11. til 13. december 2017

Vi skriver 11. december nu – det er vildt, for det vil sige, at det er syv måneder siden jeg drog afsted på mit livs eventyr. Sjovt som jeg de første par måneder tænke over, hvornår det var “måneds-dagen” for min afrejse. Det er ikke noget jeg har tænkt over de sidste par måneder, men det slog mig i dag. Vildt som tiden er fløjet afsted! Og nu er der ikke længe til jeg kommer hjem 😱

Min første ting på dagens agenda, var at køre ud til Jucy for at få kigget på bilen. Må sige det var hurtig ekspedit – et hurtigt kig på den og en ny bil blev stillet til rådighed. Ikke noget med at vente på reparation eller noget, nej det blev til et rent “car swop”. Ingen slinger i valsen der, da det for dem var vigtigt, at jeg kom videre på min tur, så hurtigt som muligt – I LIKE! 😁

Nu var jeg klar til at tage fat på noget af det jeg, også, havde glædet mig til at opleve her i New Zealand – udforske lokationerne for filmningen af “Ringenes Herre”. Jeg havde allerede i Australien researchede lidt herom, så der var lagt en slagplan, således jeg ikke endte med at køre alt for meget unødig kørsel. 

Queenstown, og området heromkring, er blevet brugt til meget af filmningen. Ca. 10km udenfor byen ligger Twelve Mile Delta, på Lake Wakatipus østlige side, som bl.a er en af lokalisationerne – og der måtte jeg selvfølgelig ud ☺ Jeg havde, heldigvis, sat mig lidt ind i logistikken, så jeg viste, at jeg skulle køre tilbage til Queenstown for at komme videre på min færd. Hvilket er tilfældet flere steder her i NZ, da bjergkæder ofte  spærrer for al gennemkørsel. Men på denne østlige side af Lake Wakatipu, som Queenstown ligger ned til, var der et par destinationer jeg gerne ville tjekke ud, når det kom til lokationer fra “Ringenes Herre”. Hvilket var næste ting på dagens agenda, og så måtte tiden vise, hvor der skulle “slåes lejer” for natten. 

Selv om vejret fra morgenen ikke viste sig fra sin bedste side – overskyet og køligt – var jeg heldig, at det holdt tørt på turen rundt ved Twelve Mile Delta. Selv om jeg var gået total i “Ringenes Herre”-mode, og virklige følte jeg befandt mig midt i Middle Earth, vil jeg vove den påstand, om man er fan af de film eller ej, så bliver man total opslugt af dette smukke land og dets natur! Selv den dag i dag, syntes jeg, at det er svært, helt konkret at beskrive den følelse der gik gennem mig, mens jeg var i NZ. Men der strømmede en form for boblende glædes-energi igennem hele kroppen som bevirkede, at jeg nærmest konstant rendte rundt med et stort smil på læben 😁…ligegyldigt, hvor man gjorde stop var der bare, i min optik, helt fantastisk!

Twelve Mile Delta er en campe-site ved bredden af Lake Wakatipu, og ved at følge det spor der hedder Bob’s Cove Track, vil man komme til det sted, hvor Frodo, Sam og Gollum første gang ser Oliphants og bliver taget til fange af Faramir. Selv om det hele var lidt mere tilgroet, da det jo efterhånden er 16 år siden, at den første film havde premiere, og dermed endnu længere siden de filmede dem, var det ikke svært at se det for sig. Jeg havde i min research fundet frem til en hjemmeside; https://www.backpackerguide.nz/category/activities/unique-activities/lord-of-the-rings/ som jeg benyttede mig meget af i forhold til at finde de nøjagtige lokationer for “Ringenes Herre”. Men den var også fyldt med alle andre tænkelige og utænkelige ideer til, hvor og hvad man kunne opleve, både på nord og sydøen. Så hvis man skal en tur herned, og mangler lidt guiden, vil jeg anbefale at tage et kig på denne side. 

