6. til 10. August.

Efter at have forladt Seligman, kom jeg nu virkelig til prærien her i Arizona – man kunne næsten fornemme, hvordan indianerne havde reddet rundt i dette flotte landskab, som de engang var herrer over. Som skrevet tidligere havde jeg af en eller anden grund en forventning om, at det ville være mere ørken landskab, også når jeg kom til selve Grand Canyon, så det grønne landskab var en positiv overraskelse.

Jeg har efterhånden besøgt en del national parker, men dette var den første, hvor jeg skulle bo inde i selve parken. Kort efter jeg havde passeret skiltet med “Velkommen til Grand Canyon National Park” (som jeg af en eller anden grund glemte at fotografere…ja hvordan kunne jeg lade det ske! 😂), fik jeg øje på disse søde skabninger:

Nu hed det to overnatninger her i Grand Canyon ved South Rim. Lige da jeg ankom virkede del hele lidt uoverskueligt, men vil dog sige det er en meget nem park at finde rundt i og ikke mindst at komme rundt i. Dog først efter at havde fået lidt råd og vejledning hos turistinformationen. Der var dog ikke meget hjælp at hente hos den første jeg søgte vejledning ved, i deres Headquater, han virkede ikke til, at ane noget som helst om parken. Men det lykkedes at finde en der kunne give lidt kyndig vejledning.

Noget af det der er utrolig smart her i Grand Canyon National Park er aller deres shuttle busser. Var blevet gjort opmærksomme på dem af Anja og Kasper, og må sige det fungerer rigtig godt. Det skal dertil tilføjes, at der er steder, hvor man ikke kan komme til med egen bil, så shuttle busserne er en nødvendighed til nogle steder af parken.

Dagen skulle udnyttes, så efter lidt hjælp var jeg afsted med shuttle bussen op til Hermits Rest (her er det bl.a. kun muligt at komme op med shuttle bus i perioden 1. Marts til 30. November).
Inden jeg dog steg på bussen, måtte jeg dog lige tage det første blik ud over South Rim for at se om denne udsigt alle taler om også er så betagende…og det ord der nok dækker det bedst er; stort – bogstavelig talt.
Der var proppet med turister her ved Mather Point, som ligger lige bag Visitor Centret, så varede ikke længe før jeg hoppede på bussen.

Der er tre shuttle busser der kører rundt i Grand Canyon. Den blå, som er Village Loop, bringer en rundt i den centrale del af parken, samt ud til de to andre busser. Hvor der er en orange, som koncentrerer sig om den østlige del af South Rim mellem Yavapai Point og Yaki Point. Mens den røde dækker den vestlige del af South Rim og ender ved Hermits Rest.

Der er ni stop ialt på denne rute, men da solnedgangen var mit mål, og der var en tidsgrænse udover det i forhold til sidste bus tilbage til transfer centret, valgte jeg “kun” at gøre stop ved Hermits Rest, Pima Point og til sidst Mohaven point, hvor jeg overværede solnedgangen over Grand Canyon.
Selv om alt som sagt er stort, virker selve Colorado River meget lille, når man står her oppe på kanten af The Rim…men det viser også bare, hvor stort det egentlig er her!

Hermits Rest:

Pima Point:

Mohaven Point:

En ting jeg havde set frem til var morgenløbetur på The Rim. Intentionen om at komme tidlig nok op til at se solen stå op omkring 5.30 skete dog ikke, men der var fortsat meget solopgang tilbage at nyde, da jeg mellem 6 og 7 stod ude ved kanten af Grand Canyon. Jeg var også den eneste der var “aktiv nok” til at løbe…alle andre nøjes med at gå, og det var heller ikke for, at der var mange af dem – så havde meget af udsigten for mig selv.

Da jeg havde været tidlig oppe var det også begrænset, hvor befærdet min tur ud til Desert View var. På vejen (øst for South Rim, men hvor shuttle busserne ikke kører ud) gjorde jeg flere stop, for at betragte det utrolige syn det er at se ud over disse klipper. Det hele ligner hinanden, og det er ikke dårlig ment, men når man har set en rød klippe, så får man lidt fornemmelsen af man har set dem alle, da det er svært at skelne mellem. Men til trods for det, er det en vandvittig udsigt.
Det blev til stop ved Grandview Point, Morgan Point, Lipan Point og til sidst Desert View, hvor der er et udsigtstårn. Og som I kan se er det meget ens…men ufattelig nok får man alligevel taget sindsyg mange billeder 🙈

Grandview Point:

Morgan Point:

Lipan Point:

Desertview:

