19. til 21. december 2017

I min planlægning samt research var Mt Sunday for mig et must. Det er ikke som sådan et kæmpe bjerg, men derimod det der gjorde det stort for mig var, at det var her Edoras – “hovedstaden” i Rohan –  blev bygget til Ringenes Herre filmene. Placeringen er ude midt i New Zealands vilde natur, omringet af bjerge.  Mindre detalje jeg dog havde overset, da jeg planlagde min rute rundt her på sydøen, var at det ikke er muligt at krydse ind over til Mt Sunday fra Franz Josef. Det gik, efter et par dage i NZ ,op for mig, da jeg nærstudere google Maps, og ikke kun det fysiske kort jeg havde. Det er de små overraskelser, man får undervejs på sin rejse, men som egentlig kun gør det hele mere uforudsigeligt på den, for det meste, sjove måde. 

Men tilbage til Franz Josef, hvor dagen startede tidligt, da den nu planlagte ruten skulle inkludere kørsel lande kysten, helt op til Kumara Junction. Dvs. 155 kilometers kørsel nordpå af State Highway 6, inden det gik ind i landet igen, af State Highway 73. 

Nok er vejret meget svingende her i NZ, hvor man på samme dag kan opleve flere vejrtyper – men uf – i dag var virkelig en kold og overskyet dag…helt ned til 12 grader, viste termometeret i bilen, da jeg begav mig afsted! ❄️😱

Både det, men også viden om, at det var en lang dag, hvad kørsel angik, der var foran mig, blev det til få stop op langs State Highway 6. Man, eller rettere jeg, kan have nogle forventninger eller ideer om, hvad det er man måske kommer til at opleve – som her, hvor jeg skulle køre langs vestkysten. Jeg havde tænkt, at jeg ville kunne se vandet en stor del af turen, men nej. Det var enten helt fladt med marker eller bjergkørsel, og gemmen en “masse” små spøgelsesbyer, som godt kunne trænge til en kærlig hånd 👻🏚 

Lige inden jeg ramte Hokitika, og kort før jeg skulle køre ind i landet igen, kom havet dog til syne. Og NU var det tid til morgenkaffe! Set i bagspejlet, ville Hokitika have været en hyggelig lille by at bruge en dag eller to i, men som med så meget andet; man kan ikke nå det hele! Igen, godt med noget man gerne vil tilbage til. 

Nu gik det tværs ind over landet. Elsker det her land, og hvad det byder på, for pludselig, når man mindst venter det, popper et hotel op midt i bjerglandskabet i Arthurs Pass. Jeg skulle egentlig bare låne et toilet…men købe en kop kaffe, af ren høflighed…men det var ikke et helt almindeligt hotel, så det blev jeg nødt til lige at se lidt nærmere på. Det var en blanding af gammelt originalt antik…og noget knap så originalt – men sjovt sted, det var det! 😁 Viste sig at være et hotel der blev bygget tilbage i 1865, da guld minearbejderen, og dermed den øgede befolkning tog til i området. I dag er det både hotel, men også museum, hvor man som sagt kan se lidt af hvert. Bestemt et stop værd, og den ældre dame på hotellet var noget af det sødeste! 

Arthurs Pass National park ville jeg også gerne have brugt mere tid i – et helt fænomenalt naturområde. Men for mig blev det primært til gennemkørsel, med enkelte korte stop. Hvor jeg ved et af stoppende (skiltet af Arthurs Pass, i den østlige del af parken) faldt i snak med en familie, som kunne berette, at det var en rigtig god dag at se bjergene og tage billeder. Da der åbenbart normalt er endnu mere skyet, så man ikke kan se bjergtoppene. 

Det var nu over fire timer, og ca. 245km, siden jeg kørte fra Franz Josef – det betød, at jeg var lige over halvvejs til Mt Sunday. Heldigvis var det en dag, hvor det at køre ikke betød det store.

Men må indrømme, at da jeg endelig nåede Mt Sumner, hvor man drejer ud til Mt sunday, var jeg virkelig ved at være træt af at køre! Begyndte at overveje om det virkelig også var nødvendigt at se netop dette sted. Gudskelov var jeg nu nået så langt, og selvfølgelig ville det være det værd. Hjalp også gevaldigt på det at himlen blev blå og solen kom frem. 

Efter ca. 30 minutter, ramte jeg så en grusvej – og nu uden netforbindelse, så anede ikke, hvor langt der ville være ud til Mt Sunday. 5 minutter? eller 1 time? Tja, men nu var jeg her, og NU ville jeg se Edoras!!

Det var det HELE værd!! Så fedt at få øje på det ude i horisonten, efter en halv times tid, hvor det ligger som en lille bakketop mellem de kæmpe bjerge. Hvorfor det er kaldt et bjerg aner jeg ikke, skal lige tjekke op på definitionen af et bjerg, eller hvad der kvalificerer noget til at blive kaldt det. Hvilket jeg nu efterfølgende kan sige, at det ikke lever op til med sine kun 100 meters elevation. 

Viste det var privat grund, så blev glædelig overraskelse, da det var muligt at komme helt tæt, via en sti, og endnu engang til min overraskelse kunne man gå op på toppen – så det skulle jeg!! Også selv om det blæste en del, og så ud til det kunne begynde at regne – men man ved aldrig her i bjergene. Heldig som jeg var begyndte det ikke at regne, men det blæste en halv pelikan på toppe. Var bogstavelig talt ved at blæse om kuld der oppe – ikke kun af vinden, men også over den helt sensationelle 360 graders panorama udsigt! 

