27. til 30. oktober 2017

Jeg var nu tilbage i Darwin, hvor jeg havde et døgn for mig selv, inden den igen stod på “walkabout”. Da jeg, som tidligere skrevet, ikke havde sat mig 100% ind i agendaen for denne her gruppe tur, kom det lidt som en “overraskelse”, at vi skulle tilbage til Darwin, og have en dag for os selv. What to do in Darwin…🙄
Men fik set lidt af deres waterfront, nydt cafelivet og efter uendelig mange timer lykkedes det at få uploaded billeder til min blog, så jeg kunne få indhentet lidt af alt det jeg var bagefter. Men måtte erkende, at det nok ikke ville blive her i Australien jeg ville nå særlig meget, med den hastighed wifi’en kørte 🙈

Det blev lørdag og igen tid til at slutte sig til gruppen, som denne gang bestod af en betydelig “større” mængde tyskere 😂
Der gik dog ikke lang tid før jeg følte vi havde en noget mere dynamisk gruppe end den forrige. Ikke at den anden gruppe ikke var god, men her var der mere spas på en eller anden måde. Jeg vil uden tvivl se tilbage på disse dage som nogle af de bedste samt sjoveste jeg har haft længe ☺

De næste dage ville den stå på rigtig meget kørsel, da vi skulle hele vejen ned til Alice Springs – så vi havde omkring 1500km foran os plus det løse, da der selvfølgelig skulle ses og nydes på vejen derned.
Igen fik vi at se en “bush fire”, denne gang dog en noget større en af slagsen og på noget tættere hold.

Men det første rigtige stop vi gjorde var i Nitmiluk National Park ved Edith Falls. Her blev vi igen mindet om, hvor vigtig det var vi ikke bevægede os nogle steder uden vand – ja de andre der ikke havde haft fornøjelsen af Kat på de første tre dage, fik lige lov at høre hendes opsang om vigtigheden af at drikke rigeligt med vand. Og så var vi klar til at gå den stejle og varme vej op til Upper pool.

Ingen tvivl om, at vi var mere end klar til at hoppe i vandet, da vi kom frem – vi var ved at smelte væk, og der var ingen steder at søge skygge. Hvilket også betød at stenene rundt om vandet var i direkte sol – jeg vil gætte på man kunne have stegt bacon derpå, var i hvertfald ved både at få brændt, i første omgang fødder af, da sandalerne røg, og senere min popo, da jeg skulle ned i vandet…lige før man både kunne se og høre dampen stå op af vandet, da man letter desperat gled ned i vandet 🔥🙈😂
Så måske I kan forestille jeg, hvor himmelsk det var at dykke ned i denne her fantastiske naturlige pool. Vandet var så rent, at inden vi, desværre, skulle ned til bussen igen, kunne fylde vores vandflasker fra vandfaldet.

Det var en dag i “vandmandens tegn” så at sige, for efter en gang frokost, som blev nydt i det fri, var der lige akkurat tid til at nå en hurtig tur ned til selve Edith Falls og tage sig en hurtig dukkert. Jeg må dog indrømme at oplevelsen fra forleden, med ferskvands krokodillen, sad lidt i baghovedet, så min lyst til bare at svømme hele vejen ud til vandfaldet var begrænset…og så var tiden heller ikke til det, så lad os bare sige, at det var den overordnede årsag 😉

Et sted der dog ikke var risiko for at støde ind i “uventede gæster” var ved Kathrines Springs. Igen var det bare helt igennem befriende at komme ned og blive kølet af i vandet. Og vi var bestemt ikke de eneste der syntes dette – her var der flere lokale børn der nød godt af en afkølende svømmetur. Men generelt var det virkelig begrænset, hvor crowded der var af andre turister de steder vi var kommet indtil nu – lige noget der passede frøkenen her perfekt 😁

Ingen Northern Territory uden en fantastisk solnedgang, og denne gang nød vi den fra toppen af Kathrine George med udsigt ud over Kathrine River. Jeg havde fundet mig en fotomakker i Kathrin – så hende og jeg gik nok lidt mere amok end godt var, med at få taget billeder for hinanden…meeeeen hellere et for meget end et for lidt, som vi blev enige om 😂
Mens vi nød solen gå ned med, en kold øl i hånden og nogle chips Kat have medbragt, kunne vi ned mellem klipperne ved floden høre flagermusene komme flyvende i stimer, og hvis vi så godt efter kunne vi også spotte en krokodille eller to nede i floden.

Turen tilbage til bussen forgik selvfølgelig i mørke, men lommelamperne på vores mobiler blev hurtig tændt, da arealet inden p-pladsen var spækket med frøer. Så det foregik i let hop fra side til side, for ikke at kvase en stakkels skrubtudser…og ude i floden kunne vi nu svagt skimte kodillernes øjne titte op af vandet, som små lysende kugler.

