San Francisco here we come! Og teksten fra Scott McKenzie legendariske sang “If you’re going to San Francisco…” popper op som det mest naturlige i mit hoved 😂

Det var virkelig en by jeg så frem til at opleve, og havde dermed også store forventninger dertil.
Vejret her var, som forventet, noget andet end det jeg kom fra. Det minder egentlig meget om det danske vejr – og dermed rimelig køligt 😉 Men kan regne ud San Francisco har haft en noget mere acceptabel sommer end der har været hjemme i Danmark ☔️

Til min store overraskelse vågnede jeg op (tirsdag d. 25. Juli) til pænt solskinsvejr, og da jeg havde planlagt jeg ville tage løbeskoene på, var helt perfekt. Det er ikke blevet til megen løb på min rejse, faktisk har jeg ikke løbet siden New York…men der er blevet gået ufarlig meget!
Nå, men benene nød at komme ud på løbetur, også selv om det var op af bakke, som opvarming, da jeg valgte at løbe op til Twin Peaks. Det ligger ikke synderlig langt fra hvor jeg boede. Man altså ikke andet end smile når man løber der i solen og kan se ud over San Francisco…jeg kunne i hvertfald ikke, og jeg blev helt høj af udsigten, da jeg nåede toppen. Der var ikke ret mange andre der oppe, men der sad en og mediterede på en af toppene…og det er lige sådan jeg forestillede mig San Francisco.

Jeg boede virkelig godt, Matt og Jeff havde fyldt køleskabet med drikkevarer og diverse morgenmads produkter – der manglede virkelig ikke noget, og kan kun anbefale andre, at booke ved dem gennem Airbnb, hvis man skulle komme til San Francisco. Men efter morgenmaden var indtaget, og et tiltrængt bad efter løbeturen, var det nu tid til at se nærmere på byen.

Da jeg havde hele fem overnatninger her, var der tid til at tage det i et behageligt tempo. Min første hele dag her skulle bruges på at se og gå over Golden Gate Bridge.
Startede med at tage Muni ned til Fisherman Warf. Muni er både nye og gamle sporvogne, der kører rundt i San Francisco, men jeg benyttede mig primært af de gamle, da det passede perfekt fra, hvor jeg boede, også selv om det tog lidt længere tid.
Det var hyggeligt, at komme ind i de her, retro-sporvogne, hvor man får den der San Francisco vibe. Allerede her viste den mangfoldighed som byen er kendt for – det var nærmest en hel attraktion i sig selv at opleve/studere menneskerne der stod af og på undervejs.

Har været så heldig, at få gode råd og fif af Louise (en af mine ældste veninders søster), som har haft en veninde der har boet her, men som også selv besøgt byen. Var derfor blevet anbefalet at gå langs vandet ud til Golden Gate Bridge. Det var en rigtig fin gåtur, lang, men man får et godt view af broen.

Da jeg endelig nåede ud til broen var det nu tid til at gå over den. Jeg havde forstået det sådan, at man enten kunne tage en taxa eller bus retur, men det blev jeg klogere på, da jeg stod på den anden side. Her var der ingen taxa’er og busser var heller ikke lige det jeg kunne spotte, fraset de turistbusser der er til sightseeing. Her var gode råd virkelig dyre…jeg var træt, og nu var det faktisk begyndt at blive koldt – rigtig dårlig combi!
Da jeg spurgte en af buschaufførerne til råds om der ikke var offentlige busser her spurgte han, hvordan jeg var kommet herover – hvortil jeg selvfølgelig svarede “gået”, hvilket i hans verden lød helt hen i vejret. Det forstod jeg så intet af, da jeg ligesom langt fra var den eneste der gik over broen, men tja jeg ved ikke, hvordan de kom retur…Men det lykkedes mig at købe en enkeltbillet retur på en af sightseeingbusserne, da jeg tror “Bob-Marly”, som chaufføren lignede, fik ondt af mig 😉

Det blev ikke til så meget mere sightseeing den dag, men det havde også taget det meste af dagen. Og til trods for det blæste en del…igen det minder om Danmark, og temperaturen ikke var i den høje ende, men acceptabel, lykkedes det mig af alle steder at blive solskoldet.

