29. december 2017 til 1. januar 2018

Jeg forlod nu Robbie’s gård og satte kursen mod Tongariro National Park, som ligger i Ruapehu distriktet. Håbede var at vejret ville blive bedre de næste dag, så jeg kunne begive mig ud på den ca. 19km Tongariro alpine crossing. David, Robbie og de andre havde frarådet mig at tage turen, hvis vejret var overskyet eller blæsende. I så fald ville jeg ikke havde mulighed for at se bjergene og vulkanen, som er grunden til man tager på turen, og blæst ville simpelthen gøre turen sindsyg kold – selv på den her årstid, hvor det ville kunne betyde temperaturer ned til minus grader. Så hvis vejret ville være som de foregående, med overskyet og regn, ville jeg ikke få noget ud af det ifølge dem. 

Af erfaring fra Mt Fuji var jeg heller ikke i tvivl om, at vejret skulle være med mig, ellers ville det på ingen måde blive en positiv oplevelse, hvis det bare ville være at gå rundt i tåge, overskyet og blæsende vejr. 

Tongariro National Park, er New Zealands ældste national park og Alpine crossing her er en af de mest populære og anses for den bedste en dags hike i NZ, mens nogle endda mener den er blandt en af de beste i verden. Så det skulle være en helt igennem fantastisk natur man ville bevæge sig igennem, hvor bl.a. vulkanen Mt. Ngauruhoe ligger. Jeg vil slet ikke begynde at forsøge at udtale det, men det er også blevet døbt Mt. Doom, efter det blev brugt i LOTR. Hvor området omkring, herunder Mt. Ruapehu var en del af Mordor. Mt. Ruapehu er den største vulkan i New Zealand og er det højeste punkt her på nordøen med sine 2797 meter over havets overflade. Sidst den var i udbrud var i efteråret 2007, mens vi skal helt tilbage til 1977, hvor Mt. Doom var i udbrud. 

Det blev så også dagen der skal “gå over i historien”, som den dag, hvor jeg fik en fartbøde i udlandet – hold nu op, hvor pinligt! 

For en gangs skyld var der en lang lige strækning, uden anden trafik. Musikken spillede og højre fod blev derfor lidt for tung på speederen, uden jeg opdagede det. Ikke før en modkørende, politibil tændte blinket og vendte om – shit jeg blev flov, har ellers været så påpasselig med at overholde fartgrænserne! Men den var åbenbart røget op på 114km/t, hvor man må køre 100km/t. Ja, der er nogle lidt højere fartgrænser på landevejene end vi kender, men tilgengæld er der næsten heller ingen motorveje. 

Tror betjenten morede sig over, hvordan jeg så ud i hovedet og nærmest var ved at kravle ned under sædet af bare flovhed. Denne forseelse kom til at koste mig hele…hold nu fast…80NZ$. Jeg var forberedt på, at der var flere ting der nu skulle droppes på resten af turen pga. det her, men tror lige jeg klarer at betale 80$, som vil ligge i et brev til mig når jeg kommer hjem til Danmark. 

Det sjove var, at jeg dagen forinden havde talt med Robbie om, at det var imponerende al det politi jeg havde set, den sidste uges tid holde og blitze folk osv…men ja, nu havde jeg en sjov historie at kunne berette om der hjemme. 

Her mellem jul og nytår havde Jyskrejsebureau kæmpet en brav kamp for at få alle ender til at hænge sammen i forhold til mit ø-hop i Fransk Polynesien. Natten til lørdag kunne jeg så endelig få sikret det hele – så den lille optimist indeni mig vandt, og jeg var ovenud lykkelig for jeg ikke selv skulle til at bruge tid på bookinger af fly mellem øerne osv. 👏🏻😁…Lidt mærkeligt at tænke på, at om mindre end to uger vil jeg tage ud på min sidste destination af dette eventyr…puhhhh…hvis det er muligt at nyde det her mere end jeg allerede gør, så er det virkelig nu!!

