4. til 6. november 2017

Civilisation og civilisation…det var nok så meget sagt, da jeg ankom til østkysten her Down Under. Jeg havde i hvertfald haft en helt anden forestilling om, hvordan det ville være her. Cairns er en meget kommerciel by, og på den måde kan man selvfølgelig tale for, at her var mere civilisation. Men selv om jeg var kommet til byen, var det langt fra nogen storby som jeg forbinder med en storby.
Men den bunede med diverse souvenirs shops, hostels og forretninger i lange baner der udbød aktiviteter for en hver smag – så på den måde var det ikke nogen kedelig by, men ikke synderlig kulturel. Og igen måtte jeg erkende, at det var som at være sendt tilbage i tiden – har svært ved helt konkret at sætte ord på hvorfor, men det skulle vise sig, at den følelse ville følge mig en lang del af min tid her i Australien.

Man skulle mene, at det nu var muligt at få opdateret og dermed endelig få synkroniseret min iPad samt iPhone…men næh nej, så let skulle det ikke blive. Mit stress niveau kulminerede dog først, da jeg efter besøg hos Apple samt samtale med Apple support, “mistede” godt 5000 billeder, i deres forsøg på at hjælpe mig med at få opdateret mine devises. Dog med de trøstende ord om, at de ville befinde og på min iCloud. Men min tillid til teknologi hang på det tidspunkt i en tynd tråd! Der var dog ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed – godt det i det her tilfælde er min helt stærke side 😝🙈
Så nok var netdækningen eksisterede, men wifi signalet var umådeligt svagt og derfor ikke stærkt nok til at kunne opdatere, så mine planer om at få indhentet lidt på bloggen var også en håbløs situation. Men jeg når vel nok det hele 😉

Mine planer de første dage her på østkysten var at få booket nogle dyk. Nu var jeg endelig der, hvor min tillid til mig selv, i forhold til at dykke, var på rette kurs, så det kunne næsten kun gå for langsomt med at komme under vandet igen.
Drømmen om Great Barrier Reef har været på min liste så længe jeg kan huske, og forventingerne til at opleve verdens største rev var enorm. Dette til trods for den tiltagende viden om den sørgelige erkendelse af at revet over de senere år langsomt dør pga. den globale opvarming. Så jeg var meget spændt på, hvordan det ville blive, og om det overhovedet ville være interessant at dykke der.

Det var noget helt andet, at skulle dykke her, end på Bali. Bådene kunne rumme op til 85 personer – som dog både inkluderede dykkere og snorklede. Men det var for mig et vanvittigt antal, når man, som jeg, kun havde prøvet de små både med max 10 personer, og hvor man max var 3-4 dykkere pr instruktør, imod op til 8 her. Men fordelen ved at rejse lidt udenfor højsæsonen var at båden langt fra var fyldt op, og kun en lille gruppe af os var dykkere. Så i min gruppe endte vi med kun at være 5 dykkere, hvilket jeg var “lettet” over, da jeg selv om jeg er blevet bidt af denne sport, stadig er total rookie.

Dykkene forgik på “outer reef” ved det der hedder “Flynn”. Det var en heldagstur, hvor vi forlod havnen omkring 8.30 om morgenen. Efter devisen om, at man lige så godt kunne få maksimal udbytte ud af turen, havde jeg booket alle tre dyk, der var mulighed for 😁
Der var en smule bølgegang på turen derud. Så bølgerne samt strømmen gjorde, at de to første dyk var stort set samme sted. Det var desuden også begyndelsen på “stingers” sæsonen, så vi selv om det ikke var nødvendigt med våddragt, grundet den høje vandtemperatur, var vi i tynde helddragts “stingersuit”. Vi stødte dog ikke på nogle, men hellere være på den sikre side, for det er ikke ufarligt at komme i nærkontakt med “Box Jellyfish”.

