6. til 9. november 2017

Jeg var nu nået til det punkt på min rejse, hvor energien og motivationen til at udforske, begyndte at være på sit laveste. Det var selvfølgelig brand ærgerligt, men også noget jeg hjemmefra, havde forberedt mig på…så godt som man nu kan forberede sig herpå. Om ikke andre, så var det noget jeg havde været bevist om, ville ramme mig undervejs, da det trods alt ikke kun lige var en 3-4 ugers ferie jeg havde begivet mig afsted på. Så selvom jeg tidligere havde haft fornemmelsen af, at hverdagen havde ramt mig, så var det ingenting i forhold til, hvordan jeg havde det nu.
Det betød også, at de næste uger blev præget heraf, forstået på den måde, at energien til at planlægge ikke just var i højsædet, og min aktivitet med kameraet blev også mindre. Hvilket jeg selvfølgelig i skrivende stund godt kan ærger mig lidt over, men det var sådan jeg havde det i nu’et på det tidspunkt, og som jeg også ser som en del af det at rejse over længere tid.

Selvfølgelig havde jeg en ide om, hvad jeg gerne ville opleve her, men meget bevist, havde jeg ladet kalenderen stå åbent, så muligheden for at gøre det jeg lystede i øjeblikket, var muligt. Det jeg først og fremmest ville forsøge, var ikke at komme til at køre alt for mange unødig kilometer…den intension var super god, men kom ikke til at holde helt i løbet af de næste uger 😉

Planen var at bevæge mig nord for Cairns, hvor bl.a Baron Falls, Danitree Rainforest, Cape Tribulation og Antherton Tablelands var blandt noget af det jeg gerne ville opleve.
Ikke synderlig langt fra Cairns ligger Baron Falls, så for at starte stille ud, valgte jeg at køre til en campingplads i dette område, der lå tæt ved Baron Gorge National Park. Kan anbefale andre at benytte sig af div. camping app’s – her er campingpladserne bedømt af andre campister og man kan se, hvilke faciliteter de hver især har. Jeg startede ud med at bruge den app der hedder “WikiCamps” https://itunes.apple.com/dk/app/wikicamps-australia/id505365608?mt=8, men gik på opfordring senere over til “CamperMate” https://itunes.apple.com/dk/app/campermate/id465040067?mt=8, som begge er gratis, men den sidste viser flere campingsites, og i min optik bedre, men det er selvfølgelig en smagssag.

Som tidligere skrevet var jeg noget spændt på, hvordan disse uger med camping ville forløbe. Men jeg startede ud fyldt med gå på mod, og klart til at indtage den Australske natur 😇 Havde fundet frem til en meget simpel og primitiv campsite i naturskønt område, som lå lige ved en billabong – deraf navnet “The Billabong Kuranda Camp” – og til den nette pris af 10AUD.
Selv om jeg de først timer var den eneste campist, og noget spændt på om der ville komme andre, var her hyggeligt og utrolig idyllisk. Senere ankom to ældre canadiske par, som jeg endte med at sludre lidt med, og tage på “aftentur” ned til billabongen for at se på stjernehimmelen…og ja høre på en masse frøer 🎶🐸 Og mens jeg sad alene og nød stjernehimmelen, uden en lyd til at forstyrre (kunne ikke høre frøerne oppe på pladsen) kom små wallabees hoppende hen over plænen.

Min først nat i min Jucycamper var forløbet over al forventning – jeg havde sovet som en sten. Det kolde og meget primitive bad tog jeg i strakt arm. Dog var jeg vågnet med en voldsom hovedpine – og desværre var en stor del af tiden her i Australien præget heraf, hvilket ikke gjorde noget godt for energi niveauet. Heldigvis havde jeg god tid, og behøvede ikke at forsere en masse, så der var også tid til bare at lave ingenting.

Hvad bedre at lave, når man gerne vil lave ingenting, end at finde en sted og dase ved noget vand. I den lille spøjse by Kuranda søgte jeg information om, hvor det var muligt at bade, og ikke mindst bade sikket…det er jo ligesom krokodille-land jeg befinder mig i 🐊 Kuranda var som skrevet en spøjs by, en stor del grundet befolkningen her, som virkelig var nogle særegen mennesker, men søde og venlige, bestemt.

Inden jeg dog forlod området skulle Baron Falls opleves. Til mit held, var det ikke en længere hike jeg skulle ud på. Baron Falls oprindelige navn, eller dets aboriginals navn, er Din Din, og gåturen gennem de store træer med snørklede grene hængende ned, de såkaldte “creepers”, eller “vines” som de rigtig hedder, gav en hyggelig stemning. Ind imellem kunne man høre noget pusle i jordbunden. Helt naturligt faldt tanken på slanger, men det var det til mit held ikke. Derimod var det vilde kalkuner der rodede i jorden – “brush-turkey”…og nej Kim, de var ikke fra Tjekkiet 😂
Da det var udenfor regnsæson var vandfaldet ikke på fuld kraft, men syntes nu godt man kunne få en fornemmelse af, hvor voldsomt det kunne blive.

