Franz Josef Glacier og skydiving 🏔🛩

Franz Josef Glacier og skydiving 🏔🛩

17. til 18. december 2017

Det var fortsat meget tidligt søndag morgen, da jeg forlod Queenstown for at køre til Franz Josef, som ligger på vestkysten her på sydøen. Igen, benyttede jeg lejligheden til at gøre stop ved restepladsen vi havde gjort stop ved et par dage forinden, på LOTR turen. En ikke helt ringe udsigt, for at sige det på godt nordjysk 😉

The Remarkables, set fra området ude ved lufthavnen.

Kelvin Heights set fra modsatte side (ude ved lufthavns området).

Da det som sagt var tidligt på dagen, var der god tid til at gøre stop alle de steder jeg lystede. Jeg skulle ikke nå noget, kun finde en campingplads for natten i Franz Josef. Kan afsløre, at det som google Maps havde beregnet til lidt under 5 timer, og som jeg så derfor forventede ville tage omkring 6 timer, endte med at tage lidt over 7 timer. Erfarede ret hurtigt efter jeg kom til NZ, at man ikke kan bruge tidsberegningen fra google Maps til særlig meget her i NZ. 

En stor del af turen, mindede på mange måder om turen ned til Milford Sound – så det var helt eminent. Men den knap så glamourøse side af turen var, at der det første lange stykke af turen lå kaniner, såvel som pungræve splattet ud på vejen for hver 100 meter. Dem ramte jeg dog ingen af, men tro det eller ej, men da en fugl ramte mit tag/det øverste af forruden på bilen – jeg var helt kunst. Seriøst, fik helt et stik i mit hjerte – ved godt det lyder åndssvagt, men kunne næsten ikke bære det. Tanken om, at det “bare” var en fugl, var ikke “bare”…og det morsomme er, at hvis jeg havde hørt en anden fortælle den historie, ville jeg rulle med øjnene og tænke; “tag dig sammen!” 😂 Håber den døde på stedet for havde ikke mulighed for at stoppe og tjekke, da der var biler bag mig. 

Igen, de skønne lupiner.

På turen fandt jeg ud af, under vejs, at der var en form for markerings rute med diverse stop, ved diverse udkigspunkter. Ikke, at jeg som sådan brugte det til noget, men kunne bruges som et lille overblik, over hvor langt man var, og om der var specielle steder man ønskede at stoppe ved.

Selv om, der ikke var noget der som sådan havde med Ringenes Herre at gøre, var det generelt svært ikke at associere hertil – som fx her, hvor træerne mindede om Treebeard…de forholdt sig dog fuldstændig i ro 😂

Et helt fantastisk sted jeg bl.a. gjorde stop ved var; Blue pools. Her ville jeg have ønsket, at jeg havde vist man kunne bade, for så var bikinien helt sikkert røget på. Især, da jeg kom frem til hængebroen og så, hvad andre havde gang i – udspring! Først var der to unge mænd, der udfordrede hinanden i at skulle spring ud sammen fra broen…det var dog en meget laaaaangsommelig process, da den ene ikke kunne tage sig sammen – COME ON! JUMP!! Hvilket han endte med ikke at gøre. 

Derefter et ungt par der hoppede et par gang – nøj jeg var misundelig, men da det kort herefter begyndte at regne og blive koldt måtte jeg erkende, at det ikke kunne svare sig at gå tilbage efter badetøjet. Men til alle andre der skulle komme her forbi, og være en smule vovehals – HUSK badetøj! 😁

Den anden kravlede tilbage på broen.

Det unge par sprang i et par gange.
Hvor ville jeg ønske jeg havde prøvet at springe ud fra hængebroen.

Nu var resten af turen primært præget af voldsom regn, hvilket betød entusiasmen efter at gøre stop diverse steder svandt, men ellers havde dagen budt på temperaturer op til 30 grader 😎 Det blev dog til et par flotte vandfald – så alt ialt, mange mindeværdige stop, som også ville have været flere, hvis vejret ellers havde holdt tørt. Men måske godt det samme, for det endte med at være en meget lang dag, som sagt 7 timer under vejs, og de sidste 150 km var ren og skær bjergkørsel, som kan være en smule anstrengende i silende regn. 

Jeg havde rigeligt i at se vandfaldet på denne side af vandet, som var iskoldt!

Fremme i Franz Josef fik jeg mig indlogeret på endnu en Top10 camping – fordelen ved det var, at så kunne jeg få en smule wifi, som det ellers viste sig at være langt mellem herude ved vestkysten af NZ. Generelt må jeg erkende at mit taletidskort slugte al data hurtigere end jeg næsten kunne nå at blinke – og tilkøb af mere data, eller wifi for den sagsskyld, viste sig at være pænt dyrt her i NZ. Så igen, så jeg mig selv komme længere og længere bagud med min rejseblog 🙈🙄

I sådan noget vejr er jeg mere end glad for jeg har en campervan og ikke et telt 😬

Jeg havde allerede for flere måneder siden booket min færgebillet fra Picton (sydøen) til Wellington (nordøen), da jeg var blevet anbefalet dette af Jyskrejsebureau. Jeg var i mellemtiden blevet inviteret til at holde jul sammen med David og hans familie. David er en herre som min mors mand, Jørgen, har studeret sammen med i New York, tilbage til da ruder konge var knægt 😉 Da de havde haft reunion tidligere på året, og David hørt jeg ville være i NZ til jul, kunne min mor overbringe denne åbne invitation, som jeg selvfølgelig valgte at tage imod. Hvornår får man ellers muligheden for at fejre jul sammen med en Kiwi-familie, og opleve en ægte kiwi farm med får, kvæg og hjorte. 

