31. oktober til 3. november 2017:

Det var nu tid til at tage hul på sidste del af gruppeturen her i Northern Territory. Vi blev hentet klokken 04.45 af Flick, som var vores nye guide, og over de sidste tre dage skulle hun vise os rundt i det her røde sand og sten landskab – bedre kendt som “The Red Centre”.
Gruppe bestod nu af omkring 25 – og ærligt talt så foretrækker jeg små grupper, hvilket jeg også blev bekræftet i da der ikke kom samme dynamik og sammenhold, som det jeg havde oplevet de foregående dage af turen.

Vi havde af Kat fået vis det som er et af de steder som betragtes som det mest centrale punkt her i Australien, da vi kørte mod Alice Spring. I dag skulle vi så opleve et af de andre. Hvilket der anses for det mest korrekte, er vist op til hvad man tror på, da de er alle målt ud fra forskellige beregninger.

Det var ikke nogen hemmlighed, at jeg så frem til at skulle ind at se denne kæmpe sten – Ayers Rock – der virkelig ligger i “The Outback”. For mig, kunne jeg ikke komme til Australien og ikke se dette ikon, som det jo på en måde er.
Ca. 465km senere, ramte vi så Uluru-Kata Tjuta National Park, hvor Ayers Rock ligger. Ayers Rock er det engelske navn, mens Uluru er det original aboriginal navn…og blev hurtigt det navn vi alle derefter brugte ☺
En tur i Cultural Centret, startede vi med – igen her må jeg erkende det ikke fangede min interesse synderligt. Hvilket, når jeg tænker over det nu, på en måde overrasker mig lidt. Men hvis vi nu havde mødt en aboriginals, der kunne fortælle og vise, hvordan deres historie i landet var, ville min interesse uden tvivl have været vagt. Lige som jeg oplevede det i Ecuador, hvor værten i junglen fortalte om deres historie og viste danse osv.

Inden vi nåede helt ud til Uluru, kom vi forbi Mount Conner i det fjerne. Til forveksling kan det godt ligne Uluru og bliver ofte forvekslet hermed pga. dets form.

Selv om Uluru “bare” er en sandsten, var det et imponerende syn – især at se, hvordan den rødlige farve skifter alt efter, hvordan lyset falder.
Det var muligt at klatre de 1,6km op på toppen af Uluru, da der fortsat var et gelænder, man kunne støtte sig til, på halvdelen af vejen op, for at nå til toppen, som ligger i 335 meters højde. Men som Flick fortalte var det ilde set, at man gjorde det, og hun anbefalede, at vi ikke gjorde det i respekt for de aboriginals. De aboriginals anser Uluru som et hellig sted, og dermed er det i strid med de aboriginals tro at betræde den. Hvilket af samme grund gør, at der flere steder på ruten, rundt om Uluru, er forbud mod at tage billeder.
Men til trods for, at der også er skiltet med, at det er strider imod de aboriginals overbevisning, så vi andre turister begive sig afsted op af stenen. For mig forekom det yderst respektløs, og da vi dagen efter hørte, at det nu endelig blev vedtaget i nationalparkerne bestyrelse at forbyde klatring på Uluru fra 2019, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig på de aboriginals vegne. For mig, som gæst og turist i et fremmed land, er det mig meget magtpåliggende at respektere de bestemmelser og regler, det enkelt land har. Det er for mig med til, at vi alle kan bevare disse skatte, som jeg ser det er – og som generationer efter os også gerne skulle kunne opleve og nyde godt af, uden de har taget alt for meget skade af os mennesker.

Det blev ikke til alle 9,4km rundt om Uluru…hvorfor ved jeg egentlig ikke…men det var en imponerende og varm tur. Det er egentlig ikke for der var så meget at se når man går rundt der, så måske alle 9,4km ville være overflødige. Men det var interessant at se, at denne kæmpe sten ikke “bare” var en rund ensformet sten. Samt, at hovedparten af stenen befinder sig under jorden, som med et isbjerg.

