24. til 29. december 2017

Jeg kørte i land i Wellington ved middagstid. Her havde jeg aftalt at mødes med David og Emily på vej ud af byen, hvor vi kunne spise en bid frokost inden det gik videre mod Mataroa, hvor vi skulle fejre jul med Robert resten af hans familie. 

Det var et rigtig hyggeligt første møde, både David og Emily tog varmt imod mig  – jeg kan stadig den dag i dag blive helt rørt over den modtagelse af gæstfrihed som de viste mig – en person som de ikke kendte eller havde mødt før. Til trods for det var det med åbne arme, og ja denne utrolige hjertevarme jeg blev modtaget med.

Emily som er slutningen af 20’erne bor til dagligt i Sydney, og er født og opvokset i Melbourne, Australien. David er fra New Zealand, men boet mange år i Melbourne, sammen med Emily’s mor, indtil de blev skilt. David valgte for nogle år siden, pga. arbejde, at flytte tilbage til Wellington i New Zealand. 

Vi havde nu lidt over tre timers kørsel op til Mataroa, som er en meget lille landsby, faktisk bare et par (faldefærdige) huse og en smuk lille kirke. Lidt længere her udenfor havde Robert – kaldt Robbie – sin gård. Så da det praktisk talt var langt ude på landet var aftalen, at vi igen mødtes i byen Bulls, hvorfra vi så kunne køre i “kortege” til vores endelige destination.  

Herfra, Bulls, og ud til Robbie begyndte jeg virkelig at få fornemmelsen af Hobit-land. Bakkerne/bjergene fik de her mere bløde kurver og utrolig grønne farve – smilte bredte sig fra øre til øre på mig 😁 

Igen, må jeg påpege denne ekstrem hjertevarme som jeg også mødte, da vi ankom hos Robbie. Hvilket jeg må sige er et af de største kendetegn ved det New Zealandske folk, og som også har været med til, at jeg pladask er faldet for dette land og dets befolkning! 

Ud over Robbie, som har overtaget gården fra sine forældre for 22 år siden, var hans far John der også. Det var ikke mere end 4 år siden John og hans hustru flyttede derfra, da hun havde fået svær demens, og nu desværre allerede var gået bort. Der udover var Bill der også, som er svoger til John, sammen med sin mand Gary.

Deres interesse for at høre om min rejse, og hvad jeg skulle opleve her, ville ingen ende tage. De var også mere end villige til at være behjælpelig med anbefalinger osv – det var ren luksus! Og havde de mest interessante samtaler med de her helt igennem vidende mennesker – både på livet, men så sandelig også verdenen…De var virkelig så søde og gæstfri! 

Emily og jeg fik en lille rundvisning på noget af gården, da vi ankom. Det blev dog til en større rundvisning næste dag inden vi skulle til julemiddagen. Men vi nåede at sige hej til hundene, som jo her er arbejdshunde. Selv om det “bare” er en gård, er det ikke den type gård vi har hjemme Danmark. Lidt svært at beskrive forskellen, tror det skal opleves, men bl.a. hundene bruges her som arbejdsredskab når de er ude for at drive fårene, hjortene samt kvægende, som Robbie har her på gården.

Robbie fortalte at de bl.a. bruger gevirerne fra hjortene til konkurrence – ikke gevirer, som jeg umiddelbart associerede det med, hvor det hænger på væggene i jagtstuer osv. Men her er det ifht, hvordan de er skåret af, vægt samt udseende, så vi så et fryserum fyldt med dem. Dem som ikke kan bruges til konkurrence og de efterfølgende udvoksninger, som skæres af hjortene i løbet af året bliver solgt til Japan og Kina, hvor de bruges til medicin. 

Meget interessant at se og høre om – både Emily og jeg spurgte i et væk om alt muligt, da Emily heller ikke havde været her siden hun var barn. 