Så heldigvis lykkedes det mig at få ombooke min færgebillet, så jeg allerede kunne sejle til Wellington d. 24. istedet for d. 27. december. Og dermed tage med David og hans datter, Emily, til Mataroa, hvor vi skulle fejre jul hos Davids fætter Robert…eller var det Emilys fætter, det blev jeg egentlig ikke helt klar over. Alle her benævner hinanden som fætre og kusiner i første, andet og tredje led, så lettere forvirrende 🤔😂

Mandag morgen og alt, hvad der kunne krydses blev krydset for, at jeg nu endelig havde heldet med mig, hvad angik faldskærmsudspring. Suk…det blev udsat til kl 10, meeeeeen jeg var overbevist om, at vinden nok skulle ligge sig, for NU var jeg mere end klar og opsat på det – kyllingen var vitterligt fløjet væk 🐥😜

Ser ud til den blå himmel vil overvinde 🙌🏻👏🏻

I mellemtiden benyttede jeg tiden på en nærliggende cafe, hvor der var gratis wifi, til endelig at få lagt endnu et blogindlæg ud på rejsebloggen. 

Endelig! Vejret var med mig og de otte andre der også skulle springe. Tre af os fra 16.500 fod, og de andre seks fra 19.000 fod.

Jeg var vildt spændt, da vi kom ud til pladsen, men på en god måde, og blev ikke på noget tidspunkt sådan rigtig nervøs, eller havde lyst til at springe fra. Men var spændt på om nervøsiteten ville angribe mig når vi først kom op i luften, og det ville blive tid til at springe ud fra flyet…

Min tandem-makker/instruktør var Jordan, og han skulle være en af de bedste, ifølge en af de andre piger der også skulle springe. Om han var ved jeg ikke, men han havde over 2000 spring bag sig, så jeg følte mig i trygge hænder…og så var han vildt sjov. Desuden skal de have 750 spring for at tage en med, så erfaring må man sige de har. 

Spændt…
…og i yderst charmerende outfit 😂
Første hold sendes afsted.

Det var den smukkeste tur op i flyet, med udsigt over bjergene bl.a. dem, hvor bavnerne bliver tændt i “Kongen vender tilbage”, og vi kunne se Mt Cook, som var ufattelig flot med sne på toppen! Og til den anden side, havde vi Tasman Sea – det bedste af to verdener!

SÅ klar 😁

Franz Josef Glacier.
Mon jeg vil sige noget, eller det bare er en smule nerver, trods alt, der forvirrer frøkenens håndtegn ☝🏻↔️🤟🏻🙈

Jeg var nummer to der skulle springe, og hold nu op det gik stærkt fra man fik at vide, at nu var det ens tur til, at man var ude af flyet…men igen på den gode måde… Det var her jeg havde været nervøs for, om jeg ville blive mega nervøs, og komme i tvivl. Det nåede jeg dog på ingen måde at tænke på, og hvor utroligt det end lyder, så var højdeskræk slet ikke i ens tanker. For vupti, før jeg kunne nå at blive nervøs, få højdeskræk eller andet, var vi, en to tre, i frit fald! WOW!!!!

Hvem sagde nu???

Shit det var crazy! Og som “lovet”, var det lidt svært at trække vejret ordenligt eller rettere “skrige” indtil faldskærmen blev udløst. Men på en eller anden måde lykkedes det alligevel mig, at skrige af bare begejstring. Det her var SÅ FEDT!!!! Har næsten ikke ord til at beskrive det…men de høje forventninger jeg havde blev opfyldt, og SÅ meget mere til!!!! Det er vitterligt det fedeste job Jordan og de andre har…samt hvilken udsigt! 

Kameramanden leger og laver koldbøtter.

High five – vitterligt 😆
Og faldskærmen udløses.

De lidt over 60 sekunders frit fald var ubeskrivelige, og da faldskærmen blev udløst var der rigtig tid til at nyde denne helt igennem spektakulære udsigt, med havet til den ene side og bjergene til den anden. Det mest “skræmmende” var, da Jordan pludselig stopper op midt i luften, og så hang vi bare der og tja chillede – så fik jeg lige en snært af; hov der er langt ned 😱 

Men samtidig helt fantastisk at befinde sig her oppe. Han lavede en masse pirouetter i luften – jeg må have lydt som en anden teenage pige til Justin Bieber koncert, med mit grin og skrig af iver 😂 og Jordan sang “dancing on sunshine” på vej ned – hvilket det på alle måder var! 