Overnatningen forgik på en camp ved Ewing Lookout, hvor vi kunne se solnedgangs stråler lyse på Uluru, mens solen gik ned bag Mount Olga og Valley of the Wind. Inden vi havde endnu en nat, under stjernehimmelen i vores swag.

Første november! Kan slet ikke begribe, at vi er langt inde i efteråret, meget underligt at se juleting hjemmefra, de få gange jeg de seneste dage har haft netforbindelse. Det er ikke just efterårs stemning, for slet ikke at tale om julestemning, man kommer i når man rejser rundt i 30 til 40 graders varme. Men for første gang i meget lang tid måtte jeg ty til en lidt tykkere strik, da vi stod op for at se solopgangen ved Uluru – selv om der er meget varmt i løbet af dagen flader temperaturen gevaldigt i løbet af natten, herude i midten af “The Red Centre”.

Valley of the Wind, som nævnt tidligere, kom vi også til at opleve på nærmere hold. En ca. 5km hike gennem de røde klipper endte med at byde på en helt fantastisk udsigt. Jeg var fortsat meget imponeret over, at naturen her var så meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Ved ikke om ordet frodigt er det helt korrekte at bruge, men der var meget mere grønt end det billede jeg havde i mit hoved, hvor det egentlig bare var rødt af jord/sand og sten.

En ting jeg savnede lidt ved vores guide Flick, var tid til at gøre stop for at tage billeder. Her havde Kat været helt fantastisk. Og da jeg, som i måske har bemærket, godt kan lide at tage billeder, og ikke nøjes med ét, havde jeg håbet på, at vi fik mulighed for at få det mere klassiske billede af Uluru på afstand. Så da vi endelig gjorde stop herfor, var det i al hast. Syntes det var en smule ærgerligt, at det skulle forhastes sådan, da sandsynligheden for man kommer tilbage er lille. Vil sige, at det her, og med det her mener jeg “The Red Centre”, hører under “bin there done that”.

 

Det blev dog også til et kort stop ved salt søen – Lake Amadeus.

Når man er med på alle ti dage af turen, begynder man så småt at have styr på menuen – så det kom ikke som nogen overraskelse, at den en af dagene stod på barbecue til frokost. Men som noget nyt blev aftensmaden en af dagene tilberedt over bål.
Det var nu den sidste aften med bål, swag og sove under stjernerne – så det var lidt specielt og ekstra hyggeligt. Men når det var sagt måtte jeg tilstå, at jeg var ved at være mættet af gruppetur. Så, så frem til at skulle køre rundt alene, og gøre ting i mit eget pace.
Flere hjemme fra har været søde og betænksomme at spørge ind til, hvordan min ryg klare at rejse rundt. Indtil videre har jeg kunne rapportere tilbage, at den til min overraskelse har klaret det fortrinligt – også taget i betragtning at det jo desværre ikke rigtig bliver til nogen form for træning, i hvertfald meget begrænset. Men for første gang i meget lang tid begyndte den at brokke sig lidt…måske det er al den bus kørsel, sove i swag, den crazy leg Kat introducerede for os, ingen stabil træning eller noget helt andet…men nu må jeg se an – krydser for det er forbigående.

Den ialt ti dages gruppe tur var nu ved at nå til sin ende. På sidste dagen, kom vi ud til det der endte med at blive min favorit her i “The Red Centre” – Kings Canyon. Den 6km “Rim hike” startede med det de kaldte “Heart Attack’s Hill” 😂 Ved ikke om der har været nogle hjerteanfald på den stigning, men ingen tvivl om, at man skulle være nogenlunde fit for fight. Men en ting der var vigtig at have for øje var tidspunktet for sin start af hiken. Det var ikke tilladt at påbegynde hiken efter klokken 16 om eftermiddagen, samt på de dage, hvor temperaturen var 36 grader eller derover, skulle man begynde før klokke 9 om morgenen. Så vi var tidlig på færre.

