21. til 24. december 2017

Med fast grund under fødderne igen, var det atter bag rettet og videre i min oplevelsesplan. 

Der er så meget her på sydøen at opleve, og virkelig en dyd at sortere samt prioritere i det – og så meget mere jeg gerne ville opleve end, hvad tiden var til. 

Et af stederne jeg havde lagt ind i mine planer var Kaiteriteri, det ligger oppe på den nordlige kyst ved Nationalparken; Abel Tasman. 

Ville selvfølgelig gerne udforske Abel Tasman, men jeg havde fra starten måtte erkende, at det ikke ville blive i denne omgang jeg ville kunne nå det. Og mit valg var at opleve det som skulle være blandt verdens smukkestestrande; Kaiteriteri. 

En del af køreturen var fortsat præget af megen reparation af vejen efter sidste års jordskælv, og dermed ikke muligt at holde ind nogle steder. Så den smukke udsigt på en del af strækningen er det kun mig der har – på nethinden. Men da det endeligt blev muligt at gøre stop for tissepause var udsigten ikke blevet mindre dårlig. 

De næste dage gik med at indsnuse det sidste jeg kunne her på sydøen, og af erfaring fra min roadtrip i USA skulle det i modsætning til der foregå i et tilbagelænet og mere afslappet tempo 😉 Så selv om jeg af personalet på campingpladsen i Motueka, hvor jeg skulle overnatte, var blevet anbefalet at tage op i nationalparken, ville det i mine øjne betyde stress og jag. Dette, da jeg kun havde 1-2 dage her, og nu skulle der dases ved stranden. 

Måske det var nordjyden der kom op i mig, men en anelse overrasket over denne strand er vurderet til en af verdens smukkeste. Bevares, her er virkelig lækkert og den ER virkelig smuk! Men hvad der lige får den til at skille sig så ekstraordinærrigt ud fra andre, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det forhindrede mig dog bestemt ikke i at smide mig på mit strandtæppe og nyde de dejlige solstråler, og det der blev til en meget kort dypper. Vandet var sindsygt koldt og vandet blev hurtigt dybt som i meget dybt – så en lille svømmetur over på den anden side af breden, nøjes jeg med at se et par andre give sig i kast med 😉

En af New Zealandsk specialiteter er de store grønløbede muslinger – og de er gigantiske! Jeg elsker fisk og skaldyr, meeeeeen de er virkelig store, og da østers også er en af de skaldyr jeg ikke helt har tabt mit hjerte til, var jeg en anelse spændt på om de ville falde i min smag. Men med denne udsigt her i Kaiteriteri og høj sol – what’s not to like! Vil dog til en hver tid foretrække de helt almindelig blåmuslinger 😉

Dagene var også præget af en lille form for mellow følelse – den følelse man har søndag aften efter en weekend af den anden verden og den dystre mandag morgen venter forude 😕 Om det var fordi vi nærmede os jul og jeg ikke skulle se familien eller noget helt andet??? Hmmm…Tror mere det var en overvældende følelse der ramte mig, af alle de indtryk jeg gennem de sidste par uger havde oplevet. Har erfaret, at man virkelig heller ikke skal undervurdere, hvad træthed kan gøre ved en – hvor et break fra alverdens indtryk er en nødvendighed! Ikke en tæthed som efter manglende søvn eller mange timers arbejde, men en træthed udløst af konstant at være på i forhold til igen og igen at tage stilling til det ene og andet og så igen.

Trætheden (frustrationen) blev ikke mindre, da det begyndte at se ud til, at jeg selv, mod forventning, skulle stå for al booking af ø-hoppene i Fransk Polynesien. DET var ikke just det jeg havde sat mig i vente, jeg var nået dertil, hvor jeg gerne bare ville overlade det til andre. Ja, selvfølgelig havde jeg nogle præferencer, bevares, men hele logistikken og bookingerne var jeg mere end villig til at overlade til mere kyndige hænder. Og den lille optimist indeni mig blev ved at håbe og krydse fingre for, at de hos Jyskrejsebureau ville finde en løsning. 