Overnatningen forgik under åben himmel på Kathrine Camp, hvor vi nu for første gang skulle prøve at sove i swag. Ja, jeg havde også måtte google det inden (så lidt research havde jeg lavet 😉) og det nærmeste jeg kan komme det, er at beskrive det som en avanceret sovepose.
Kat var selvfølgelig ekspert i at gøre oplevelsen endnu mere “interessant”, så vi blev instrueret i at tjekke vores swag for slanger, inden vi lagde os ned i dem. Men de eneste kryb vi stødt på var frøerne på toilettet. De greb hver en mulighed der var, hvis låget ikke var slået ned, til at hoppe derned i – hvilket resulterede i, at det ene af toiletterne var det rene frø-bo. Vi tøser var ikke just rutineret i dette, hvilket resulterede i et par hvin i ny og næ. Men Kat var uden tvivl en rigtig bush-women, og lod sig ikke påvirke af at sidde på toilet ovenpå et par frøer 😱
Da alle vandrør løber overjorde herude kan I måske regne ud, hvor koldt det var, eller rettere mangel på samme. Så hvis man gerne ville have et afkølende bad gjorde man klogt i at vente til om morgenen, hvor vandet var blevet kølet en smule ned over natten.

Det står som en helt speciel oplevelse at sidde herude i “the outback” rundt om bålet – og ja selvfølgelig grille skumfiduser – men hele atmosfæren var bare noget specielt – aldrig prøvet noget lignede. Der blev også gjort forsøg på at spille på didgeridoo – kan prale med, at det lykkedes mig at få lyd ud af den, hvilket bestemt ikke var lige til.

Men det var en helt igennem fed oplevelse at sove herude under stjernehimmelen, dog ikke at forglemme, hvor vanvittig varmt der var. Men at vågne op midt om natten, og kigge op på dette smukke stjernebillede, det var helt forrygende – mindede mig om, da vi var små og min mormor redte op til os børn på terrassen om sommeren – så hyggeligt et minde at tænke tilbage på.

Der var ikke noget der hed at sove længe på den her tur, hvilket for mit vedkommende var ok, men det betød også, at vi stod op i bælgragende mørke for at kunne nyde solen stå op i det fjerne. Men med de blide toner af Xavier Rudd’s “Follow the Sun”, som vi blev vækket af hver morgen, fik vi en blød start på dagen.

På sjettedagen, af turen, kom vi til Elsey National Park, hvor vi både tog en dypper i Bitter Springs og Mataranka Thermal Springs, som begge er omgivet af palmeskov.
Bitter Springs, som en kilde der har en ret kraftig strøm, fik nogle af os på overarbejde, da vi valgt at svømme mod strømmen for at komme tilbage 😂 Det var et vildt fedt sted, men lidt for meget beplantning, under vandet, man kunne komme i karambolage med.

Mataranka Thermal Springs, hvor der ikke var fyldt med beplantning i vandet, mindede lidt om Katherine Springs.
I palmerne hang flagermusene på rad og række, og til trods for det var midt på dagen og stegende hedt var flere af dem aktive og fløj rundt. I skovbunden var der også lidt aktivitet, da fik jeg pludselig øje på et lille vildsvin der gik og rodede efter føde.
Havde hørt fra Kat, at der er mange af dem her, men vi havde endnu ikke set dem. De betragtes også som en stor plage her i Australien, da de bl.a. ødelægger afgrøder, de hjemmehørende planter og spreder sygdomme. Men dette er ikke de eneste dyr Kat havde fortalt om, at man her i Australien er kede af er blevet sluppet løs. Selv om det måske kan være svært at forstå den dag i dag, betragtes alle dyr med hove, af mange af de naturkære Aussies, som et plage dyr, da de som sagt ødelægger de hjemmehørende planter og naturen, og dermed er med til at true det oprindelige Australien.

Vi var nu så småt nået dertil, hvor vi skulle forlade det nordlige Northern Territory, og sige farvel til den “frodige” del af denne stat. Det betød også, at det snart ville være slut med alle vores svømmetur. Så sidste chance for en dukkert var ved Daly Waters Pub, hvor vi også skulle indtage vores babecue frokost. Så hvad bedre end af sidde i en poole i baggården af pubben og drikke en kold øl – lige til at holde til 😁

Så nåede vi Newcastle Waters, som vitterligt var ude i midten af ingenting! Kan ikke huske historien omkring det forladte hus vi var inde at se.
Men som I måske har bemærket med alle stedbetegnelserne, så har de en ting tilfælles – de hedder alle noget med “Water”, “Spring” eller “Creek” og udspekulerede som Aussierne er, så er det fordi der er en vandkilde af en eller anden art…jow jow de er snu 😂

Men der var mere af “midt ude i ingenting”, og godt vi ikke skulle forlade Stuart Highway for så skulle vi da vist lige have haft lidt mere benzin på bussen! Naturen overraskede mig virkelig – slet ikke som jeg havde forestillet mig det – nok var her rødt sand/jord, som forventet, men jeg havde ikke forventet, at der alligevel ville være så grønt, som der alligevel var. Men det var et øde syn så langt øjet rakte. Dog blev det ved med at importere mig med de her voldsomme afstande og ekstremer, vi stødte ind i her i Australien.