Vil lade billederne tale for sig selv, men for mig var det virkelig en helt igennem flot og betagende tur. Til trods for det var jeg, sammen med Amy, Magali og Sebastian de første til at være nede igen…kan kun sige, jeg skulle virkelig tisse! 🙈

Vi havde nu en meget lang bustur foran os, omkring 475km, før vi igen ville være tilbage i Alice Springs. På vejen så vi pludselig nogle kameler krydse vejen. Jeg må blankt erkende jeg ikke anede de havde kameler her i Australien, men det ved jeg så nu. Eller det vil sige det egentlig er dromedarer, men i Australien betegnes de som kameler. De anses faktisk som skadedyr, lidt ligesom vildsvinene, da de ødelægger naturen og kan optræde agressivt. Men det var nu meget sjovt at se dem her ude i naturen.

Da vi gjorde stop ved et sted, hvor det var muligt at få en ridetur på en dromedar, så man så lige mig hoppede jeg med på den tydelige turistfælde som det var. Det var bestemt ikke nogen lang tur, men til gengæld fik vi grinet, ikke mindst, da den dromedar, Amy og jeg sad på viste sig at hedde Helle – det blev ganske underholdende at høre guiden råbe og skælde på dromedaren, da den ikke ville ligge sig igen, da turen var ovre 😂😂😂

Her ude, hvor der ikke er noget i miles omkreds, så vi pludselig en kvinde komme gående helt alene på vejen. At gå her alene, og uden synderlig oppakning var en anelse bekymrende. Det viste sig dog, at kvinden var ude at gå i den gode sags tjeneste, og havde folk der kom med proviant til hende undervejs. Hendes datter var blevet diagnostiseret med epilepsi, så nu havde hun valgt at samle penge ind ved at gå fra Adelaide, hvor hun boede, til Alice Springs, på 41 dage. Det er ca. 1535km, primært i ørken…imponerende mod, og håber hun gennemførte.

Tilbage i Alice Spring sluttede jeg dagen af med at spise aftensmad sammen med Amy, inden den stod på pakning af rygsæk, igen. Næste dag havde jeg en del timer der skulle fordrives inden jeg skulle flyve til Cairns, som ligger på østkysten her i Australien.
Men inden da var der en ting jeg gerne ville have anskaffet her i Alice Springs – en didgeridoo 😉 Der var ikke meget interessant her i byen at få tiden til at gå med, men i min søgen efter en didgeridoo, fik jeg set et par kunstudstillinger, der var meget interessante. Og ja, jeg fik købt mig en didgeridoo, der blev sendt hjem til Danmark.
Tror jeg kort har nævnt det før, men Alice Springs er på ingen måde nogen charmerende by, tværtimod! De fortællinger jeg havde fået om, at den vrimlede med alkoholiserede og kriminelle aboriginals, hold stik. Det var ikke en by jeg havde lyst til at bevæge mig rundt i alene, efter mørkets frembrud. Ved godt det ikke lyder pænt, og en frygtelig fordom, men det nærmeste jeg kan sammenligne det med er grønlænderne hjemme Danmark – et sørgeligt syn. Det gælder selvfølge ikke alle eller alle steder, men her i Alice Springs var det virkelig tydligt at se det var et stort problem. Politiet så ud til at holde fast til på den gade, hvor alle banker og hæveautomaterne lå, og der var et lille postyr denne af gange, hvor jeg passerede der forbi.

Det havde været en helt enestående oplevelse her i Northern Territory, og noget jeg varmt kan anbefale andre at prioritere, hvis man skal Down Under. Jeg følte virkelig jeg havde set den del af Australien, som jeg forbandt hermed. Både det nordlige, hvor det var meget frodigt og så her i det centrale, hvor det virkelig er rødt med rødt på…har vist et par vandresko der trænger til at blive vasket – de var engang sorte, men pt har det et meget rødligt skær 😉

Men nu jeg var begyndt at se frem til lidt mere civilisation, som jeg forventede ville møde mig på østkysten, ovenpå det meget øde og ekstremt isoleret Northern Territory.