Allerede nord for Mataroa begyndte vejret at vise sig fra en noget kun bedre side. I Iwikau Village, hvor jeg kørte ind for at få lidt overblik over området benyttede jeg også lejligheden til at få lidt frokost, da forsyningerne i køleskabet var på lavpunktet efter juledage bestående primært af kost og logi 😉 Det betød også, at da jeg skulle handle lidt forplejning ind til Alpin Crossingen var der ikke mange muligheder herude i et øde ski- og hiking område. Forstået på den måde, at de steder der var at vælge imellem var et par campingpladser der havde en kiosk – og gæt engang – her var priserne endnu højere 🙈 Det er så her man må ty til ordet; pyt…

Det er også her i Ruapehu området, som det også er kaldt, at man finder Gollums Fall, som Tawhai Falls er blev dødt efter det også blev brugt i LOTR. Det er delvist det der er blevet brugt i scenen, hvor Gollum fanger fisk, mens Faramir og hans soldater står gemt og holder øje med ham. Det ligger tæt ved ved vejen – ikke mere end ti minutters gang ca. fra hvor jeg parkerede. Selv om vejret var blevet noget kun bedre, end det jeg var kørt fra i Mataroa, var jeg ikke så frisk på den dukkert, som nogle af de unge mennesker jeg så hoppe i fra klipperne var. Istedet nøjes jeg med at nyde vandfaldet og omgivelserne fra en sten ude midt i det hele. 

5EBB5AF8-367B-4401-A852-BBBF396044F0

Der var ingen tvivl om, at det var en attraktion at gå gennem det her landskab, så selv om jeg havde været forudseende at booke overnatning på en nærliggende campingplads, havde jeg ikke tænkt i, at jeg også skulle booke shuttlebus ud til rutens start. Man kan og må ikke parkere der og selv om man kunne ville det ikke være synderlig smart, da man ender på den anden side af bjergene – deraf ordet crossing 😉 I det store hele viste det sig ikke at betyde så meget andet end, at jeg skulle med en af de første busser derud – klokken 05.40 for at være præcis…ja det var tidligt, men set med de positive briller, så ville der ikke være kommet så mange på ruten endnu.  

Inden man overhovedet kunne få lov at komme med bussen, blev man spurgt om man havde en ordentlig regnjakke, ellers fik man ikke lov at komme med. Vejret kunne være så omskifteligt og terrænet krævede ordenligt udstyr, så derfor sikrede de sig, at alle havde en regnjakke og ikke kun et tyndt regnslag. Hvorfor de ikke sikrede sig i forhold til andet udstyr, står hen i det uvisse. 

Dagen inden, da jeg var ankommet, var der kommet et ægtepar tilbage fra turen mens jeg stod og var i færd med at tjekke ind på campingpladsen. De både så og lød skræmmende trætte, så jeg var noget kun spændt på, hvordan jeg ville tage turen. 

Vejret viste sig at være helt perfekt – en anelse koldt til at starte med, må jeg nok indrømme, men jeg var forberedt. Der var næsten ingen skyer, hvilket gav et helt eminent lys på landskabet, da solen stod op. Jeg var allerede på et lille adrenalin sus, da vi kom af bussen. Jeg havde fra start besluttet jeg ikke skulle nå noget, andet end selvfølgelig bussen på den anden side. Men da det hed sig, at man skulle forvente at bruge mellem 6-8 timer på turen, havde jeg fra start besluttet det nok ville tage mig 8 timer – så var der ingen pres fra mig selv samt der skulle være tid til at tage de billeder jeg ville og holde de pauser der var nødvendige. 

3A82B7CA-035A-48BB-AA11-12CA522CDF6A

Det var fra start så betagende en natur, og jeg havde på ingen måder svært ved at forstå, hvorfor det betragtes som en af New Zealands bedste ture. Samt hvorfor Peter Jackson havde valgt netop dette landskab og bjerg som Mordor og Mt. Doom. 