 

Hvis man fortsætter, stort set lige så langt man kan komme, af denne ene vej (Glenorchy-Queenstown Rd), der ligger langs østsiden af Lake Wakatipu kommer man til Glenorchy, som er en lille landsby. Derfra er der kun én vej yderligere nordpå, hvor man til sidst ender i “Isengard” eller rettere Paradise som det hedder. Der er dog to muligheder inden man når til Paradise, og det er enten at fortsætte ligeud til Paradise eller drejer til venstre og ende i Kinloch. Men begge er vitterligt endestation når man befinder sig i denne del af NZ, så der er ikke så meget at gå fejl af. Så den gps, jeg valgte ikke at låne hos Jucy, savnede jeg ikke på noget tidspunkt. Og når netdækningne røg viste man, at man var så langt ude i ingenmandsland, at der ikke var andre veje end den man befandt sig på. Det var dog til at starte med en anelse underligt og svært at forholde sig til. Hvilket også resulterede i, at jeg kørte halvvejs til Kinloch inden det gik op for mig, at jeg skulle have fortsat ud af den grusvej, som vejen jeg befandt mig på pludselig blev til. Men jeg fandt Paradise, og selv om det regnede i Paradise var der smukt 😉 Ja generelt var det en ufattelig smuk tur hele vejen fra Queenstown og derud. 

Isengard (Paradise), og The Misty Mountains.

Da dagens køretur og oplevelser ikke have taget nær så lang tid, som jeg havde troet, valgte jeg at vende tilbage til Queenstown for natten. Fik sat dagene i system, så jeg ikke pludselig endte med at blive presset på tid. Havde for lang tid siden booket min færgebillet fra Picton, her på sydøen, og til Wellington, på nordøen, da det ville blive midt i julen, og dermed risiko for fuld booking. Men begyndte nu at overveje, om jeg kunne få lavet den om, da jeg var blevet indbudt til at holde jul sammen med min mors mands gamle skolekammerat; David og hans familie. Så selv om jeg egentlig havde afskrevet julen for i år, så jeg nu muligheden for at opleve en New Zealandsk jul aka en Kiwi jul. 

Vejret her i NZ svinger meget, og på få kilometer kan det gå fra dejlig varm solskin til koldt og regnfuldt vejr. Men generelt vil jeg, indtil videre, beskrive det som begyndelsen på en god dansk sommer, så ikke så ringe endda. Selv om jeg faktisk var begyndt at fryse en del – havde helt klart vænnet mig til de noget højere temperaturer – så begyndte at fryse så snart der var under 25 grader 😉 

De næste par dage havde jeg afsat til endnu et par lokationer fra “Ringenes Herre”, samt Milford Sound. Så nu gik turen syd om Lake Wakatipu, og de første reelle stop ville blive ved Lake Mavora. Ingen tvivl om, at jeg igen var midt i Middle-Earth! Som den film-elsker jeg er, så blev jeg altså lidt “høj” – og især over at opleve, hvor disse tre, i min optik, storslående film var blevet filmet. Det er ikke svært at forstå, at Peter Jackson havde valgt sit hjemland som rammen om disse film – for kan kun gentage mig selv; naturen her er storslået! Det var de vildeste lokationer der var brugt.

En ting jeg havde bidt mærke i her i NZ var, at der var utrolig mange blaffere, og tænkt at sådan en kunne jeg da godt samle op en dag. Så før jeg viste af det, så jeg så mig selv holde ind til siden og samle en blaffer op. Ja, nu ved jeg, at min mor, Marian, Karin, Marianne, Anja osv går op i limningerne! MEEEEN rolig nu, jeg var også selv helt overrasket over det. Men det var helt fredeligt, og Jeff, som han hed, var på vej på arbejde, og kunne fortælle, at mange her i NZ blaffede. Han var oprindeligt fra USA, men havde rejst rundt de sidste 10 år – arbejdede på noget konservatorie med skildpadder. Og som I kan læse så overlevede jeg, han var hverken voldtægtsforbryder eller massemorder! Men indrømmer også, at nu var det prøvet, og så behøvede jeg ikke gøre det igen 😂

Jeg havde afsat hele dagen til området omkring Lake Mavora, samt planlagt at camperede der, da jeg ikke viste om jeg skulle ud på længere hikes for at se de forskellige lokationer. 