Det viste sig, at 1. juledag, som jo er der de fejre julen, ikke skulle holdes ved Robbie, men hos hans kusines søn Jack og hans kæreste Alison. Så hvad juletræ osv. angik måtte jeg spændt vente på at opleve næste dag. Som beskrevet, i tidligere indlæg, kunne jeg slet ikke komme i julestemning, så mærkeligt at tænke på det var december – jeg satser på julen og julestemningen næste år 😉

Jeg havde været meget spændt på, at skulle se et rigtig Kiwi hjem, og ikke mindst opleve, hvordan de fejre julen. Må jo sige, at der er en grund til, at vi danskere er kendt for ordet “hygge”, og især når det kommer til højtider, og som jo på ingen måder kan oversættes direkte. 

Men Kiwi’erne kan sandelig også godt finde ud af at hygge – selv om de ikke kender begrebet. Efter vi var ankommet blev vi alle hygget om med div. snacks og champagne (som bragte minderne tilbage til min tøsetur i London med Gitte 🥂). Så da det gik op for Robbie, at jeg havde en passion for champagne var han ikke sen til at finde en ekstra flaske frem der skulle med over til julemiddagen næste dag. 

Selv om de som sådan ikke fejrer jul d. 24. blev der disket op med stor middag, da huset var fuld af gæster. Ikke nok med os der allerede var der, så kom Jack og Alison også, samt Jack’s forældre Peter og kan simpelthen ikke huske, hvad hans mor hed. Jacks søster Alice og hendes kæreste, som jeg heller ikke kan huske hvad hed, deltog også. Der var så mange navne og familierelationer at hold styr på, at der som sagt var et par navne der røg i svinget, og om Jack og Alice’s mor var kusine eller søster til Robbie er mig lidt en gåde 🙈 Eneste jeg kan sige med sikkerhed er, at de alle var nogle vanvittige søde mennesker! Og at vi var et sammensurium af nationaliteter. Selvfølgelig var der Kiwi’erne, så var der Emilie som både er Kiwi og Aussi, Alison som var canadier, Peter og Alice’s kæreste som var briter og så danske jeg. 

Til min egen ærgrelse og forglemmelse har jeg beklageligvis ikke et eneste billede af de her skønne mennesker, hverken fra juleaften eller, da vi er ude ved Jack og Alison til julemiddagen. Ved da slet ikke, hvad der skete for det! 

Jeg var jo 10 timer foran jer der hjemme i Danmark, men havde aftalt at fange familien over FaceTime og ønske glædelig jul. Meeeeeen nu var jeg ude på landet, hvor mobildækning viste sig ikke at række, så var en smule “stresset”. Først, da Robbie spurgte om jeg har talt med familien fandt jeg ud af, at han selvfølgelig havde wifi! Hvilket resulterede i min mobil gik helt amok med beskeder fra venner og familie der “desperat” havde forsøgt at FaceTime mig. Nåede at fange familen inden juleaften helt var ovre i Danmark – åh, hvor var det skønt at tale med og se dem, det er virkelig en nem måde at rejse på i dag, når man har bl.a. FaceTime. Kunne jo heller ikke andet end blive varm om hjertet når ens nieces respons på, at jeg sagtens kunne se mig selv slå mig ned her i New Zealand var; NU kommer du bare hjem først, og så ser vi om vi lader dig rejse ud af landet igen! ❤️

Som sagt blev det til også til en større rundvisning af gården og jorden her omkring. Jeg fik privilegiet at køre med John i den lille crosser, mens de andre tog med Robbie i pickup trucken. Her blev jeg mester i at åbne og lukke lågerne til hver indhegning – for jeg skal da lige love for der var mange, og hver låge havde en ny låsemekanisme 😂 Men det var rimelig vigtigt, at de blev lukket korrekt, ellers ville dyrene kunne luske sig til at åben dem. 