Sommeren viste sig i sandheden fra sin bedste side. Så at campere var det rene svir og en aften mens jeg sad og nød tilværelsen, begyndte et orkester at spille julemusik midt på campingpladsen. Det var vildt hyggeligt og samtidig vildt mærkeligt. Så sidder jeg her i shorts, top og bagende varme og kan lytte til tonerne af bl.a. ‘Jingle bell’ og ‘Have you’re self a merry little Christmas’ – så svært at forholde sig til det er ved at være jul!  

7AF5314F-2C14-4E12-8F25-1F12B0769461

4FC866CF-3B8A-456C-8294-E3737F7D0DA6

79C7197D-B3FB-4780-A396-4866913B7994

Det var generelt en hyggelig campingplads – som jeg nu ellers må sige mange af er. Og en aften var der total Italiano stemning, da en lille transportabel italiensk pizza vogn, holdt midt på pladsen og lavede pizzaer. Det var super hyggeligt! Toppet med lidt korrespondance hjemme fra Danmark. 

Minderne blev også bragt tilbage til min barndom, da en folk børn rendte rundt og havde vandkamp med vandballoner – husker tydeligt, hvor sjovt det var når vi havde det i haven og man kæmpede for at få de små vandballoner til at sidde fast på vandhanen for at fylde dem. Det var tider 😂

Som I kan se er vi ved at nærme os jul, og dermed havde jeg også ramt Kiwi’ernes jule/sommerferie. Indtil nu havde jeg bare droppet ind på campingpladserne når jeg kom frem, da det gav en frihed og fleksibilitet. Men var i Kaikoura blevet “advaret” om at booke på forhånd, når det kom til de næste to uger, da ville blive hektiske. Så både her og min sidste overnatning i Picton havde jeg derfor sikret mig inden jeg begav mig afsted. Kunne dog se frem til ikke at tage stilling til dette de første dage når jeg kom på nordøen, da jeg som sagt skulle være sammen med David og familien. 

Selv om det ikke blev til det stor med at se Abel Tasman Nationalpark lagde jeg dog vejen forbi Split Apple Rock, inden jeg kørte til Picton. Normalt den 23. december er jeg vandt til at gå og hygge med at pynte juletræ. Men i år kunne jeg soppe rundt i vandkanten og lede efter strandskaller til min søster. Vandet var fortsat vældig koldt, men efter nogen tid, hvor jeg gik og samlede strandskaller havde jeg helt vænnet mig til det så kunne klare en reel dukkert 😎

Det var sjovt at gå rundt her på stranden, hvor alle var i julestemning. For dem er det selvfølgelig fuldstændig normalt, men det ligger så langt fra mig at forbinde det her vejr med jul.

Det var nu tid til sidste overnatning her på New Zealands Sydø. Turen til Picton, hvor jeg skulle seje fra næste morgen, blev uden de væsentlige stop. Men en lille værtsgave til både David og Robert ville jeg finde. Hvad køber man til nogen man aldrig før har mødt? Anede ikke om de kunne lide vin…men hvem kan ikke det? Så fandt det oplagt at gøre stop ved en vingård for at få værtsgaverne i hus. 

24. december, lig med jul! CRAZY! Julestemningen var, som tildligere beskrevet, meget langt væk hos mig, men det var okay. Selvfølgelig savnede jeg familien, men når det var sol og sommer virkede det ikke så slemt, da jeg på ingen måder forbandt det med, det der i mine øjne er, rigtig jul. Tror det ville have været slemt, hvis jeg nu havde opholdt mig i fx New York eller et andet sted, hvor der er rigtig vinter.

Det betød også, at nu var det tid til at stige ombord på færgen, der sejler til Wellington, og dermed tage “afsked” med sydøen. 

Det var en smuk “afsked” – vejret og sejlturen ud gennem fjorden var helt eminent. 

F9A95C8B-0F24-42FB-857D-EF0D27ADB35F