Dykning Rangiroa 🐠🐬🐚🐙🦈

Dykning Rangiroa 🐠🐬🐚🐙🦈

15. til 18. januar 2018

Min afsked med Huahine blev en smule forsinket pga. flyet, men det var ikke det værste sted at “strande”, og tiden blev udnyttet til at skrive lidt til min blog. Mit farvel til Fare Maeva Pension bød også på en krans af bittesmå strandskaller, og som jeg endte med at have et hav med hjem af i bagagen, da det er tradition at give gæsterne sådan dette ved afgang. I lufthavnen mødte jeg Hans og Antoinette, hvis forsinkelse dog fik indflydelse på deres videre rejse. 

Rangiroa.
Rangiroa.

Igen en meget lille lufthavn! Mindre end Huahine, tro det eller ej!

A8851CE2-0D61-4595-BA80-90DD8EEDF0F0

De næste dag kom til at byde på helt igennem storslået og formidable dyk, hvor jeg var blæst helt bagover og høj over at opleve Stillehavets forunderlige verden. 

Rangiroa er en atol som hører under Tuamotuøerne, så det var en helt anden oplevelse at komme herud. Hvor jeg tidligere havde oplevet vulkaner, bjerge og frodigheden her i Polynesien, oplevede jeg nu en helt flad ø, med enkelte palmetræer og lange hvide strande. Men ikke desto mindre var dette også en helt exceptionel oplevelse. Rangiroa er desuden den største atol af Tuamotuøerne og er blandt en af de største i verdenen. Den måler 80km i længden og er på sit smalleste sted 5km bred og på det bredeste 32km bred. 

Det jeg i mellemtid var kommet hertil for var, som stort set alle andre også gør, nemlig scuba diving. Rangiroa, samt Fakarava betragtes, ikke kun som de beste steder at dykke i Fransk Polynesien, men også som nogle af de beste steder i verdenen. Nok havde jeg ikke alverden at holde det op imod, men det betød bestemt ikke, at mine forventinger var mindre. 

Som beskrevet før, var det uden for højsæson, hvilket også betød, at der kun var fem par inkvarteret ud over mig – I LOVE! Det var også en helt anden form for indkvartering jeg nu var kommet til, for mig var det det mega luksus…og havde ingen indvendinger, da manageren opgraderede mig til en bungalow tættere ved vandet. Morgenmadsbuffeten var heller ikke at kimse af, der var næsten alt, hvad hjertet…eller maven…kunne begære. 

Ingen velkomst uden en blomsterkrans 🌸

F403A601-F57D-4274-8DD7-0F37AFF62BBF

NU var det i bikinien og ud i poolen…eller skulle jeg hoppe i havet? Det var virkelig store dilemmaer jeg nu stod overfor 😂 En poole helt for mig selv og hvilken udsigt! 

Mens cocktailen og solnedgangen over South Pacific blev nydt, måtte jeg tilstå, at min begejstring for Fransk Polynesien ingen ende ville tage, jeg havde og har aldrig oplevet et ligende sted her på jord. 

Så selv om her er dyrt, med dyrt på, især på de små øer, og selv om jeg kommer hjem flat broke, er det det hele værd og mere til! 

Der var blevet set en del solnedgange, men endnu ikke været tidlig nok oppe til en solopgang, men nu skulle det være…det var ikke verden smukkeste. Der var en del skyer, men dejlig stille at stå ude på badebroen og kun høre bølgernes brusen. Det var også ren mekka, hvad strandskaller angik, så der bliver flittigt samlet til søster og jeg selv. 

Men nu til det jeg var der for, nemlig at dykke. Dagen stod på ialt tre dyk hos “6 Passenger” som er et af de seks små dykkecentre der er her på Rangiroa. Overordnet er det noget kun dyrere, omkring 30-40%, at dykke her i Fransk Polynesien end de andre steder jeg har prøvet at dykke. Men ikke desto mindre havde jeg booket tre dyk den første dag.

Det var franske dykker instruktører, som var bedre til engelsk end de selv troede, så jeg havde bestemt ingen problemer med at forstå deres engelsk. 