John var virkelig flink til at fortælle vidt og bredt, og jeg var ret betaget af den måde han kommunikerede med dyrene på. Det var tydeligt han kendte hver en krog af jorden, som sin egnen baglomme. Men igen, han havde også været på gården i over 40 år – som han i sin tid havde overtaget efter en onkel. 

Robbie, som ikke selv har børn, har planer om at overdrage den til enten Jack, som også arbejder på gården, eller en niece som pt bor i Japan, men som har studeret og arbejdet meget med landbrug. 

BF6DEDBF-78FD-4049-ACA5-DF988178C828

Mens vi kørte rundt i det her fantastiske landskab, og jeg bliver en smule klogere på driften og arbejdet med sådan en gård, fik jeg øje på et dødt får. Jeg spurgte selvfølgelig ind til, hvordan man håndtere de døde dyr – tænkte for mig selv om vi skulle tage det med tilbage, så det ikke lå der. Men da det efter John’s vurdering havde ligget der for længe, gør man ikke noget ved det. De går åbenbart meget hurtigt i forrådnelse, og dermed er de ikke just til at flytte på. 

Det var virkelig en interessant tur og selv om jeg ikke kan huske, hvor mange hektar jord hele grunden var på kom vi langt omkring, og det var bestemt ikke en af de mindste gårde. Men som Robbie beskedent sagde, så er det heller ikke en af de største…han kunne reelt godt være nordjyde, i hvertfald samme beskedenhed når det kom til hans egen vurdering af sine aktiver 😂

9B3D423A-F0C6-4503-8734-0974525F378F

Det var en helt anden form for fejring af julen jeg oplevede her. For mig mindede det meget om en sommerdag, hvor man mødes til frokost på terrassen. Emily kunne dog berette, at det heller ikke var en helt traditionel jul for hende, men den primære forskel for hende lå nok mest i, at de ikke udvekslede julegaver. Forstået på den måde, at det havde hende og hendes far allerede gjort dagen forinden, da de ikke var på gave med de andre, som de normalt heller ikke holdt jul med. 

Men set med danske øjne, var det virkelig noget helt andet. Ikke den voldsomme jule pynt – ikke at jeg er vandt til Gertrud Sand stilen – men her var faktisk kun et juletræ, at spotte. Selv det, var bestemt ikke et juletræ som jeg kender det, meget sjovt, at se hvor forskellige vores traditioner er. 

Julemiddagen, var også anderledes end dansk, men kunne forstå den heller ikke var 100% traditionel New Zealandsk. Normalt får de kalkun eller lam, men det var byttet ud med en anden steg. Desserten var en cheesecake samt is, hvilket jeg forstod var meget traditionelt. Taget årstiden i betragtning sad vi selvfølgelig på terrassen og spiste. Og pakkespillet var byttet ud med en omgang “gæt hvem du er”. 

Alison tog mig med ud at fodre de små lam og kalve de havde fået – super sød, og som hun måtte indrømme nok alligevel ville blive lidt svære at slagte når de nåede den rette størrelse. 

Inden vi vendte tilbage til Robbies gård tog han Emily, David og jeg med ud på en lille sightseeing tur. Robbie, som jeg erfarede havde en hel del aktiver rundt her i New Zealand havde også været medejer af Mokai Gravity Canyon, som de dog af økonomiske årsager havde valgt at lukke i 2016. Mokai Gravity Canyon var kendt for at være det højeste sted på nordøen, hvorfra man enten kunne Bungy Jumpe eller svinge en tur ud i en dobbelt gynge. Det er placeret over Rangitikei River, som også er brugt i “Eventyret om ringen”, som en del af River Anduin, og som i virkeligheden udgør fire forskellige floder fra hhv. nord og sydøen – herunder bl.a. også Kawarau River, som jeg havde besøgt på sydøen. 