Sean, vores instruktør gjorde også meget ud af at fortælle, at vi ikke måtte røre ved noget med mindre han viste os, at vi måtte. Hvilket jeg virkelig havde en dyb respekt for, både med hensyn til, at man ikke aner om det er noget der kan/vil bide en, men især i forhold til at man kan ødelægge mere rev der allerede kæmper for at overleve.

Første og andet dyk var begge ved “Gordon’s”, men hvor det første helt klar var bedst. Men jeg blev nok en anelse skuffet over Great Barrier Reef – meget af revet var blegnet, og forestillingen om denne farvestrålende verden var en…tja forestilling der ikke helt blev indfriet. Men jeg fik min første haj (hvidtippet rev haj) at se, hvilket var “stort” selv om den lille revhaj ikke virkede spor skræmmende. Men til trods for en smule skuffelse, over manglen på de tusindvis af farver, var jeg ikke til at skyde igennem. Det var så ubeskrivelig en oplevelse at komme ned under vandet og observere livet hernede, også selv om noget af revet var blegnet, og der ikke vrimlede med fisk, i alle størrelser, som jeg havde oplevet det på Bali.

Det var også første gang, jeg skulle give mig i kast med at have mit GoPro med ned at dykke, og da begge dele var meget nyt for mig, blev det til få billeder og film, da jeg ikke ville lade kameraet tage fokus. Så ikke alt der blev dokumenteret 😉 Men det betød også, at jeg glemte at få mit filter på kameraet, under første dyk, så farverne ikke blev så skarpe. Men hold nu op jeg var glad for at have købt det, både så jeg kunne vise jer der hjemme, hvad jeg oplever hernede, men lige så meget for mig selv, til at drømme mig tilbage til disse enestående oplevelser.

Det tredje og sidste dyk var dog noget helt andet, og ved det der hedder “Tracy’s”. Som jeg kommer svømmende, og tænker om det ville blive lidt som de to foregående, skyder denne dæmpe væg af rev op ved siden af os. Her blev den forventning til verdens største rev indfriet – det var imponerende. Tanken om, at denne væg strækker sig over mere end 2000km gjorde det bare endnu mere imponerende.

På dykkerturen mødte jeg igen nogle rigtig søde og rare mennesker. Bl.a. Chris og Carolyn fra England, som i den grad nød livet med at rejse rundt i verdenen, bl.a. ved at leje en katamaran. Deres egen båd havde de indtil videre fået sejlet et godt stykke ned i Europa, men nu ville de gerne opleve Australiens kyst, og skulle sejle hele vejen ned til Sydney i en båd de havde lejet. Det må virkelig være en helt speciel og fantastisk måde at opleve verdenen på.

Ud over at dykke blev det ikke til det store her i Cairns. Der blev shoppe lidt mere badetøj – det skal man jo bestemt ikke gå ned på når man er i surferland. Men at gå og kigge på badetøj mellem nisser og julepynt var noget kun egendommenligt for en som jeg der vandt til at befinde sig i det kolde nord, når det nærmer sig juletid…tja selv om der er nogle uger til vi skriver december. Mon jeg overhovedet kommer i julestemning i år? Lige nu finder jeg det umådeligt svært, da jeg rent mentalt fortsat befinder mig i august 😂

Få dage inden jeg ankom til Cairns, var jeg for første gang begyndt at “bekymre” mig over, at skulle køre i venstre side af vejen – det var underligt, for det var bestemt ikke noget jeg tidligere havde tænkt synderligt over eller tillagt de store problemer. Da jeg et par dage efter, min ankomst til Cairns, hentede min lille Jucy Campervan, og var blevet introduceret til alle dens camp funktioner, trillede jeg meget forsigtigt ud på vejen. Nu var det tid til at begive mig ud på de australske veje og begynde mit camper-liv…hvilket jeg havde det lidt blandet med 😬
Det er ingen hemmlighed, og nok for de fleste heller ikke nogen overraskelse at høre, at jeg bestemt ikke er den store campist. Men efter at have fyldt bilen med proviant, var jeg nu klar til at forlade Cairns. Og min “bekymring” om venstresidig kørsel, forsvandt inden jeg kørte ud af Cairns.