Et stykke udenfor Kuranda, ned af en vej ved navn Little Rd., fandt jeg frem til ét af de steder manden fra turist informationen havde foreslået, hvor jeg kunne nyde en dukkert. Her var der virkelig fredeligt, for udover jeg selv, var der kun en anden bil – jeg kunne se en mand og hans hunde bade, så det måtte være sikkert nok.

Verden er virkelig et lille sted, for midt i min samtale med denne herre, finder jeg ud af han er dansker – hvad er oddsene! Så jo, hernede Down Under, ude på landet, støder jeg ind i danske Rene, som har boet i Australien i 26 år – igen, verden er umådelig lille. Pludselig flyver ens middelmådige humør op igen…det her er virkelig, hvad jeg elsker ved at rejse, man ved aldrig hvem man støder ind i om 5 minutter, og får sig en hyggelig snak med.

Men varmen og solen var ved at smelte mig, så nu kunne det kun gå for langsomt med at blive kølet af i vandet. Hvis det ikke var fordi, at jeg havde set Rene bade sammen med sine to hunde forinden, tror jeg ikke jeg turde gå i vandet. Nok var der ingen skiltning om, at det var et område der ville være krokodiller, og manden fra turist informationen havde sagt, at der højest kunne være ferskvands krokodiller. Men til trods for det, og at Rene havde fortalt, at han aldrig i sine mange år her, havde set nogen, var jeg alligevel lidt en kylling. Så min ide om at plaske rundt i denne skønne flod, helt for mig selv, blev kun til lidt plasken i vandkanten – må indrømme, at det var en smule grænseoverskridende at være her helt alene, selv om jeg foretrækker det ikke vrimler med andre turister…meeeen et par stykker gjorde ikke noget 😉
Men når det var sagt, var her helt igennem som jeg drømte om; ro med ro på, hvor naturen kunne nydes fra sin smukkeste side…nå ja, nå man lige fraregner de hestebremser der gerne ville angribe mig 😬 Intet er lutter idyl 😉

Efter nogle timer med at ligge og nyde solen samt blive kølet af i floden, var det nu tid til at køre længere nord på. Turen langs kysten var et vanvittigt smuk syn, med den ene turkisfarvede bugt efter den anden.
Havde fundet frem, via min app, til endnu en primitiv campsite, hvor det viste sig, da jeg kom frem, at man nok helt reelt ikke måtte overnatte. Men kunne se der var flere, så tog chance…og det gik 😉

Men det blev en nat med ubuden gæst…ud over, at jeg var ved at blive ædt af myg, trods min myggespray, vågnede jeg og fik øjenkontakt med en, i mine øjne større end gennemsnittet, kakerlak. Den sad og kiggede ned på mig fra håndtaget i loftet 😱 Nu er det ikke fordi jeg er bange for kakerlakker, men de er bare noget af det mest klamme, og bestemt ikke nogen jeg har lyst til at dele campervan med. Men det eneste der røg ud af vinduet, i forsøg på at få den ud, var den sportsbh jeg havde til at hænge til tørre på håndtaget i loftet. Kakerlakken forsvandt til et skjul i bilen…gode råd var dyre, men efter længe leden, uden held, overgav jeg mig og lagde mig til at sove igen.

Næste morgen var det videre – men først skulle der findes et bad. Efter jeg lige havde sat mig ind i bilen, efter et lille pitstop, var der noget der irriterede mig ved halsen. Da jeg drejede hovedet og tog hånden op for at klø mig, sad Hr. Kakerlak på min skulder og siger “hej”. Arrrrg!!! Panisk fik jeg den viftet af mig, og så gik den vilde kakerlak jagt ellers…jeg kørte ingen steder før jeg med sikkerhed viste, at den var ude af bilen!

Jeg have fundet frem til Mossman Gorge, som ligger i Daintree National Park, og her var der mulighed for at tage et bad. Ja, det var virkelig en helt ny verden for mig, med det her camping liv, nu måtte vi se om jeg mod forventning skulle ende med at blive bidt af det…
Nu jeg var her kunne jeg lige så godt gå på opdagelse i regnskoven, og det var en tur hvor jeg blev overrasket igen og igen, over den her natur. Det er sjovt når man rejser alene, mange der ikke har prøvet det tror det er ensomt og kedeligt, men det er lige det modsatte. Jeg møder hverdag nye mennesker, nogle man bare har en flygtig kontakt med og andre man ender med at skabe en længerevarende kontakt til, og det samme var tilfældet i dag. Her mødte jeg op til flere, men bl.a. Isabella fra Tyskland, som jeg endte med at følges med det meste af turen rundt i regnskoven.