Banka Banka Camp, som var vores sidste Camp inden Alice Spring, var en lidt mere privat Camp. Her fik vi selskab af sønnen som var med til at drive stedet, og han tog os med ud på en “hyggelig” slangeopdagelse, efter mørkets frembrud. Vi så dog kun halen af en og så en lille grøn frø, men det var nu sjovt alligevel.

Men aftenen bød også på en af Kat’s mange sjove lege – her kom min manglende fleksibilitet og dårlige ryg til kort, men hold nu op nogle af de andre sparkede virkelig røv!

Solenedgangen var selvfølgelig også blevet nydt fra en lille bakketop.
Desværre som vi kom længere hen på aftenen, så vejret ud til kunne byde på en ordentlig omgang regn og torden, så vi måtte droppe at sove under åben himmel, i vores swags, og i stedet ty til teltene eller den overdækkede terrasse, der var ind til vores køkken.

Solopgangen nydt lige udenfor camp køkkenet – det er et syn jeg aldrig bliver træt af.

Det var som sagt slut med de dejlige afkølende badeturen, og nu stod det på mindre hikes i varmen. Men her ved Devils Marbles blev vi igen væltet bagover af den alt igennem imponerende natur – og så var det også blevet tid til gruppe billede. Kan lige så godt være ærlig at fortælle, at der mangler en herpå, og nej hun var ikke faret vild eller gået til af tørst. Men den franske pige, eller rettere kvinde, der ikke er, eller ville være, med på billedet, var nok til vores alles overraskelse det respektløse menneske mange af os længe var stødt på. En meget lang historie kort, så greb hun hver en chance til at brokke sig og starte et skænderi med vores guide Kat, så alle vi andre krummede tæer. Ja det var virkelig en speciel oplevelse, når man taler om en voksen kvinde i midt 40’erne…det var som om hun ikke forstod konceptet af at rejse i en gruppe 🤔

Jeg syntes vi have haft mange sjove stop undervejs, og endnu et sted var Barrow Creek Pub. Manden der stod i baren kunne en historie om hvert et land, og gjorde en kunst ud af at vise, at der på væggen bag ham hang noget fra hver enkelt af vores lande. Så selv her ude i midten af ingenmandsland var der et lille Dannebrogflag på væggen.

Stedet her er også kendt for Australiens første overjordiske telegraflinje, hvilket vi fik en længere historie om af Kat. Men til jer der kender mig, eller som ellers har læst nogle af mine indlæg, kan sikkert gætte, at det ikke var det der hang allerbedst fast i hukommelsen 😉
Men igen må jeg påpege, hvor imponeret jeg var over Kat’s hengivenhed til hendes land, naturen osv., som var fyldt med respekt og kærlighed. Hun elskede virkelig Northern Territory, og må sige, at jeg syntes her var utrolig smuk og total blæst over af den oplevelse det indtil nu har været, men kunne simpelthen ikke bo her – det er ALT for øde.

 

Vi skulle også se lidt aboriginal kunst, og her var der flere af os der købte et lille maleri. Men når man nu er her ude i midten af ingenting, så er alt ligesom samlet under et tag, så det var ikke kun kunst og forfriskninger man kunne anskaffe sig her, nej de solgte vitterligt lidt af hvert…

Så ramte vi for alvor det centrale Australien, her Central Mount Stuart.

Det var nu tid til at tage afsked med Kat og de andre, da vi ankom til Alice Springs. Jeg var ikke i tvivl om det kunne have været sjovt at have Kat som guide på de sidste tre dage af turen, men mest af alt var det en skam, at vi som gruppe igen skulle spillets ad. Vi havde virkelig haft nogle helt igennem sjove dage! Inden Kat dog satte os af, på det hostel vi alle skulle overnatte på, var vi selvfølgelig lige oppe på bakketoppen i byen for at se solnedgangen og udsigten over byen.

En stor del af os valgte at gå ud at spise aftensmad sammen den pågældende aften, og det var en rigtig fin måde at slutte de sidste tre dages oplevelser af på. Fem af os, som havde været på tur sammen helt fra starten, skulle alle fortætte på de sidste tre dage næste morgen. Mens de andre havde en dag i Alice Springs, inden de skulle begive sig ud til Uluru.