536088E4-7C70-45BD-91BE-9E5404648ABA

Men jeg må da vist have glemt mine lunger et eller andet sted, for på vejen op til foden af Mt Doom føltes og lød det i hvert fald sådan 😂 Hold nu op det var hårdt og havde da også kigget en ekstra gang på skiltet, der advarede om man nu også var helt (fysisk) klar! Meeeen jeg er jo en lille smule stædig…og forventer jeg kan gøre alt i samme tempo, om jeg er i god eller dårlig form 🙈 Selv om det kan lyde som om jeg pev, så var det totalt det modsatte jeg gjorde – det her var SÅ fedt!

Det er muligt at tage en afstikker op på Mt. Doom, hvilket jeg på ingen måde havde intentioner om…Eller også skulle jeg bare nøjes med at skrive, at det var der faktisk ikke mulighed for denne dag – hvilket der netop ikke var, men hvorfor husker jeg ikke.

Ud over en afstikker til Mt. Doom kan man også kravle op på Mt. Tongariro – det var heller ikke en del af mine planer. Hvis jeg skulle op på et af dem skulle det bestemt være Mt. Doom. Men ærgerligt ærgerlig, det var ikke muligt i dag 😜 Af fakta kan jeg fortælle at Mt. Tongariro var i udbrud var i efteråret 2012, så må sige de alligevel har sig en del voldsomme naturkræfter her i New Zealand.

På det meste af turen “fulgtes” man med de samme – det ene øjeblik overhalede man dem det næste blev man selv overhalet. Det var nu meget hyggeligt, og ved hver udkigssted kunne man så bruge hinanden til at få taget billeder, så det ikke kun blev selfies man kom hjem med 😉

Frokost tid, og hvem vil ikke gerne sidde her og spise sin frokost – så bliver udsigten vist ikke meget bedre!

Jeg lider som sådan ikke af højdeskræk – jeg er ligesom sprunget ud af et fly – men for mig er der flere elementer i det at være højdeskræk, eller blive utryg der hvor man går. Som på en af skråningerne her på turen, hvor det gik meget stejlt op, hvilket ikke gør mig noget. Det der dog var en anelse angstprovokerende var, at stien var ekstrem smal og ikke rigtig noget at kunne gribe fat i og det gik brat ned lige ved siden af. Samtidig med, at det ikke kun var folk der gik op, nej der var også folk på vej den anden vej – så en anelse ubehageligt, heldigvis kun en meget lille del af opstigningen. 

Når man nåede op på en top var det vanvittigt at kigge ned på der, hvor man næsten lige havde gået. Hvor man kunne spotte det der ligende myrer, gå rundt dernede. Samtidig med at kigge over på en bjergtop og se – okay der skal jeg så også op! Og sådan var det hele tiden når man kom op på en top og troede nu gik det nok kun nedad – nej…ned og så op igen og igen og igen. 

5EA4906B-48B4-434B-B756-7CD64F4D4C43

 

Jeg syntes selv det var en fysisk krævende tur, men ingen tvivl om, at der må være nogen der fandt den yderst let. For pludselig efter nogle timer begynder der at komme folk løbende, som i; nu skal jeg lige ud at løbe en tur! Og for det ikke skal være løgn hørte jeg en sige nogle af dem løb frem og tilbage. Det kan godt være en halv eller hel Marathon, som det vil svar til, ikke er ekstremt. MEN i det her terræn; de må jo være sindsyge! 😂

Det var den fedeste tur! Som jeg ikke er i tvivl om jeg ville gøre igen, hvis jeg får muligheden og dermed kun varmt kan anbefale andre der skulle komme hertil. Jeg blev slet ikke træt “af det hele”, som jeg på et tidspunkt gjorde, da jeg besteg Mt. Fuji. Men det var også noget helt andet, og midt om natten og sindsygt koldt på toppe, hvor man sad og klappede tænder mens man ventede på solen skulle stå op. 