Tilbage på gården gik Emily og jeg med Robbie over for at fodre hundene. På vejen hørte Robbie et lam “kalde”. Det var højest sandsynligt faldet ned i åen, da flokken havde passeret broen, og dermed var blevet skubbet i. Det sad nu total hjælpeløs under broen, da den ikke selv kunne finde ud af at komme op. Robbie kravlede ned for at ville hjælpe det op. Men lammet, som ikke forstod han ville hjælpe det, begyndte at kæmpe imod og lige som han fik fat i det, og sagde; nu ville han bare ikke falde i og blive våd…faldt han i vandet! Lammet, som var helt forskrækket over en tur i vandet, gemte sig under den modsatte bred – det var MEGET svært ikke at grine. 

Emily og jeg som ikke rigtig kunne hjælpe, måtte bare stå og kigge på…og forsøge at kamuflere vores grin. Efter lidt asen og masen, hvor Robbie så sig nødsaget til at krydse åen, lykkes det ham at få lammet op, som nu var blevet dobbelt så tungt, da det var blevet vådt. Da den kom op på land humpede den afsted, og det så ud som om den havde brækket højre forben. Robbie mente dog, at det sikkert bare var et slag fra, da den var faldet i åen.

Selv om Robbie bestemt ikke fandt det lige så underholde som Emily og jeg, kunne vi ikke dy os for at underhold med historien til de andre, da vi kom tilbage i huset 🙊😂

Mine planer for de kommende dage efter jul, var at vende tilbage til Wellington, for at udforske nogle af omkringliggende områder. Primært steder, som var kendt for filmningen af “Ringenes Herre”. David var så elskværdig, at give mig sine nøgler til sin lejlighed, da han Emily skulle videre nordpå nogle dage. 

Selv om jeg havde været vældig tilpas med at campere her i NZ, var det virkelig rart med nogle dage uden. Robbie insisterede også på, at når jeg kørte nordpå igen, fra Wellington, skulle komme forbi og overnatte, da andet i hans øjne ville være helt tåbeligt. Kan kun igen pointere Kiwi’ernes ufattelige gæstfrihed! 

2. juledag ankom jeg atter til Wellington – må sige vejret var begyndt at droppe nogle grader og tendens til lidt dryp fra oven, og de følgende dage var der ikke meget sommervejr over det. Mest af alt mindede det om en traditionel dansk sommer. Så efter et par sociale dage og med udsigt til regn, satte jeg mig godt til rette i hjørnet af sofaen med min iPad og Netflix, hvor jeg forsvandt ind i “Ringenes Herre”-verden. Jeg fandt det meget sjovt nu at kunne genkende nogle af stederne, ved selv at have været der, og ikke mindst flere steder at se frem til at opleve. 

Benyttede også lejligheden til igen at “gense” min familie – denne gang måtte jeg dog, grundet den store tidsforskel, sætte væggeuret til midt om natten. 

Min tid her i Wellington blev bl.a. brugt til at køre ud til Putangirua Pinnacles, som ligger omkring 115km øst for Wellington. Putangirua Pinnacles blev brugt i LOTR “Kongen vender tilbage”, hvor Aragorn, Legolas og Gimli bevæger sig ind af Dimholt Road, hvor den døde hær holder til. 

Det var en rigtig smuk køretur derud, hvor jeg bl.a også gjorde stop ved et par steder de havde brugt til hhv. Helm’s Deep, som egentlig bare er en byggeplads og ikke tilgængelig for offentligheden. Samt Isengard, hvor Gandalf går sammen med Saruman. 

Putangirua Pinnacles var virkelig flot, og betagende at se disse kæmpe stenformationer. Gik først op til et viewpoint, da jeg tænkte det ville give bedst view over dem – op op op og hold nu k… hvor er min form blevet af!?! 

EE3B0CE2-E65E-48BE-9C55-3A5BBC9034FC

Her fra toppen kunne man så enten gå samme vej tilbage eller som jeg gjorde gå videre ned og se dem fra bunden, så man kan lave et loop som tidsmæssigt giver nogenlunde det samme. Igen, det var virkelig imponerende, og SÅ tydeligt det er det der er brugt i LOTR!