En mulighed der også er her i Grand Canyon et at gå på The South Rim Trail fra Visitor Centret til Village. Det er en tur på ca. 3,5km, og som er let tilgængelig. Det er dog også muligt at komme ned i bunden af Grand Canyon at gå, men læst hvor krævende det er, og at mange har overvurderet deres egne evner og må hentes op af redningsfolk…så det sprang jeg lige over at give mig i kast med 😉 Hold mig til at tage turen oppe på toppen, selv om det var noget af den samme tur jeg havde løbet i morges…nu var der bare kommet en del flere turister til 😉 Det meste at turen på The Rim Trail har ikke afskærmning så man kan komme helt ud på kanten, hvilket både er helt igennem fantastisk og til tider grænseoverskridende. Men mest af alt meget overraskende, da vi trods alt befinder og i United States of America!…

Min “endestation” blev Hopi House, hvor der blev shoppe lidt inden jeg tog shuttle bussen tilbage til min Lodge.
Jeg var ved at være rimelig træt efter en lang dag, men valgte at slutte den af meden GT i baren sammen med noget aftensmad.
Bartenderne kedede sig tydeligvis, da der ikke var mange kunder, men de var ganske underholdende, og inden jeg fik set mig om var aftenen gået, og det var blevet til lidt mere end en enkelt GT…

Hvilket resulterede i, at planerne næste morgen hurtigt blev lavet om. Men tja, havde jo også set de røde klipper jeg skulle se 😉
Det var tid til at forlade Grand Canyon, og det næste på min rejse jeg gerne ville opleve var Horseshoe Bend samt Upper Antelope Canyon, som ligger ved Page.

Køreturen til Page må jeg indrømme var lidt lang…nok af flere årsager 🙈

Men det holdt mig ikke fra at gøre stop ved Horseshoe Bend allerede om eftermiddagen, da jeg ankom. Virkelig en smuk udsigt ud over floden der snor sig rundt om klippen…nede i bunden kunne man se flere både sejle rundt.

 

Efter jeg havde checket-in, kørte jeg ud for at undersøge muligheden for at komme ud at se Upper Antelope Canyon. Det er noget der virkelig stod højt på listen, men til trods for det, ikke fået booket en tur på forhånd. Så det var med krydsede fingre jeg håbede på, at kunne kom på en guidet tur næste dag. Guidet tur er den eneste mulighed for at opleve de her utrolige smukke sandstensklipper. Men fandt ud af, at hvis man kommer klokken 8 om morgenen, vil det måske være muligt med en tur samme dag – så det var planen for den efterfølgende dag.

I mellemtiden valgte jeg at slappe af, indtil jeg igen kørte ud til Horseshoe Bend, denne gang for at se solnedgangen, som skulle være ufattelig smult pga. lyset. Det var også utrolig smuk, og kan godt forstå, at der var et par brudepar som fik taget deres bryllupsbilleder derude…dog noget af en støvet og knap så nem vej at gå ad i en stor hvid brudekjole, for ikke at tale om den hede der var derude, også selv om solen snart var ved at gå ned.

Nogle foretrækker at se solopgangen her frem for solnedgangen, da man så har solen i ryggen, men vil nu også sige, at solnedgangen er et smuk syn…selv om det gør det lidt mere udfordrende at tage billeder.

Onsdag morgen var jeg tidlig ude af fjerene, for jeg ville virkelig gerne på den tur ud til Upper Antelope Canyon. Det kan godt ske de havde sagt klokken 8, men frk. Dybdahl valgte, at være der halv otte, hvilket gav pote. Her er der også delte meninger om, hvornår det er bedst at opleve lystet ned gennem klipperne – de mest populærere turer er lige over middag,hvor solen står højest. Kan af gode grunde ikke fortælle, hvordan det ser ud, da jeg var på den første tur derud som afgår kl 9 om morgen. Men ved så meget, at det ser helt syret ud!
Man bliver fragtet derud i små lastbiler, hvor man sidder bagpå ladet som er overdækket, men det er det rene ørken man kører ude i, så sandet står om ørene på en. Så meget af vejen sidder man med lukkede øjne, og vil anbefale et tørklæde eller lignede til at dække ens luftveje til med…som sagt det er som en sandstorm at køre derud.
Men jeg så da lidt af turen, og ja må sige det gik lige tilbage til minderne om “Indiana Jones og det sidste korstog”, som rent faktisk er filmet herude. Manglede bare de kæmpe tanks og Indiana Jones komme ridende, så havde den været lige i skabet 😂

Man bevæger sig i grupper på ca. 12, og guiden er god til at vise de forskellige former klipperne danner, og hvordan man skal stå for at få det helt rigtige ud af det med lyset. Men skal hilse at sige, det er ikke det nemmeste sted at tage billeder, og slet ikke under tidspres, men fik taget nogle stykker der blev ganske gode – faktisk blev dem fra min iPhone oftest bedre end dem fra mit andet kamera…