Under min tur i Northern Territory, havde Ceci (en dansk pige) der selv havde været på østkysten først, og bl.a. i Cape Tribulation anbefalet, at nu jeg havde oplevet Kakadue NP, var Cape Trib noget jeg uden problemer kunne fravælge. Elsker at få rejse råd og høre om andres erfaringer og anbefalinger, men nogle gange skal man også bare opleve det selv. Her var det så jeg måtte sige, at jeg skulle have lyttet til hende. Men igen, nogle gange skal man opleve det selv for at få den erfaring. Som udgangspunkt syntes jeg ikke der er noget under den her rejse der var spild, men hvis jeg skulle pege på en ting, så var det turen helt herop. Måske der var flere ting der spillede ind i den vurdering. Vejret var ikke synderlig godt – det regnede en stor del af tiden, og så var den campsite jeg kom til ikke af de bedste, også selv om der var flere faciliteter end på de foregående jeg havde benyttet – men her var nusset og bare ikke super god.

 

Hjalp heller ikke på det, at myggene igen have et festmåltid ud af mig. For det ikke skal være løgn, kom jeg også op “at slås” med en græshoppe – Ja, I læste rigtigt! Har dog aldrig oplevet så agressiv og ihærdig en græshoppe, der mente den skulle bo lige ved min campingstol og når jeg ville flytte den gik den helt amok. Det må have været underholdende at observere 🦗💪🏻😂

Pladsen lå lige ned til vandet, så selv om det ikke var det bedste vejr blev det til en lille gåtur langs stranden, da der endelig var en pause mellem bygerne. Ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men det havde slet ikke været i mine tanker, at krokodillerne “selvfølgelig” ville være i havet her oppe. Så hvis vejret havde været til det, var det alligevel ikke muligt at bade…og ja som skrevet i forrige indlæg, så var det også starten på “stinger” sæsonen, så al badning frarådes.
Det var nu alligevel lidt creepy at gå rundt på stranden, og tænke på, at der kunne ligge en krokodille ude i vandet, selv om man ikke kunne se dem. Hvorfor de ikke lå på stranden må stå i det uvisse, men på intet tidspunkt under min tid her på østkysten så jeg krokodiller i havet eller på stranden 🙏🏻

Natten stod på det voldsommeste regnvejr jeg længe havde oplevet, og her må jeg tilstå, at jeg var ovenud lykkelig for, at jeg havde min campervan, og ikke det lille telt som et par unge piger sov i lige ved siden af – ALT var oversvømmet!

På min køretur her i Cape Trib, bragte det også minder tilbage hjemmefra – skovene omkring Østervrå, når der er efterår – ja lige bortset fra selvfølgelig, at her var der palmetræer, varmt og bjerge i horisonten – mindre detalje…Men måske det var regnen der var skyld i minderne…😂 Og brusen fra havet, mindede mig om lyden af Vesterhavet, på en efterårsdag.

Men ud over det, kørte jeg forbi flere marker med det der egentlig bare ligende højt græs. Det kom til at tage mig noget tid før jeg fik svar på hvad det var, men det var marker, hvor de dyrkede sort te.
Jeg så dog desværre aldrig nogle kasuaren, andet end vejskilte der advarende mod dem. De betragtes desuden også som verdens farligste fugl, da den kan dræbe et menneske med sine kløer, så måske meget godt jeg ikke tilfældigt stødte ind i sådan en.

Da jeg nu var kørt helt herop, var jeg i først omgang lidt i vildrede over, om jeg skulle blive en dag mere eller ej. Besluttede alligevel, bl.a. pga. Det dårlige vejr, at vende snuden sydover igen. Det må man sige er fordelen samt friheden ved at campe, at man bare kan lave om i planerne fra det ene øjeblik til det andet.
Men for at få lidt ud af de mange kilometer, jeg på en måde forgæves havde kørt, gjorde jeg stop ved Hartley’s Crocodile Adventure, og brugte det meste af dagen der. Det var overraskende godt, og nu jeg var i Aussie land var det oplagt, selv om jeg egentlig ikke er så meget til sådan noget, men de gjorde det nu rigtig godt, og kan anbefale andre at besøge stedet, hvis man skulle komme på de kanter.

Erkender blankt at campinglivet, på den lange bane, ikke er mig. Jeg nød det bestemt, og den frihed det gav, men magtede ikke alle de kryb og insekter! Ikke, at jeg var bange for dem, men at dele, i dette tilfælde, bil eller for den sagsskyld campingplads med dem, er ikke min form for hygge. Sjovt nok var jeg faktisk bedre til at campe, da jeg var på gruppeturen i Northern Territory, hvor vi sov i swag…så det er jo ikke fordi jeg ikke kan med campinglivet, det handler nok mere om, hvor og hvilke forhold. Så lovede mig selv, at jeg inden jeg kom til Brisbane, ville jeg “belønnede” mig, selv med 1-2 overnatninger på et hotel, af en eller anden art 😜 Noget, hvor jeg kunne sove i en rigtig seng, og få et dejligt langt varmt bad. Nå ja, så også gerne med god wifi, da min icloude jo var helt håbløs – det stressede mig vanvittigt, hvilket var formålsløst, men vi lever trods alt i 2017, og om vi vil det eller ej, er vi blevet afhængige af div. medier, teknologi osv..