Her var der kæmpe smil på læben, hver gang jeg nåede op til en top, og så hvad der var på den anden side. Som sagt det er en tur jeg helt klart vil anbefale og endnu mere “sjovt”, hvis man er bare lidt LOTR-fan…følte næsten det var som at gå i Frodo og Sam’s fodspor på vej op til gaten ved Mt. Doom – så ja det var hårdt! MEN det hele værd! 

Nedstigning til p-pladsen, hvor man ville blive samlet op af bussen, var på 6,4km og en helt anden natur end de foregående kilometer – knap så interessant, hvis I spørger mig. Men må også indrømme jeg var ved at være træt og bare ville ned. De 2 timer, som vi var blevet “advaret” om det oftest tager at gå ned, klarede jeg på halvanden time. Nu ville jeg bare ned!! Så tempoet blev sat op, også selv om det var rimelig hårdt for knæ og hofter at gå ned – ja valgte endda at løbe på trapperne, som der faktisk var en hel del af, men det var egentlig nemmere. Finder det ofte hårdere at gå ned end op, og selv om det kan lyde mærkeligt, med ben der begyndte at føles som gele, var det faktisk nemmere at små løbe på vej ned. 

Da jeg endelig nåede p-pladsen kunne jeg konstatere, at det var 6 timer 47 minutter og 11 sekunder siden jeg havde begivet mig afsted – så gjorde det på over en time mindre tid end jeg havde forventet 💪🏻 Min health-app sagde dog ca. 25km…hmm, hvem der havde ret ved jeg ikke, men kunne vist rolig sige det var ok motion for den dag 😉 Som virkelig ellers er ved at være en mangel 🙈

Jeg var HELT færdig resten af dagen. Eneste jeg gjorde var at pakke bilen, da jeg ikke kunne få en ekstra overnatning på samme campingplads, og køre få kilometer over til en anden campingplads – hvor jeg gik helt kold! 

Fik dog lige talt med et par veninder der hjemme – og så må jeg indrømme jeg alligevel glæder mig til at komme hjem ❤️

Årets sidste dag – det er lidt underligt! 

Stadig mærket af gårdagens strabadser kørte jeg ud til endnu en lokation fra LOTR. Det lå ikke langt herfra, skulle bare igennem Iwikau Village, og op til skilift området. Her var det, til mit held, kun en meget lille gåtur op på en bjergskråning til det sted, hvor Isildur hugger armen af Sauron og samme sted, hvor Frodo og Sam fanger Gollum, blev filmet. Jeg havde ikke haft planer om så meget andet heroppe, men da jeg først var der blev jeg helt grebet af naturen igen. Tidsmæssigt havde jeg ikke en masse tid at gøre godt med, da jeg på forhånd havde booket en tur i Waitomo for at komme ind og se Glowworm Caves. Hvilket David og Emily havde været nogle dage forinden og som Emily skrev og anbefalede. 

Men nu var det jo skiområde og derfor også skilifte, så en hurtig tur op til den cafe der ligger et godt stykke oppe af Mt. Ruapehu kunne jeg vist godt lige nå. Det gav den helt spektakulære udsigt ud over området, lidt goldt pga. det er en vulkan, og der jo af gode grunde ikke dækket med sne her om sommeren, så meget gråt i gråt. Men super flot udsigt alligevel!

B1CFE108-48C3-4950-AB6D-4F2F8FF0F1EE

Jeg nåede det lige – ankom 20 minutter før Glowworm turen startede. Var kørt lige i sidste øjeblik Mt. Ruapehu, men det lykkedes også ved at overholde fartgrænserne 😉

Det var imponerende at se – det er som en hel stjernehimmel, at se de her Glowworm lyse grotterne op. Vi fik “strænge” ordre på, at vi ikke måtte tage billeder og man måtte slet ikke medbringe kamera, så hvis I vil se, hvordan Glowworm ser ud må I gå ind på linket nedenfor. 