Flere af formationerne i klipperne skulle forestille noget, så som et løve hoved, Elvis Prestly, Lincoln osv., men det var ikke alle det lykkedes at få taget billede af lige godt…

Min destination hedder Las Vegas på torsdag. Har hele tiden haft i tankerne, om jeg skulle ligge Bryce og Zion National Park ind i mine planer, men har også haft det sådan, at det kom an på tiden. Men da jeg kunne se jeg ville have et døgns tid at gøre godt med, inden Las Vegas var planen at tage en overnatning mellem de to parker. Så kunne jeg altid vurdere om der lille være overskud til dem begge.
Det er to mindre National Parker, som i princippet kan ses på en og samme dag, men igen det kræver man er meget tidlig oppe og bor lige op af den ene af dem – hvis I spørger mig, da det alligevel kræver lidt kørsel mellem de to.

Som skrevet i tidligere indlæg er jeg ved at være lidt mættet af USA – og det præger også min entusiasme i forhold til alt opleve. Så turen fra Page til Kanab (Kanab ligger lige op af grænsen til Arizona i staten Utah), hvor jeg havde booket overnatning, var pit-stoppene begrænset, og dem der var blev meget hurtigt overstået. Herunder bla. udsigten ud over Lake Powell. For første gang under min rejse ramte hjemveen mig også – i hele 30 sekunder – og så var den væk igen 🙈😉

Da jeg havde været tidlig oppe, og derfor ramt Kanab før muligt at checke-in på mit motel, valgte jeg alligevel at køre op til Bryce National Park. Kan kun sige; virkelig dum beslutning! når man er træt af at køre og bare trænger til at dase ved en pool…meeeeeen der var “kun” halvanden times kørsel hver vej…😴 På vejen så jeg dog en flok cowboys som drev kvæg – det så vildt ud, og kvægede var i færd med at krydse en flod. Men det gad jeg nu godt engang at være med til at prøve 😂

Red Canyon:

Tror aldrig jeg har brugt så lidt tid i en National Park før, men fik set det den er kendt for – de søjleformede klipper, som danner et amfiteater – og så var det ellers tilbage til Kanab, hvor poolen blev indtaget.

Det hang virkelig i en tynd tråd med at køre til Zion National Park, den næste morgen. Men fik hanket op i mig selv, da jeg viste jeg ville fortryde det på sigt, hvis jeg droppede det.
Det var noget helt andet at komme til Zion end Bryce – svært at sætte ord på hvorfor, men betagende omgivelser lige fra man kører ind i parken.

Jeg havde ingen intentioner om, at ville bruge hele dagen i parken, men bare nogle timer. Så havde forinden fundet et sted i parken, der kunne være perfekt at opleve.
Zion National Park er primært kun tilgængelig med shuttle busser fra Visitor Centret og ud til diverse view points og trail. Min plan var at tage bussen ud til det yderste punkt der hedder Temple of Sinawava, men skulle nok have lavet mit hjemmearbejde lidt bedre. Troede der ville være et kæmpe vandfald når jeg kom til “enden” af stien, men nej…det er her Virgin River kan indtages…forstået på den måde, at hvis man vil længere ind i kløften, i det der hedder Narrows, skal man bevæge sig ud i den lavvandet flod. Dette er der rigtig mange turister der gør, og efter mange overvejelser begav jeg mig også afsted.

Selv om jeg faktisk havde læst det ikke var helt ufarligt pga. der pludselig kan opstå flashfloods som er livsfarlige – så lidt hjemmearbejde havde jeg lavet. Men en vandrestav havde jeg ikke haft i tankerne, og det ville uden tvivl have været en fordel, da det stort set er en umulighed at se, hvad man træder på i vandet, og der er rimelig mange sten både store og små. Så efter jeg nåede et stykke ind i Narrows, og kunne se det bare fortsatte, og jeg ingen ide havde om, hvor vist der ville komme et vandfald eller ej valgte jeg at vende om. Havde set det jeg behøvede og var blevet afkølet lidt i floden, hvilket var tiltrængt.

Hvis jeg nogensinde kommer tilbage til vestkysten i USA, eller bare Utah, er Zion National Park helt klart en park jeg gerne vil opleve igen, og udforske mere af. Kan kun anbefale andre, der skal på roadtrip i USA, at inkludere Zion i deres planer.

Tilbage i bilen, hvor jeg kunne se temperaturen nu var oppe på 111 F ~ 44 grader, var det nu tid til at vende snuden mod Las Vegas.