Dog lige en tur på Union Square:

Næste morgen var morgenvejret helt modsat af gårdagens. Det var total tåget, og umuligt at se særlig lang ud over tagene fra “min lejlighed”.

Inden jeg var rejst fra danmark havde jeg booket billet til Alcatraz, som var endnu en af de ting jeg rigtig gerne ville opleve her i San Francisco. Hvis man vil ud på denne fængsels ø og opleve, hvordan det fungerede som fængsle for over 40 år siden, så er det en nødvendighed at booke billet i god tid i højsæsonen, for at være sikker på at få denne oplevelse med sig. Og det er kun noget jeg varmt kan anbefale!

Færgen jeg skulle med, fra Pier 33, var først omkring middagstid, så der var tid til at se lidt af byen inden. Solen var så småt ved at bryde igennem disen, så valgte at gå igennem det legendariske China Town, som er den ældste af slagsen i Nordamerika, samt den største udenfor Asien.
Det var meget underholdende at gå og se på alle de finurlige ting man kan købe, både af små suviniers, men også af store glasskulpturer osv., som var i diverse forretninger. Ingen tvivl om Kineserne elsker bling bling! 😂

Men pludselig fra at befinde mig mellem rislamper, drager og alverdens kinesiske souvenirs stod jeg pludselig i Little Italy – her blev der købt frokost to go, og så var det ellers ned mod færgen til Alcatraz.

Alcatraz er nok det der var den fedeste oplevelse for mig i San Francisco – jeg var helt opslugt og brugte mellem 3-4 timer på øen.
Kan ikke forklare hvorfor, men det var virkelig fascinerende at gå rundt at se. En kæmpe oplevelse, som også gav gåsehud indimellem, når man tænkte på, netop hvilket sted det har været. Ja, og så kan jeg jo ikke lade være med at tænke i film, som bl.a. “The Rock” med Sean Connery og Nicolas Cage.

Når man ankommer til øen stiger man i land på sydøst siden, Alcatraz Wharf, ved bygning 64, som var den første bygning der blev bygget på øen tilbage i 1905.
En boligblok der fungerede som militær kaserne til officererne og deres familier, da det fungerede som en militær base. I 1934, efter det var blevet ændre til federal fængsel gik bygning i forfald. I dag, hvor Alcatraz hører under National Park Services, er det blevet indrettet med biograf og shop. Jeg fik dog ikke rigtig set noget af denne bygning, som noget af det eneste.
Men her foran bygning 64, på Alcatraz Wharf, starter man med at få en kort beefing over, hvad der er at se og udforske. Samt information om, at nogle af områderne er lukket af for offentligheden – dels pga. renovering og dels fordi det var for farligt at gå på nogle af stierne, da de var i så dårlig stand.

Da hovedparten startede med at gå op til selve fængslet, valgte jeg at gå på opdagelse i nogle af de andre bygninger.
Det var virkelig specielt at gå rundt her – vagttårnet, som utrolig nok er det eneste der er af den slags på Alcatraz, var noget af det første jeg rigtig lagde mærke til. Kom til en total forfalden bygning, som viste sig at være den de kalder “Officers’ club”, det var stedet, hvor de ansatte og deres familier holdt diverse sociale arrangementer. Men mens jeg gik rundt der, og må indrømme jeg meget hurtigt var opslugt af stedet, var det ikke ikke svært at forestille sig, hvordan det havde set ud, da alt var i fuld vigør.

For ende af den sti, jeg havde bevæget mig op ad, kom jeg til det som hedder “new industries” som er en bygning der blev bygget tilbage i 1939, og havde funktion som klædefabrik, møbelværksted, penselfabrik samt et vaskeri på 2. etage (2. etage var dog ikke tilgængelig). Har læst at fangerne havde mulighed for at arbejde her for at tjene lidt penge, der så blev sat ind på en konto til når de blev løsladt.
I dag er der lavet en udstilling, i den ene halvdel af bygningen, af billeder fra fængslets sidste officielle fungerende dag, som fængsel tilbage i 1963. Der var også en oversigt over fangernes daglige rutiner i fængslet…og må sige der blev holdt styr på dem…men igen det var også nogle af USA mest kriminelle, der var blandt de logerende 😉

På vejen op til selve fængslet kommer man forbi flere mindre bygninger – herunder bygningen, hvor de ansatte og deres familier boede, og der var faktisk også et lighus, selv om der ikke blev henrettet fangere på Alcatraz. Dem der døde der begik enten selvmord, døde af naturlig årsag eller blev myldret af medfanger.