73D7EE3A-C175-4686-A260-25E321A0DEC8

Elsker det her, hvor vi bare er en lille gruppe; to japanere, en franskmand og jeg – og så hele to instruktører. Vi sejlede ud i den lille gummibåd, og da vi kom ned under vandet var jeg total blæst væk over det store dybblå hav der var på vores højre side, mens koralvæggen var til venstre – det er som at kigge ud i uendeligheden, SÅ fascinerende! Her var masser af tropiske fisk, barracudas, enkelte delfiner samt en sød “lille” havskildpadder som vi kom helt tæt på. Den ene japanske pige havde et sindsygt lille ilt forbrug når vi dykkede – vil gætte på en respirations frekvens på omkring 4, hvilket jo betød hun havde sindsygt meget ilt tilbage på tanken, i forhold til os andre, når vi kom op. Man skulle nærmest tro hun var en fisk 😂

DCIM100GOPROGOPR1071.JPG

7A9681E1-1015-43F0-8E1E-3801E9E751A0

Andet dyk, var egentlig samme sted, men meget anderledes, da vi her startede på det dybe. Der var også en del mere strøm som jeg kæmpede lidt med, men igen var jeg helt og aldeles fascineret over, hvor smuk her var. Og til trods for “kampen” med strømmen får jeg bare en helt ubeskrivelig følelse når jeg befinder mig under havets overflade…det er en følelse af indre ro, der fører mig ind i en helt anden verden, hvor alt andet er ligegyldigt. Nogen vil måske ligefrem sige, at det kan betragtes som en slags meditation. Om ikke andet gør det i hvertfald noget helt fantastisk for mig. 

Der var tid til frokost inden tredje og sidste dyk. Igen startede vi på det dybe og denne gang gik vi dybt – ned til 29 meter, som for mig var første gang, da jeg kun har et OWD. Men Louri (dykkeinstruktøren) havde forsikret mig om, at det gjorde man her i Fransk Polynesien. Og da hun virkede yderst pålidelig var der ingen grund til ikke at være tryg og bare stolede på hende.

Det var SÅ CRAZY fantastisk – vitterlig; Deep Blue Sea! Efter kort tid kunne vi dybt under os se masser af Silvertip sharks samt enkelte over os. Vi så et par eaglerays, men det som vi alle spejde efter var hammerhajer. Pludselig ringede Louri med hendes lille klokke og der dybt nede under os var der 3 hammer hajer – DET VAR SÅ FEDT!!!!! Her i januar skulle det være muligt at se hammer hajer i Tipatu Pass, da de bl.a. spiser stingrays, og dem er der netop mange af i passet her i januar, men som sagt så vi kun 3 styk. Desuden skulle tigerhajen også være at spotte på denne årstid, men den vil jeg nu alligevel sige jeg var glad for vi ikke så – den er trods alt blandt de størst og farligste hajer der findes, og i størrelsesordenen 3-7 meter lang. 

Jeg har dog stadig en stor drøm om at komme til at dykke sammen med stimer af dem, da jeg syntes de er vældig fascinerende. Igen var der masser af barracudas og alle de skønne tropiske fisk. 

Da jeg som sagt aldrig før har dykket så dybt betød det også, at jeg meget hurtigere brugte min ilt. Så da vi begav os ind på det lavere pas gennem Tipatu Pass, mod det de kaldte “aquarium”, dele jeg ilt med Louri, indtil vi gik op, så vi kunne gennemføre hele dykket. Det var vildt “imponerende” som man bare flød med strømmen ind gennem passet – og denne gang glad for det var “medvind”, da det uden tvivl ville have været en voldsom kamp at svømme mod strømmen.

Måske ikke verdens bedste billede, men syntes alligevel det giver en god fornemmelse af uendeligheden ud i det store ocean…og hvor en haj pludselig dukker op.

