27. til 29. november 2017

Det var nu off til Brisbane. Grundet tiltagende forkølelse blev det ikke til andre stop end ved Lone Pine Koala Sanctuary. Kris, jeg havde mødt på mit cruise i Whitesunday, havde anbefalet dette, da jeg fortsat ikke havde være så heldig at opleve koalaer i den vilde natur. Det skal siges, at det heller ikke just er en nem bedrift – for det først er de enormt sky, og for det andet sover de det meste af dagen, så man skal være ekstremt heldig, hvis man vil opleve dem i deres naturlige miljø. Men jeg stillede mig i midlertidig tilfreds med at opleve dem i knap så naturligt et miljø. Ja, lod endda turismen overmande mig, og gik all in med at få taget billede, af denne lille søde bamse. 

Generelt var det faktisk et ganske fint sted, og der blev også fodret kænguruer, hvor en af dem var vældig påtrængende. Det viste sig, at hun havde en lille unge i pungen, så hun var noget mere sulten end de andre kænguruer. 

Efter jeg var indlogeret på mit hotel centralt i byen, blev det til en kort ose tur, i det som for mit vedkommende indtil nu, her i Australien, havde været det der mest mindede om en reel storby. Indrømmer blankt, at det var rart at tage turen i shoppecentret og rundt i gaderne – også selv om jeg hold mig i skinnet, og kun hold mig til at kigge og røre 😉

Det blev det begrænset, hvad jeg ellers oplevede i mine knap to dage her i Brisbane. Jeg var fortsat præget af forkølelse og nu en total tilstoppet næse, men jeg havde været heldig, det var fortsat det vildeste jeg havde været ramt, under hele min rejse. 

Ellers stod på lidt praktiske gøremål, da jeg nu skulle have hele bilen ryddet, så den var klar til aflevering, inden jeg skulle flyve til Sydney. Det var en lettere udfordring at få pakket mine ting sammen, til igen kun at fylde min store rejserygsæk, min lille hverdags rygsæk og håndbagage taske. Jaaaamen en udfordring jeg var på! Meeeen er vel ved at være en habil pakker, så med lidt (læs meget) asen og masen, fik jeg det hele til at være der. Pyt med, hvad den  så vejede, hvilket var ved at være noget kun mere end de ca. 17kg jeg lagde ud med…Kan simpelthen ikke forstå, at de bikinier vejer så meget, for jeg har jo slet ikke købt andet 🙈

Onsdag morgen var jeg klar til sidste destination her Down Under – nemlig Sydney.

Ventetiden i lufthavnen, fik jeg brugt på at få skrevet lidt på min blog – jeg var jo håbløst bagud 🙈 Det må åbenbart have få mig til at se utrolig alvorlig ud, for herren der satte sig overfor mig kommenterede, at jeg så meget seriøs ud, mens jeg sad med blikket rettet ud i det fjerne, for at reflekterer over, hvad jeg skulle skrive…men nej, det var jeg bestemt ikke 😂

De sidste 26 dage havde jeg nu tilbragt i Queensland, med dets op og nedture, og til jer som har fulgt med, har de knap 4 uger været præget af lidt flere “nedture” eller rettere metaltræthed, hvilket selvfølgelig har været øv lige netop skulle ske på denne destination. Ikke at jeg kan sige, at det ville være mindre øv ved  nogle af de andre steder jeg har været, da de alle er drømme destinationer og valgt med omhug. Men de her uger har trods det været en oplevelse uden lige, og som jeg sent vil glemme. 

Det har været uger fyldt med bl.a. musik fra 80’erne – hvilket jeg elsker! Men Aussierne her i Queensland er på mange måder stadig i denne bobbel fra fortid. Måske det skyldes, at der er så ufattelig, ja uendelig langt, mellem alt. Eller, at de ikke har så “travlt”, som vi andre i Europa, USA osv…tja eller måske noget helt tredje, eller også er det bare sådan det er her Down Under. 

Brisbane, var som sagt den første reelle storby jeg oplevede her i Queensland, hvilket giver et meget godt indtryk af, hvordan resten af staten ser ud. Ikke for at lyde fordomsfuld, men man skal ikke langt udenfor bygrænsen før Aussierne er en smule, undskyld, egnsprægende, og ja bonderøve for at sige det lige ud – men det er nu meget charmerende, der er vel gemt en lille bonderøv i os alle. Bortset fra, at jeg sjældent har hørt en befolkning bande så meget, som de gør 😂 

Samtidig, er de alle nogle af de mest venlige, gæstfri og varme mennesker, jeg har mødt under min rejse. Når en Aussie inviterer dig hjem til dem eller tilbyder deres hjælp, så mener de det 100%. Det betød også, at jeg desværre måtte takke nej til den invitation jeg havde fået af Bianca og hendes mand – et par jeg mødte i Hoi An, Vietnam. De boede syd for Sydney, og selv om jeg nu havde en hel uge at se frem til i Sydney, ville det betyde minimum 2 dage der skulle sættes af til det, pga. transporttiden, så min prioritering blev at blive i Sydney alle dagene. 

Jeg nåede at tilbagelægge 2905km her på østkysten – det lyder måske ikke af så meget, men igen, hvad der er at se mellem a og b, er begrænset. 

Men nu var det off til Sydney, og jeg glædede mig! En uge med by og strand – perfekt til restitution, inden der skulle tages hul på det næste rejseeventyr.