Var yderst spændt på at træde ind i selve fængslet. Her får man udleveret en audio guide kaldt “Doing time”, hvor tidligere fangere og fængselsbetjente fortæller om tiden på Alcatraz (den varer 45 minutter).

Det var en sindsyg oplevelse – på den gode måde – men her blev jeg virkelig lukket ind i en bobbel og ført tilbage til tiden, hvor dette sted havde sin “storhed”. Alt andet blev lukket ude, nu hørte man kun fortrinene fra fangevogterne, fængseldøre der blev åbent og lukket…og så stemmerne der begyndte at fortælle om livet og arbejdet på “The Rock”. Jeg kan på det kraftigste anbefales, at bruge tiden på at gå den guidede tur – flere gange stoppede jeg op og “pauserede” – for lige at få det hele med – igen, jeg var helt opslugt, og følte virkelig jeg blev taget tilbage til, da stedet var et af de mest frygtede fængsler.

I blok D, var den blok der husede cellerne til de værste fangere incl. “The Hole” som var isolation…var det lidt scary at stå inde i en af isolationscellerne!…og selv om det har været nogle frygtelige forbrydere der har været indespærret der gøs det gennem mig ved tanken om, hvor forfærdeligt det måtte have været at være indespærret her i total mørke.

Men ud over at huse de fire blokke med celler, var det også der visitationsrummet, bibliotek, barberen, spisesalen (Mess Hall) og inspektørens kontor lå.

Udfor inspektørens kontor kommer man igen udenfor, hvor man har udsigt til San Francisco. Inspektørens hus ligger lige til venstre for en når man træder ud af fængslesbygningen, men er i total forfald så ikke som sådan et sted man kan gå ind og se.

 

Jeg gik ned af stien på den modsatte side, hvor det er muligt at komme op i fængselsgården. Synet af den fik tanker tilbage på en helt anden film, som ikke har noget med Alcatraz at gøre, men den bedste måde at forklare synet på er, at den minder fuldstændig om fængselsgården fra “The Shawshank Redemption”.

Som “bonus” viste det sig, at en af de tidligere fangere var på øen. William G. Baker – eller bedere kendt på Alcatraz som “1259” – dømt for diverse svindel og overflyttet til Alcatraz pga. hans evne til at flygte.
Han var der i forbindelse med han havde skrevet en bog om hans tid på “The Rock”, så det var muligt at købe hans bog, samt få den signeret. Det skulle jeg selvfølgelig, og måtte da også spørge den tidligere fange, hvordan det var at være tilbage på dette frygtelige sted, som det måtte have været for ham. Til det svarede han “they payed my a lot of money…”. Håber på at få læst bogen en dag, som jeg har sendt hjem til Danmark, til den evige bogorm Lars, min svoger ☺️

Da jeg var tilbage på fastlandet igen, tog jeg Muni ned til Fisherman Wharf. Det er et værre turist kaos, men noget der skal opleves og skulle da lige søløverne, inden jeg selvfølgelig måtte se hvad “Bubba Gump” havde at byde på. Det var et meget finurligt sted, men egentlig meget sjovt – alt var dekoreret med ting fra filme (Forrest Gump), eller havde en eller anden sammenhæng dertil.