Her var storslået! Jeg kunne simpelthen ikke få nok af den her smukke natur. Prikken over i’et for mig var, at jeg befandt mig, hvor flere af de store scener fra “Ringenes Herre” var blevet filmet; den berømte scene, hvor Frodo og Sam forlader broderskabet i den første film var blandt dem, men flere af scenerne fra den første film var blevet optaget her. Og det var bestemt genkendeligt, og ved ikke, hvad det var der fik mig til at føle sådan, men det var virkelig stort – sikker på, at jeg ville have følt det stort under alle omstændigheder, for det er en storslået natur, men det var utvivlsomt prikken over i’et 😁

Ikke sikker på det er 100 procent, hvor de filmede scenen, hvor Merry og Pippin flygter fra orcherne ind i “Fangorn Forest”, eller hvor Gandalf tilkalder Shadowfax, men det ligende meget godt – tja generelt kunne meget af naturen her snildt ligne flere af lokationerne. Det var egentlig heller ikke så vigtigt, jeg syntes bare her var fantastisk. 

Da det hele dog viste sig at ligge få meter fra, hvor man kunne parkere, brugte jeg langt fra al den tid jeg havde afsat. Men det var nu ikke for, at der ikke var masser af muligheder for at hike i området. Så selv om det kunne have været hyggeligt at campere her i total primitive omgivelser, midt i den vildeste natur, valgte jeg at udnytte tiden til at køre hele vejen til Milford Sound. Inden, gjorde jeg dog stop ved “Fangorn Forest”. Turen ud til “Fangorn Forest” var dog ikke den samme fede oplevelse som de andre lokationer jeg havde oplevet indtil nu. Hvor der dog også var lokationer fra “Fangorn Forest”. Jeg kunne som sådan ikke komme ind i skoven og se den lokation jeg havde i tankerne, da det var privat område, men kun køre langs skoven. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var “Fangorn Forest” jeg kørte ved. 

Nu var det jo fårenes land jeg var kommet til, og må sige, at der var får i sindsygt hobetal alle vegne! Havde dog også lagt mærke til en hel del indhegninger med råvildt – hvad gik det lige ud på, opdrættede de dem?? Det måtte jeg blive klogere på…

Milford Sound ligger i Fiordland, og jeg havde hørt det skulle være helt specielt smuk og frodigt derude. Jeg viste det lå ud til kysten, og derfor havde jeg nok antaget, at her ville være fladt…måske fordi jeg tænkte på kysterne hjemme i Danmark. Men det jeg kom ud til var slet ikke, hvad jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Her var kæmpe bjerge; grønne med sne på toppen, og jo længere jeg kørte gik det over i regnskov. Kæmpe vandfald ned af bjergene samt floder – det var SÅ smukt!!! 

Jeg beklager, men jeg bliver nødt til at sige det igen; jeg følte virkelig jeg var midt i “Middle-Earth”, men også fornemmelsen af fx Jurassic Park, grundet det frodige bjerglandskab, poppede op i mit hoved. Men hele turen derud havde så varierende landskab og natur. Det var intet mindre end; “breath-taking”!

Og kort før man når helt ud til Milford Sound kører man igennem Homer Tunnel, og mens man holder der mellem kæmpe bjerge på hver side, og venter på lyset bliver grønt, føler man næste, at man ikke kan befinde sig et mere fantastisk sted…også selv om der var halv køligt og overskyet 😉 Jeg har efterhånden kørt i bjerge flere steder rundt i verdenen, men det kan slet ikke sammenlignes med den her bjergskørsel. Jeg var glad for jeg kun kørte rundt i min lille Campervan, for den var ”nem” at komme rundt med i svingene, hvor de store autocampere, jeg så, virkelig skulle passe på. 