Vi blev også bedt om at være helt stille, da vi blev guidet rundt ned i grotten og det gav en helt fantastisk dimension til oplevelsen. MEN, hvorfor er der altid folk ikke kan være stille når de får besked på det!?! Det står til og med i programmet og på deres hjemmeside, at man skal være stille nede i grotten samt på sejlturen! Men folk hviskede, og børn har selvfølgelig svære ved at forstå de skal være stille, men hvis de ikke kan finde ud af det så er de altså for små!! Sorry jeg er lidt firkantet på det område, indrømmet! Og nej, jeg har heller ikke børn, men det er jo noget de skal lære. Hvorfor er det så svært at følge en anvisning eller regel (siger hende der forleden fik en farbøde 🙊🙈😂). 

http://www.waitomo.com/Waitomo-Glowworm-Caves/Pages/default.aspx

Min nytårsaften blev “fejret” her ude i Waitomo, hvor der er forholdsvis øde. 

Robbie havde godt nok haft inviteret mig til at komme og fejre nytår hos ham, sammen med nogle flere. Men havde pænt takket nej, nu var det tid til jeg begav mig videre ellers ville jeg ikke nå at opleve de andre ting jeg havde planer om. 

Dagen havde været præget en del af hovedpine, så lyst til det vilde i aften var ikke rigtig til stede. Det var nu heller ikke planen i forvejen, men alligevel en smule ærgerligt, da jeg fandt ud af der var nogle restauranter, i denne lille by man kunnen tage på eller en bar. Samt en lille gåtur et stykke udenfor byen, ville man kunne se Glowworm om aftenen ved nogle grotter der var tilgængelig uden betaling. Men jeg var simpelthen kørt helt over! Så resten af eftermiddagen og starten af aftenen foregik jpå langs. “Vågnede” op ved 20.30 tiden og fik anrettet min nytårmenu – ikke nogen gourmet, men en simpel gang tapas var fint for mig. 

Fik snakket med lidt flere af jer der hjemme, som jo nærmest lige var vågnet op til årets sidste dag. 

Hoppede, traditionen tro, ind i det nye år og åbnede min lille flaske bobler. Var nu lidt underligt – ikke at jeg normalt er til det vilde tapanak nytårs aften. For mig er det primært bare en aften som alle andre, men der var ikke engang fyrværkeri herude…🤥

2018…Vågnede op til en grå og regnfuld første dag i det nye år…hmm…lidt deprimerende. Lidt bitter sweet stemning. Ikke just sol og sommer. 

Men efter jeg ankom til endnu en ny campingplads, og I der hjemme nærmede jer nytår, var mit humør atter i top. Mega panik, da min mobil 1 minut i midnat røg ned bag bagsædet, og jeg i et splitsekund tænkte at hele bilerne skulle skilles ad for at få den ud 😱☠️🤯 Men jeg var alligevel lynhurtig, i min panik, til at finde ud af bagsædet kunne tippes helt frem og der gudskelov var hul ned til der, hvor den var røget ned 🙏🏻🙏🏻🙏🏻🙏🏻 Jaaaaamen, sådan et hurtigt panik anfald det kan give 😂

Så nåede at få skålet godt nytår med flere af jer der hjemme – vildt hyggeligt og sjovt nærmest at fejre nytår to gange på en dag. 

Jeg var heldig, at have rimelig god wifi her så der blev tid til at poste indlæg på bloggen og ellers bare skrive lidt dagbogs noter samt dase. 

Der var ikke mange på campingpladsen, men nogle af dem der var viste sig at være en dansk familie. Lille verden. Så vi faldt i snak og der blev udvekslet erfaringer. 

P.S.; Kan berette at nu over 6 måneder efter jeg er kommet hjem, har jeg endnu ikke modtaget min fartbøde…nok for omkostelig at sende en 80NZ$ bøde til Danmark 😉