Jeg indtog en plads i baren, hvor jeg til aftensmaden kunne følge med i filmen. Det sjove ved at sidde i bare er, at man altid falder i snak med nogen – bartenderen er altid den første, men som regel også andre gæster, og i dag var ikke en undtagelse. Det er altid sjovt at høre om andres rejse og dele erfaringer, også selv om det er tre mænd fra Holland, hvor den ene tydeligvis var single 😂

Torsdag morgen viste vejret sig igen fra sin bedste side…Tror måske det er sådan en “hver anden dags” morgen-ting her i San Francisco 😉
Da jeg boede i bekvemmelig gåafstand ned til det berømte hippi kvarter – Haight-Ashbury – var det nu blevet tid til at udforske den del af byen. Nok grundet det noget tidlige på dagen, var der ikke meget gang i gaden, butikkerne var først så småt ved at åbne, men der var bestemt ingen tvivl om, at her var der kulør på drengen.
Ingen tvivl om, at det var en sjov del af byen at opleve, men for mig var det ikke et sted jeg blev betaget af, eller for den sagsskyld har lyst til at udforske yderligere, hvis jeg skulle vende tilbage. Men måske det var fordi det var så tidligt på dagen jeg var der jeg havde det sådan…
Men der var nogle ret fede sekundhand butikker, hvor hvis jeg ikke skulle rejse de næste mange måneder godt kunne have været gået amok i ☺️ Men i stedet fandt jeg en lille diner og fik lidt morgenmad.

Da vejret var godt valgte jeg at fortsætte til fods – på vejen blev det lige til et lille spontant pit-stop til en omgang manicure…ja man er vel endelig kommet til storbyen 😂
Og herfra var det videre til “The Painted Ladies”…igen et ikon som er blevet utrolig berømt, og vist i flere film.

Igen, takket være Louise tog jeg turen ned til Union St., som er en gade med masser af hyggelige forretninger. På vejen derned fandt jeg en lille fransk restaurant, hvor frokosten blev indtaget, elsker at finde de der små steder, hvor det er mere intimt og ikke proppet med turister, og det var der bestemt ikke her.

Skulle også opleve Lombard street – her er der masser af mennesker og trafik! Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men nok ikke, at det ville være sådan et tilløbsstykke – der var sort af mennesker, og de biler der kørte op til toppen fra nogle af de andre gader holdt helt stille…ja jeg formåede at gå hurtigere op end bilerne kunne, pga. kø. På toppen har man udsigt ned over den zig zaggede gade og biler, sporvogne og folk til fods skaber total kaos 😂
Selv om det var blevet til utrolig mange kilometer i benene den dag, var det en helt igennem den bedste måde at se San Francisco på – også selv om det går op op op, meget af tiden.

 

Grundet det megen gåen torsdag, var strategien, at fredag, som var min sidste hele reelle dag i San Francisco, skulle der slappes lidt mere af, hvad benene angik…meeeeeen i en storby, så gå man meget om man vil det eller ej.

Startede dagen med at gå ned at se nærmer på Castro, som jeg indtil nu kun havde set fra Muni-stoppestedet. Det er virkelig de homoseksuelle der har sat deres præg på den bydel, ingen tvivl om det – og man får virkelig en på opleveren.

Det var igen er dag meget diset og temperaturen var bestemt ikke noget at prale af!
Var taget Downtown eller nærmere omkring Union Square, og må altså tilstå, at det ikke er en del af San Francisco der tiltaler mig. Der er i min optik ikke særlig hyggeligt, og en ting der fylder rigtig meget dernede er de hjemløse.
Generelt var jeg overrasket over, at det er en by der vrimler med hjemløse, og nussede områder. Men igen det er en meget liberal by, og nok den mest liberale af dem alle på vestkysten…så måske derfor? Problemet er bare, at det ikke virker til det er en by der erkender, at den har et problem når det kommer til hjemløse, for det er ikke kun Downtown man ser dem i hobetal – det er næsten over hele byen. Det samme gør sig gældende i forhold til dens “renhed” – den eneste anden storby, jeg har været i der er lige så beskidt, og fyldt med affald overalt, er nok Rom. Det er endda lige før jeg vil sige Rom er renere, og det siger ikke så lidt.
Det er virkelig en skam, men en ting jeg hurtigt opdagede, efter jeg ankom til byen var, at der er virkelig langt mellem skraldespandene. Igen, det er heller ikke noget jeg ellers har set i andre storbyer. Spurgte Matt og Jeff efter, hvordan det kan være. Deres umiddelbare svar var, at man havde fjernet en masse af dem i frygt for bombetrusler – okay, det giver ingen mening for mig – en by som New York har skraldespande på ALLE gadehjørner. Men min opfattelse af San Francisco er, at det er en meget nusset og beskidt by…ja jeg må derfor erkende jeg ikke blev blæst over af den, som jeg ellers havde troet. Dog er det bestem ikke en by jeg vil afskrive for at komme tilbage til, da den også har sin charme.

Dagen blev ellers brugt på cafe, som faktisk var lidt svær at finde her ned ved Union Square, i hvertfald det som jeg opfatter som en hyggelig cafe 😉 Og da det var min sidste hele dag her, skulle Cable-Cars selvfølgelig også prøves af, men det er nok ikke noget jeg kan sige jeg syntes var noget særligt – faktisk lidt skuffende, men nu var det prøvet, og fandt det lidt som et must, nu man er i San Francisco.

Hver dag har menuen stået på fisk, og det er så fantastisk – elsker det! Så sidste dag her skulle ikke være nogen undtagelse. Jeg havde planer om, at forsøge mig med østers – det er efterhånden nogle år siden jeg sidst har fået det, og ikke noget jeg hungre efter. Men nu var modet der igen…men ved ikke om jeg skulle have valgt en anden restaurant nede ved vandet, for det var lidt betænkelig, da de serveres foran mig med en skål med det der lignede ketchup 😂 Det var det dog ikke, men det smagte derhen ad…hmm…og ikke helt overbevist med de østers…

San Francisco er også kendt for nogle af sine gode bagere – her havde jeg fundet Tartine Bakery, som skulle være i topklasse. Det må jeg sige den var, man står i kø ud på gaden og når man kommer ind er det virkelig et syn for øjet med brød og kager. Jeg nuppede en Devil’s Food Cake, som kort sagt er en chokoladekage, men så meget mere end bare en chokoladekage 😋 og da jeg så på menukortet af der var “Danish style ray”, skulle jeg først og fremmes høre og se om det virkelig nu også var rigtig dansk rugbrød…og mindsanten det var rugbrød som vi kender det, så det måtte jeg have med mig, da jeg virkelig er i underskud af ordenligt brød heri USA, og især noget der har en ordenlig fylde 😂 Selv om jeg ikke er den store brødspiser, så er rugbrødet nok det jeg savener mest, og bliver bare mere tydeligt når man rejser i et land, hvor det meste brød er lyst med lyst på 🙄

Det var også dagen, hvor det blev tid til et lille kaffe-visit hos Anja, Kasper og drengene (fra Danmark), på deres motel nær lufthavnen. Det var simpelthen så syret, og helt igennem fantastisk lige at køre ud for at sige “Hej” til dem, inden de rejste hjem næste morgen. De har kørt rundt på vestkysten de sidste to uger, hvor vi on and off har givet hinanden fif, da vi skulle nogle af de samme steder, men først nu krydsede veje. Men det var det “mest naturlige” lige at mødes, og dele oplevelser her på den anden side af Atlanten. Var helt høj bagefter 😁

Næste morgen var det tid til at tage afsked med San Francisco, og selvfølgelig mine utrolig søde værter Matt, Jeff og deres helt igennem skønne hund Jake.
Selv om det havde været en noget blandet oplevelse med San Francisco, havde jeg virkelig nydt at have så mange dage der, og kunne sagtens have brugt flere – men igen jeg har en svaghed for storbyer 😉
Men storbys ferie er også hårdt, så var virkelig træt med træt på, da jeg nu igen skulle indtage pladsen bag rettet, og bevæge mig sydover på vestkysten af Californien.

Om jeg nogensinde kommer tilbage til San Francisco må stå hen i det uvisse, men vil bestemt ikke afskrive det, selv om den ikke rigtig levede op til de forventinger jeg havde. Men jeg kan heller ikke blive taget med storm, hver gang sætter mine ben i en storby…eller…men som jeg sidder og skriver det her flere uger efter, med hjælp fra mine noter og billeder, er det primært det positive jeg husker. Kun ærgerlig over det er så beskidt en by, som jeg vitterlig syntes det er, og at der er hjemløse overalt, der gør nogle steder lidt skumle at gå.

Men for at slutte, hvor jeg startede; med Scott McKenzies sang, så mødte jeg helt klar nogle “gentle people” i San Francisco ☺️