833FFA13-35B6-49FB-B52E-7E265719FE7A

Utrolig nok havde jeg ikke det store behov for at spadsere rundt i Wellington og indsnuse en lille smule storby – ja, ved det lyder crazy! Tiden blev derimod primært brugt på at opleve LOTR lokationer. 

I selv Wellington kan man også opleve vejen, hvor Frodo og de andre Hobitter gemmer sig for The Nazgul. Til trods for det er så mange år siden filmene er lavet, var der ingen tvivl om lokationen, da jeg kom frem. Og som små hyggelig “tiltag” i skovområdet ved Mt Victoria, hvor man finder lokationen, som ligger midt i Wellington, var der bænke med citater fra filmene. 

31E586C6-D64C-4B75-AF3A-11C0A3970831

Inden jeg forlod Wellington måtte jeg lige forbi Weta Cave. Det er ikke kun LOTR de er kendt for at lave rekvisitter til, men var selvfølgelig primært derfor jeg tog dertil. Desværre havde jeg ikke været så forudsigende at få bestilt billet til den guidede tur af workshoppen, som jeg tror ville have være mest interessant og sjov at se. Så istedet tog jeg på “miniature Stage Tour” af Thunderbirds – godt nok har jeg aldrig set den, men det var interessant at se og høre omkring, hvordan de laver effekter osv. Man måtte ikke tage billeder under selve rundvisningen, men til slut fik man “frit lejde” i et enkelt område. 

Turen op til Robbie blev tidsmæssigt en noget længere “fornøjelse” end, da jeg for en lille uges tid siden sidst havde kørt derop. Juletrafikken var for alvor taget til og lange køre prægede turen, hvor det på et tidspunkt stod helt stille i en times tid – tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed! 

Da jeg som sådan ikke skulle nå noget d. 29. december, valgte jeg at tage imod tilbuddet,næste morgen, om at komme med ud at se når de (Robbie, Jack og Jim, som var fastansat på gården) skulle save de små gevirerne af hjortene. Hjortene skulle selvfølgelig først fanges ind, og på turen ud efter dem så vi det lam som Robbie nogle dage forinden havde hjulpet op af åren. Det havde brækket benet! Og som med meget andet i naturen skulle naturen gå sin gang – tilkald af dyrelæge ville være for ekstrem en udgift for ikke at tale om, hvor upraktisk bandage på et lam ville være. 

Syntes det var vildt sjovt og spændende at opleve, deres arbejdsdag på gården. Fik også lov at give bedøvelse, som bare er lokalbedøvelse der gives lige ved roden af gevirerne. Ville egentlig gerne have sagt ja til at prøve at save et gevir af, da Robbie spurgte. Men selv om jeg var i “ude tøj” havde jeg dog ikke lyst til at få det stænket ind i blod, så takkede nej – selv om det nu kunne have været lidt cool. Hjortene stod dog heller ikke altid helt stille med hovedet, så det ville jeg nok ikke have været så tryg ved.

E7456E8A-3475-4117-9874-1C5528BF82F1

Jeg havde haft nogle helt forrygende dage sammen med de her skønne mennesker, og er den dag i dag så taknemmelig for de lukkede mig ind i deres liv og hjem. Ud over at have mødt nogle fantastiske mennesker, havde jeg også fået en masse anbefalinger med mig. 

Robbie, som selv er dykker, havde anbefalet, at jeg enten tog til Coromandel eller Tutukaka for at dykke. Hvis jeg endte i Coromandel måtte jeg endelig kontakte ham, så ville han sørge for, at jeg kunne bo hos Peter og hans hustru, som jeg havde mødt i julen. Sådan var det hele vejen igennem, og anbefalinger på, hvilken rute der var mest fordelagtig at tage i forhold til de steder jeg ville til. Kan kun sig; det var ren luksus!