Da det jo ikke var i mine planer allerede at komme derud i dag, havde jeg på forhånd ikke tjekket campingpladser ud. Til mit held var det muligt at få en plads, på det som jeg tror var den eneste campingplads helt herude. Og siden det var “helt herude” var der selvfølgelig heller ingen netdækning, og wifi’en kostede spidsen af en jetjager. Men det gjorde ikke så meget, det var en rigtig fin campingplads som lå omgivet af bjerge, og da jeg opdagede de havde en lille restaurant valgte jeg, at det var tid til at få noget mere ordenligt mad. Da jeg befandt mig i NZ, og der var lam på menuen, var det jo oplagt…desværre blev jeg noget kun skuffet, da det smagte af uld, og slet ikke som jeg kender lam, men så var det godt det kunne skylles ned med et godt glas lokal vin…og en dessert 😉

Det er nogle gange de meste utænkelige steder man pludselig hører noget der virker bekendt. Minsandten om det ægtepar der camperede lige ved siden af mig ikke var danskere! Verden er virkelig lille, selv om man herude føler sig vanvittig langt væk hjemmefra. De var de første danskere jeg mødte her i New Zealand, ja generelt de første danskere jeg havde mødt i rigtig lang tid – tror ikke jeg var stødt ind i danskere, siden jeg var på gruppetur i Northern Territory i Australien. Så der blev udvekslet lidt erfaringer og oplevelser, og så noget som jeg ikke har haft siden jeg forlod danmark; Femina, Alt for damerne og en dansk bog og i bytte fik de en bog jeg havde fået af Kris – en af pigerne fra cruiset i Whitesunday. 

Vejret her var ikke det aller bedste, men en af grundene til jeg gerne ville herud, var for at tage på cruise. Det er ligesom en af grundene til man besøger Mildford Sound. Der er også mange andre muligheder, så som sejle kajak, dykke osv, men igen, vejret var ikke just super godt. 

Men fakta er, at gennemsnit temperaturen om sommeren her er 18,8 grader, og at i december regner det ca. 17 dage og på årsbasis har de ca 182 regnvejrsdage. Så man skal være rimelig heldig for at løbe ind i høj sol. Denne statistik var jeg dog ikke fuld bevist om, men det betød intet mindre end, at jeg vågnede til en regnfuld dag. Valgte dog at tage ned til færgen fra morgenstunden, og satse på turen ville blive en god oplevelse trods alt. 

Jeff, som jeg havde givet et lift dagen forinden, havde gjort mig opmærksom på at siden jeg havde lejet en Jucy camper, kunne jeg få rabat på en af bådene. 

Så kl 8.55 sejlede jeg med Jucy Cruise ud, og selv om det regnede var der utrolig smukt, og som vi kom ud i fjorden stoppede regnvejret, og lidt solstråler brød gennem skyerne. Kan kun sige; WAUW!!!! 

Fordelen ved at tage på cruise i halvt regnvejr var, at så var der flere vandfald at se på, da det ikke er dem alle der er permanente. Et af de to permanente vandfald der er, er Bowen Falls som falder 160m ned i Milford Sound. 

Jeg fik skudt løs med kameraet, og kan desværre ikke huske alle vandfaldene. Men The Four Sisters, som kun kan opleves når det regner fik vi selvfølgelig at se. Kendetegnet ved dem, udover det er fire identiske vandfald er, regnbuer der skærer igennem dem, som giver en hel magisk oplevelse. Hvis man er heldig at komme tæt nok på, kan man hold en kop ud under vandetfaldet, og drikke det reneste kildevand – som ifølge myten vil få en til at se 10 år yngre ud…så er det jo godt jeg er så ung, at det ikke var nødvendigt 😜

Om de her andre vandfald jeg fik fanget med linsen var Fairy Falls og Bridal Veil Falls må stå hen i det uvisse, for det kan jeg simpelthen ikke huske.