Ikke noget at sige til der var vind i Erowins hår, da de filmede scenen med hende kiggende ud over landskabet i “De to tårne”. Og som den LOTR-fan jeg er kan jeg ikke lade være med at finde det ærgerligt, at hele opsættet er taget ned igen. Men det var betingelserne fra ejeren af jorden, og at de forlod stedet som da de kom. Så der lå et kæmpe stykke arbejde forud før de overhovedet kunne begynde at bygget sættet op her. Men egentlig en fin og respektfuld behandling af naturen. Og så kan jeg godt “nøjes” med at se det i sin fulde naturlige form. 

14C3440C-C0A2-468C-A3CD-6AA11F727A22

 

Det var som sagt det hele værd, og SÅ glad over jeg holdt fast i min plan om, at køre hertil.  Til trods for, at det på en måde var lidt af en omvej for resten af mine planer. Men det her var selvfølgelig også i mine planer, bare lidt omvendt planlagt, da det uden tvivl ville have været nemmere at have lagt turen forbi, da jeg kørte fra Akaroa til Lake Tekapo. Men men men…

Det tog over en halv time at køre de ca. 25 km tilbage til asfaltvejen, og herfra havde jeg allerede besluttet mig at køre så langt nordpå, mod Kaikoura, som jeg orkede –  nu kunne kilometerne bare komme an, jeg var svævende! Formåelt med at køre til Kaikoura var at tage på whale watcing tur. 

Fra Mt. Sumner til Christchurch, var landskabet meget anderledes end det jeg havde kørt i tidligere på dagen. Hvis jeg blev vækket af en søvn, uden at vide,  hvor jeg befandt mig, og nogle spurgte mig, ville jeg gætte på jeg befandt mig et sted på en landevej hjemme i Danmark. Generelt, er der mange lighedstegn mellem New Zealand og Danmark – ja selv vejret, som kan skifte hele tiden -blæst, regn, klar himmel, sol, koldt, varmt. Men her er bare helt fantastisk – måske det er bjergene? menneskerne? det er svært at beskrive, hvad det er der lige gør det…det er en eventyrligfølelse. Dog, da det begyndte at regne, på vej mod Kaikoura, og blive koldt igen, var det knap så eventyrligt, men jeg var også TRÆT! 😴🤪

Så ja, selvom jeg allerede havde kørt over 500 km, da jeg endelig ramte Christchurch, valgte jeg at tage det sidste stræk op til Kaikoura. 13 timer og 22 minutter efter jeg havde forladt Franz Josef, ankom jeg til Kaikoura, hvilket betød jeg havde tilbagelagt omkring 783km den dag – Laaaaang tur! 

Jeg har ikke benyttet mig af gps, og vil våge den påstand, at det ikke er nødvendigt her i NZ. Jeg har til gengæld bare brugt google maps og fysiske kort, hvilket har været tilstrækkeligt, også selv om google maps blev ved med, at ville smide mig ud på State Highway 70, da jeg kørte nordpå fra Christchurch. Blev dog på State Highway 1, da den uden tvivl var den korteste. Forklaringen på, at google Maps ville have mig af en anden vej, viste sig at være velbegrundet, da Highway 1 ville blive spærret fra kl 20 pga. vejarbejde. Det blev jeg dog først klar over, da jeg var fremme og damen på campingpladsen kunne berette herom. 

De havde i november 2016 haft et kæmpe jordskælv, målt til 7,8 på richterskalaen, som fik meget af vejnettet på kryststrækningen til at kollapse, hvilket de fortsat var i gang med at udbedre. 

Ekstrem træt og yderst grydeklar var jeg mere end taknemlig for, at jeg fik den sidste plads på campingpladsen! Så der blev sovet igennem, og den efterfølgende dag blev brugt på at restituere, ovenpå gårdagens lange køretur. 

Kaikoura er en lille charmerende by, som bl.a. tiltrækker os turister pga. whale watching, hvilket også var grunden til jeg havde lagt vejen forbi. Men dagen i dag stod som sagt på restitution, bl.a. med kaffe og gratis wifi på cafe…og en lille tur ned til vandet ☺️

 

Vejret så rimelig tilforladelsen ud, da jeg skulle på whale watching tur. Sol og kun små skyer, men der var alligevel pænt med vind. Så en del bølgegang, og flere blev rimelig søsyge. Normalt er jeg ret søstærk, men at sidde indenfor, uden mulighed for at gå ud, når vi sejlede, og høre på andre kaste op i stride strømme, gør på ingen måder noget godt for mig! Der blev brugt en del energi på at holde fokus på horisonten i forsøg på at ignorer lyde og lugt fra nogle af de andre turiste 🤢 

Desværre, så vi ingen hvaler. Men på tilbageturen kom en stime af legesyge delfiner, og hvor er de bare søde! Grundet de manglede hvaler, fik man refunderet 80% af billetten, hvor jeg i forvejen havde fået rabat, pga. mit top 10 Holiday card. Men selv om jeg i Canada havde set hvaler, syntes jeg stadig det var ærgerligt jeg ikke fik nogen at se i dag. Men sådan er det med dyr i den vilde natur – de går…eller svømmer, deres egne veje, og heldigvis for det 😉