parret fra Schweiz der havde booket alle 10 dage.