F6324453-0F2E-414E-B613-5AB6823324CE

Det andet permanente vandfald er Stirling Falls, som vi sejlede helt tæt på, så os der valgte at blive oppe på dækket blev våde, trods regntøj…og kolde. Heldigvis var det på turen tilbage, for nok var solen kommet frem kort efter vi havde lagt fra kaj, men på vejen tilbage var der ikke megen sol, og grundet den våde fornøjelse ved Stirling Falls, og tiltagende vind, blev det igen SINDSYGT koldt.

 

A3620C44-13EE-451C-A0BA-4F8EC4B8EF28

Så tilbage med fast grund under fødderne kunne det kun gå for langsomt med at få en kop varm cacao, og fyrre op for varmen på 30 graders i bilen for at få varmen igen. 

Selv om jeg, som udgangspunkt, var forud for min planlægning, og sagtens kunne have blevet en dag mere, valgte jeg, primært pga. vejret, at køre tilbage til Queenstown. Det blev til en del stop undervejs til Te Anau, men igen pga. det vitterligt stod ned i stænger, blev jeg magelig og droppede alt, hvad der mindede om mindre gåture/hikes. Så selv om der var en Lake Marian, blev det kun til at se skiltet, da det ellers krævede en længere gåtur for at komme ned til den. 

Ved Mirro Lake var der ikke meget mirro over det, men det var ikke svært at forestille sig, hvordan det ville se ud på en tør og vindstille dag. 

Jeg havde endnu ikke haft “fornøjelsen” af se en kea, som er en fredet fugl eller papegøje, som lever her på sydøen i new Zealand. Men det skal jeg da lige love for jeg kom til på min tur tilbage fra Milford Sound. Jeg blev, eller rettere min bil blev, genstand for voldsom opmærksomhed af en busfuld turister, da 3-4 kea valgte at slå sig ned på min bil, efter jeg holdt ind for at tage billeder af landskabet. De, fuglene, var vældig interesseret i bilen og først, da jeg begyndte at køre igen fløj de af den. Har sidenhen læst, at de kan finde på at flyve afsted med små genstande, hvis man har det liggende, og i nogle tilfælde ødelægge gummilisterne på bilerne ved at gnave i dem. 

Vejret klarede heldigvis op på vejen fra Te Anau til Queenstown – Men temperaturen havde kun sneget sig op på 20 grader! Shit jeg er blevet en frossenpind, bliver hårdt at komme hjem!

Tilbage i Queenstown valgte jeg, at booke for de næste tre nætter på den campingplads jeg nogle dage forinden havde forladt. Den lå i perfekt gåafstand til alt i byen, og så var den til og med i en rimelig prisklasse. Så jeg kunne tage en slapper med at køre, og komme ud at opleve noget mere af alt det området havde at byde på. Queenstown er virkelig et mekka for turister uden, at det bliver klaustrofobisk – her kan selv den værste adrenalin junky få stillet sine lyster, og hvis man mere til afslapning på en diverse vingårde er der også rig mulighed for det. 

Et Australsk par fra Perth, campere lige ved siden af mig, og faldt hurtigt i sank med manden, som var vældig snaksalig. Syntes det er vildt hyggeligt, som man bare falder i snak med alle mulige, og kan blive inspireret til, hvad der også kan udforskes i området. Men må også tilstå det primært er mænd der er mere imødekommen – om det er fordi jeg er kvinde og rejser alene, det kan sagtens være, men jeg havde også en fornemmelse af, at det bare var deres mentalitet, når det kom til, såvel New Zealandske som Australske mænd. 

Men en anden og mere hyggelig ting er nu når der kommer opkald hjemme fra Danmark – også selv om tidsforskellen er på 10 timer, og man derfor til tider hverken lyder eller ser knap så frisk ud, når det er midt om natten 😴😂