Landingen, som havde været det jeg mest “frygtede” viste sig at være lige så “let” som alt det andet – og man lander blødt…nemlig på bagdelen 😉

Stille i luften 😱

Klar til landing.
PAAAAAS PÅ! 🙈😱😆
…Og blød landing 😂

Kan sige det ganske kort; jeg var i den syvende himmel, efter denne oplevelse! De andre der sad og ventede, på landingspladsen, må have tænkt deres, da jeg igen havde fast grund under fødderne. Høj på adrenalin, hoppede og dansede jeg rundt på plænen som en anden jubelidiot, og kunne slet ikke få armene ned – mit indre barn var endnu engang sluppet løs 😁 

Både Jordan og en anden faldskærmsudspringer filmede, og tog billeder af hele turen. Jeg var noget kun spændt på at se dem, når jeg engang kunne  downloade dem fra min mail. Og SÅ spændt på at høre, hvad jeg sagde til kameraet – kan kun huske jeg “undskyldte” til Marianne, da jeg ved, at hun under ingen omstændigheder ville have jeg gjorde det…havde sådan set lovet hende ikke at gøre det, men havde krydset fingrene på ryggen 🤞🏻 Det var faktisk kun Katrine, hjemme i Danmark, der viste det – turde ellers ikke fortælle det til nogen. Røbede det dog om morgenen, for yderlige en der hjemme, af bare spænding, da vi tilfældigvis tekstede. Men ellers ingen grund til at bekymre familien med flere der hjemme unødigt, før jeg kunne berette at alt var gået over al forventning 😉

93DC73D5-507A-49ED-8980-137AFF52E6A9

281A081A-60B0-4B24-AD48-CA102D57B2EA

FD5A0F77-C823-4A63-B0AA-05619668D325

Tilbage i Franz Josef – som er en meget lille by – var planen at tage ud til glacieren. Jeg havde nu set den oppe fra, og ville nu gerne se den fra frø perspektiv. Det er en af de mest fremkommelige glaciere at komme hen til, pga. dens beliggenhed. Man går i regnskov en stor del af turen,og det er muligt at komme forholdsvis tæt på – i dag op til 750 meter fra. Turen tager omkring halvanden time og vejret var perfekt – omkring 25 grader, selvfølgelig lidt køligere, da man først kom hen til glacieren. Men shorts og bare arme var intet problem 😎

Nok ser man mange skilte om diverse forbud og restriktioner, men et forholdsvis nyt, jeg var begyndt at støde på var dette. Ja, hvorfor ikke, droner bruges efterhånden også alle steder man kommer 🙈

Det er også muligt at komme op på glacieren, men så skal man benytte den noget kun dyre løsning med en helikopter tur, hvor man så god nok også kan komme ud at hike på isen. 

Fangede en helikopter på vej op til glacieren.

Igen, bemærk helikopteren, ca. midt i billedet – sætter en smule perspektiv på størrelsen…
En anelse beskidt sne/is.

Med ryggen mod glacieren.

Det var efterhånden alligevel blevet sen eftermiddag, inden jeg var tilbage ved bilen, så selv om jeg havde planlagt at køre så langt jeg orkede mod Mt Sunday, som skulle være mit næste stop. Besluttede jeg at tage endnu en nat her – jeg var simpelthen TRÆT! Hårdt at skydive eller nok rettere adrenalin kicket der havde tappet kræfterne. Muligheden for at tage en ekstra overnatning, var netop også det, som jeg havde lagt vægt på, at der skulle være plads til i ny og næ. 

Så retur på campingpladsen kunne omgivelserne nydes med et glas New Zealandsk vin – købt da jeg var på vingården. Kunne sidde her i al evighed og kigge op på de grønne bjerge og bjerge med snetoppe – en hel igennem smuk udsigt jeg aldrig bliver mættet af. 

Lidt af udsmykningen i Franz Josef, og som ses noget tilsvarende de fleste steder i NZ.

Elsker Jucy’s små kommentarer på bilerne ☺️

Lidt julestemning skal der til 🎅🏼🎄

I dag var også dagen, hvor jeg mødte en del danskere – faktisk de første jeg har mødt her i NZ…måske det er her danskerne samles 🤔😂 Både, da jeg skulle skydive, på turen ud til glacieren, og ja her på campingpladsen, mens jeg sad og skrev rejseblogs noter, hørte jeg danskere – og nej det var ikke de samme 😉 

Men der, hvor jeg mindst ventede at møde en dansker var, da jeg stod og skulle betale for benzin. Pigen bag disken spurgte, på engelsk, om jeg er dansker. Kunne ikke lade være at undre mig, hvad der afslørede mig…og ja, der er ikke så mange andre nationaliteter, der render rundt med et Spar Nord Master Card 😂 

Må konkludere, at vi dansker nok bare må være vilde med vestkysten her i NZ 😁 Men med den her udsigt, hvem kan så bebrejde os;

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *