De næste dage hed “Historic Route 66”, herunder bl.a Kingman, som er en klassisk Route 66 by og betragtes som knudepunkt mellem L.A., Las Vegas og Grand Canyon.
Selv om det primært er mellem Kingman og Seligman, at folk vælger at køre ad Route 66, da det er der, der er mest tilbage af den klassiske rute, valgte jeg allerede at dreje af ved Ludlow.
Lige da jeg kører af highway 40, og drejer ned af “Historic Route 66” kommer jeg allerede til den først markering på vejen. Ved ikke hvorfor, men det var altså lidt vildt, og måtte selvfølgelig ud af bilen og tage billeder. Har ofte undret mig over, hvordan det er lykkedes folk at tage billeder af af dem selv med markeringen midt på vejen…men det forstår jeg nu…der var ikke en bil i miles omkreds! 😂 Så god tid til at få taget billede…

Den første del af ruten var præget af gamle forladte dinere, tankstationer osv., det var virkelig en spøgelsesvej – med en enkelt undtagelse af en diner, der stadig så ud til at holde lidt liv i sig selv, samt et motel. Men der gik ikke længe før det hed øde med øde på!
Omkring Amboy stødte jeg dog på vejarbejde, så måtte tilbage på Highway 40 for en stund, inden jeg igen valgt at dreje fra på Route 66 på den anden side af Fenner. Hold nu op her blev det mere øde end det jeg havde oplevet tidligere på dagen – det kan godt være, at jeg i Navada kørte på den mest ensomme vej i USA, meeeeeen det vil jeg nu også påstå en del af Route 66 var 😂 Men syntes faktisk det var meget befriende at komme af highwayen, og bare køre herude i ingenting – det er en oplevelse i sig selv. Men valgte dog at vende tilbage til highway 40 ved Klienfelter og tage den resten af vejen til Kingman – da det ellers ville betyde 2 timers ekstra kørsel, hvis jeg fortsatte af den klassiske vej.

Mens man sidder der i sine egne tanker i bilen ser man pludselig skiltet “Welcome to Arizona” og “Colorado River” – må indrømme det var lidt vildt pludselig, at være nået så langt og krydse denne her kæmpe flod, som på så mange måder er indbegrebet af Arizona, i hvertfald for mig. Det var samtidig også min syvende stat jeg ramte på de her 4 uger (ottende på turen, når New York tælles med). Ved godt det knap er en femtedel af USA’s stater, men syntes nu alligevel det er meget godt gået. Men hvis jeg tæller alle de stater med jeg har været i, i USA så rammer jeg lige nøjagtig en femtedel (Florida og Colorado).

Fremme i Kingman, havde jeg nu to overnatninger at se frem til, og det glædede jeg mig virkelig til. Det med kun at have en overnatning af gangen er lidt opslidende i længde, men har vøret nødvendigt og en del af turen.
Kingman er lidt en sjov by, forstået på den måde, at den nærmest er delt i to – den gamle bydel og så den nye – to store kontraster. Hvor den gamle emmer af det som jeg som turist nok higer mest efter – de gamle klassiske varetage der er indbegrebet af Route 66, hvorimod den nye bydel er motellerne, industrien, Walmart osv. Men ingen tvivl om, at genetableringen af Route 66 har været med til at sætte gang i livet i Kingman igen. Men generelt er det ikke en særlig charmerende by, hvis I spørger mig, men den ligger meget belejligt i forhold til at tage den klassiske Route 66.

Og så er der altid nogle sjove skilte at more sig over…så elsker man virkelig sit arbejde 😂;

Nok er det bare en leje-bil jeg har, men jeg har altså svært ved at køre rundt i så beskidt en bil, som den efterhånden var blevet – især efter et lille regnvejr ude i ørkenen, hvorefter støvet klæbede sig til den hvide bil – ikke nogen god combi. Så kørte en tur i vaskehal og nøj, hvor blev den fin bagefter ☺️

Selv om Kingmann ikke just er den mest charmerende by, var jeg alligevel glad for at have to nætter der. Jeg kunne tage den efterfølgende dag med lidt mere ro, men der blev også tid til at opleve lidt i Kingman, så som Route 66 museum, som også inkluderede adgang til Mohaven museum samt Bonelli House. Mohaven og Bonelli House var dog ikke synderligt interessant, men her bliver man lige mindet om, at USA ikke er så gammelt et land, da Bonelli House betragtes som et gammelt historisk hus…og det er fra begyndelsen af 1900-tallet. Bevares det er, da også en del år, men når man kommer fra Europa…Danmark…så virker det ikke synderlig gammelt. Ham der viste rundt måtte da også tilstå, at det jo ikke var meget når man netop sammenlignede med Europa, men han tilføjede, at de her i USA også havde huse der var over 3000 år gamle…indianernes 😉

Der ligger en helt klassisk diner i den gamle bydel, som hedder Mr. D’z., hvor museumerne også er placeret, så der indtog jeg min frokost – en god klassisk amerikansk burger.
Resten af dagen kapitulerede jeg grundet en altoverskyggende hovedpine.

Næste morgen var det off to “Route 66”, mellem Kingman og Seligman. Det er ikke fordi det tager super lang tid at køre det stykke, men da jeg havde et døgn inden jeg skulle være i Grand Canyon var der tid til en overnatning på vejen.

Jeg har nu været i USA i 29 dage, og kan mærke jeg så småt er ved at være mættet af USA og Amerikanerne. Primært tror jeg det skyldes den megen kørsel, som til tider kan være dræbende. Amerikanerne er søde, venlige og meget åbne, hvilket egentlig kun er positivt, og som jeg nogle gange tænker vi Europæere kunne lære lidt ad – men ja de er meget anderledes en os Europæere. Det jeg nok har sværest ved, og det gælder selvfølgelig ikke dem alle, er at efter 30 sekunder udleverer de hele deres livshistorie. Ved ikke, hvor mange gange jeg ikke har stået i kø enten i Walmart eller et andet supermarked, hvor dem foran mig i køen fortæller hverdagsoplevelser, familieproblemer osv til kassedamen som de tydeligvis ikke kender. Men det er som om det er en del af deres kultur…men for en nordjyde som jeg, bliver det lige lovlig overfladisk, og måske det er derfor jeg til tider også syntes de fylder utrolig meget når man er rundt ved diverse turistattraktioner. Men som sagt, det er virkelig at generalisere, og jeg har også mødt de mest dejlige og søde amerikanere.

Men når man så får det sådan er det her bl.a. FaceTime, med jer der hjemme, er helt igennem fantastisk, og tak for hyggesnakken Mette ☺️

En af de ting man bl.a går op i, på sådan en road-trip, er benzinpriser, så da der var billig benzin i Kingman skulle det helt klart udnyttes. En sjov ting jeg har lagt mærke til på fx tankstationerne er, at de har en tendens til at kalde en “sweetheart”, “love” osv…igen det er så overfladisk…sorry 🙊🙈

Ved ikke helt hvorfor, men havde en forestilling om, at ruten her ville være mere ørken præget, men det var bestemt ikke tilfældet. Utrolig grønt og bjerge der lignede bunker af sten, og så til sidst selvfølgelig prærie så langt øjede rakte var det der mødte mig på vejen.
Men inden jeg nåede så langt var der selvfølgelig stop ved den legendariske Hackberry. Det er altså en sjov biks og helt klart et must når man er på de kanter. Der blev også sat et mærke i form af en 1-dollar seddel med en lille “hilsen”, som markering af, at jeg havde været der…sammen med de masser vis af andre 1-dollar sedler og andre mærkater som turister har dekoreret biksen med.

Men herfra må jeg sige det var begrænset, hvad der ellers var at se på ruten. Hvilket jeg for det første var vildt overrasket over, da det ligesom er det stykke der er mest “berømt”. For det andet betød det, at jeg faktisk fandt ruten lidt skuffende. Tror kun jeg havde et stop mere efter Hackberry, inden jeg kom til det motel jeg havde booket overnatning på. Som jeg lige var stige ud af bilen for at tage et par billeder, holdt en bil ind og en mand kom hen mod mig. Kunne se han ville spørge om noget, og min første tanke var; ja jeg ved lige så lidt som dig 😂 Men han var ude efter et interview omkring Route 66…så glad for jeg lige havde læst lidt herom. Som jeg forstod det var de ved at lave en tour-guide omkring, hvorfor turister kommer for at opleve Route 66 – midre detalje var, at de var fra noget der hed “Geek Nation Tours” 😂 Så ja, jeg er blevet filmet og interviewet til et nørde site – hvem skulle have troedet det 🙈😂 Spændende om de kunne bruge det…men fik deres visitkort, så kan altid holde øje med om jeg pludselig dukker op på deres hjemmeside.

Nu skrev jeg vist godt nok jeg ikke gjorde andre stop, men da jeg kom til Peach Spring, kørte jeg lidt rundt i “byen” for at se, hvad den havde at “byde” på. Den er en del af Hualapai reservatet, og så ud til at være beboet primært at indianere, men må sige det var en sørgelig indianer by. Det var slum med slum på, virkelig trist.

Fremme ved motellet blev jeg noget skuffet, for det først virkede receptionisten virkelig som om hun var træt af livet…eller måske bare hendes job, hvilket meget vel kan være, men det giver bare så dårligt et indtryk. For det andet var der ikke helt den wi-fi service som de reklamerede med. Og da der ingen netdækning var herude, blev det meget hurtigt op af bakke med at planlægge og booke overnatninger efter Grand Canyon. I Grand Canyon viste jeg ville være uden nogen form for netdækning, så derfor rimelig afhængig af det her! Så “smilende Susie” (receptionisten) måtte trækkes med jeg “hang ud” lige op af disken, sammen med en anden desperat indlogeret, i forsøg på at opfange et brugbart signal.

Generelt var det et lidt spøjst sted, der var dog masser af de klassiske gamle ting man forbinder med Route 66, men hvad skete der lige for de dinosaurer der også var her. Få hundred meter ned af vejen bag motellet ligger det der hedder Grand Canyon Caverns. Det er en grotte der egentlig ikke som sådan har noget med Grand Canyon at gøre, andet end den har forbindelse til Grand Canyons kløfte, og hvorfor der er sat dinosaurer op langs vejen var virkelig malplaceret.

Inden jeg tog på den guide tur ned i grotten, indtog jeg min frokost i den tilhørende diner ved Caverns. Igen var jeg virkelig kommet til en klassisk amerikansk diner.

Vi var kun tre der skulle på rundvisning, og helt utrolig var det sammen med to andre unge danskere. Kan ikke huske hvad vores guide hed, men han var lille og talte på den mest indøvede hurtige måde, til stor underholdning undervejs.
De to danskere havde booket overnatning nede i selve grotten, hvor man har mulighed for at leje et “værelse”. Der er også inden for næremere fremtid blive muligt at booke bord til spinning derned, da de er igang med at lave en lille restaurant dernede.

Selv rundvisningen var meget hyggelig. Det var bestemt noget andet end den grotte jeg havde været i, i Canada, denne her var større og helt tør. Den indehold bl.a. også et nød depot, men forsyningerne var helt tilbage fra 1962, dog skulle nogle af forsyningerne være blevet “opdateret” 😉
Da det er en tør grotte og der engang var en naturlig indgang hertil har man fundet mumificeret dyr hernede – bl.a en bobcat, som stadig er at se i grotten og et dovendyr, som dog kun er en kopi, da den rigtige er udstillet anden steds.
Guiden kunne fortælle, at dinosaurerne, som jeg virkelig fandt malplaceret, var noget den tidligere ejer havde “opført”, da man engang havde fundet nogle fossiler i området, og derfor havde den tidligere ejer fundet det sjovt at sætte disse kæmpe figurer op i området…men igen, virkelig malplaceret, da der ellers ikke var noget med dinosaurerne.

Aftenen blev brugt på at sidde udenfor mit motel værelse, med udsigt over prærien, solnedgangen i det fjerne, et glas vin i hånden og fundere over fremtiden. Fremtiden er egentlig lidt underlig at tænke på, da jeg befinder mig så godt med at rejse. Hvad skal fremtiden bringe? Her tænker jeg på erhvervs beskæftigelse, for det er jeg for så vidt ikke sikker på. Men der blev tid til at tænke små som store tanker…og godt der er over 6 måneder til jeg kommer hjem! 😉

En by jeg dog vil anbefale at bruge lidt tid i er Seligman. Her er fyldt med gamle Route 66 ikoniske ting. Det er også her man finder Snowcab og Barbershop, som brødrene Delgadillo ejede, og hvor den ene af dem, Angle, var stifteren af genetablieringen af Route 66 tilbage i 1987.
Det er en lille landsby, og ingen tivivl om den lider, det var tydeligt at se, da jeg tog en gåtur fra den ene ende til den anden. Her var mange sørgelige huse, dog ikke dem alle der var lige rodet. Men til trods for det vil jeg anbefale, at hvis man skal have en overnatning i det område, så vælg Seligman frem for Grand Canyon Caverns.

I Snowcab, som er en sjov lille biks, hvor man kan købe noget at spise var de ikke uden humor. Den unge servitricer tog virkelig fusen på mig, da jeg havde bestilt min milkshake. Først, ved at stå med et decideret strå (straw) som sugerør, og spørge hvilket jeg helst vil have, for derefter at tilbyde sennep og sprøjte det på mig…men nej selvfølgelig var det var ikke rigtig sennep, det var en sennepflaske med snore som sennep man i et splitsekund tror er rigtig sennep man får sprøjtet på sig 😂

Men nu var det blevet tid til at forlade Route 66 og køre mod de røde klipper.