Det havde været en helt igennem forrygende dag, hvor adrenalinen havde været på sit højeste i forhold til fascination. Jeg kan utvivlsomt kun anbefale andre at komme til denne perle af et sted, hvis man har en passion for scuba diving. Dagens, nærmest ubeskrivelig, oplevelse blev fordøjet i baren tilbage på resortet. Håbet og drømmen om, at jeg en dag vil få mulighed for at vende tilbage hertil, for at opleve det som jeg helt utvivlsomt syntes er en forunderlig verden, lever fortsat videre.

8F378BBC-D910-4881-A64B-7618AB2B06D4

 

Der kan også opleves andet her på Rangiroa end det man oplever når man opholde sig under havets overflade. Men da det ligesom var det jeg havde dedikeret min tid til her, blev der ikke tid til så meget andet. Selv om jeg også virkelig gerne ville have set den lyserøde strand der ligger i modsatte ende af atollen end hvor jeg var. For nu har jeg set virkelig hvid strand og sort strand, men mangler at opleve en lyserød strand. Men det var en tur med båd tværs over lagunen, som desværre varede hele dagen så kunne ikke presse det ind på min sidste dag, da jeg så ikke ville kunne nå mit sidste dyk; solnedgangs dyk.

Igen var jeg tidlig oppe for at ville se solopgangen, men i dag var der voldsom regn, og da det et kvarter senere stoppede var solen stået op.  

Havde ingen planer første på dagen – så havde overvejet at låne en cykel ind til “byen”, men det blev kun til at hygge med at skrive med jer der hjemme i Danmark, og nu, efter længe udskydelse, fik jeg min retur billet på plads – så nu hedder det Danmark 28/1 😬🙈

DET krævede helt klart en dukkert i havet OG poolen – ja, må igen påpege, hvor hårdt jeg har det 😉

Tidsfordriv med at finde sig selv på google Map 😂

 

Virkelig ude i midten af det kæmpe hav.

Jeg havde skyhøje forventinger til mit sidste dyk her på Rangiroa, og det skal man selvfølgelig altid passe på med. Der var pæn bølgegang, både på turen ud og turen hjem, så det var lidt som at være på en rutchebane. Selve dykket var nu roligt nok, men vi så desværre ikke det store til rovfiskenes og hajernes jagt, som man kunne have forventet. Delfinerne lod også vente på sig indtil vi sejle tilbage i land igen. Men når det er sagt, var det bestemt et godt dyk – ikke så godt som dem i går, men jeg nød at komme ned i dybet igen. 

 

 

 

898726ED-8CA8-4C39-AB5B-38FEC79C1066

Vi var “alene hjemme” på resortet den sidste morgen, hvor jeg skulle forlade Rangiroa, grundet personalet havde personale fest. Indtil min bil kom og hentede mig, for at køre mig i lufthaven, gik formiddagen med at pakke og nyde de sidste timer her inde jeg skulle flyve tilbage til Papeete. Det havde været nogle helt forrygende dage samt oplevelser jeg havde fået med mig her fra Rangiroa. Havde egentlig slet ikke lyst til at skulle væk derfra, da jeg på ingen måder var færdig med at dykke i det der for mig, indtil nu, havde været det mest spektakulære. Ingen tvivl om, at det havde efterladt noget helt specielt, både på nethinden og i hjertet…og ja, lidt af det var også blevet dokumenteret på kamera, men de lever som sædvanlig langt fra op til virkeligheden. 

Endnu en krans med strandskaller til samlingen…

Tiputa Pass, hvor jeg dykkede.

Der gik ikke noget fly direkte til Bora Bora fra Rangiroa, hvilket betød jeg skulle omkring Tahiti og have en overnatningen, inden det var videre til allersidste destination og prikken over i’et i mit rejseeventyr. 

Igen skulle jeg ikke forhold mig til en masse praktisk. Blev samlet op i Papeete lufthavn og kørt de ca. 500meter hen til det hotel jeg skulle overnatte på. Hvor jeg selvfølgelig næsten morgen også blev hentet og kørt tilbage til lufthaven ☺️ Som jeg vist skrev i det første af mine indlæg her fra Fransk Polynesien; jeg skulle bare læne mig tilbage og nyde at alt på forhånd var sørget for. 

Rygsækken er ikke blevet mindre 🙈

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *