Ankomst til Japan og bestigning af Mt.-Fuji 🇯🇵🏔

Ankomst til Japan og bestigning af Mt.-Fuji 🇯🇵🏔

18. til 21. August

Det havde været en lang flyvetur fra Los Angeles på omkring 12 timer, men tiden blev brugt med at se film…ja jeg fik slugt fem film for det ikke skal være løgn, og til og med “Fast and the furious”-filmene…den havde ikke engang jeg set komme 😂

Allerede her er det tydeligt, hvor struktureret Japanerne er 🔲🔲🔲

Jeg havde både hørt og læst en masse om, hvor effektivt det hele er her i Japan, samt hvor venlige befolkningen skulle være her – og jeg blev ikke skuffet!
Hold nu op et effektivt system de har sig – jeg ankom ca. klokken 13, og allerede 14.18 sad jeg i toget ind til Tokyo City. Havde i mellemtiden nået at få aktiveret mit JR-pass og lejet Wi-fi boks. Det er vildt smart, og kan virkelig kun anbefales, at man benytter sig af dette, hvis man skal rejse i Japan. Så har man hele tiden wi-fi på sig, hvilket i 2017 er en fordel. Så var virkelig imponeret over den effektivitet og ikke mindst hjælpsomhed jeg allerede mødte lige efter jeg var trådt ud af flyet. Noget andet der også “slog” mig, da jeg steg ud af flyet var den ekstrem høje luftfugtighed – det var lidt af en omvæltning efter at være kommet fra det tørre Californien.

Selv om alle skilte selvfølgelig er på Japansk, er de fleste, jeg indtil nu er stødt på, også på engelsk, hvilket virkelig er en KÆMPE hjælp. Især da jeg havde mit første møde med et japansk toilet i lufthavnen – det var en hel videnskab bare for at komme på toilettet – de er virkelige et land der elsker teknisk og alverdens gadgets 🙈😂

Men når det er sagt er det også et land med kontraster – taxien der mødte mig, da jeg trådte ud på gaderne i Tokyo var intet mindre end en gammel “Toyota Crown Super Delux” – som bragte ens tanker tilbage til 80’erne. Skal dog tilføjes, at de selvfølgelig var pudsede og poleret så ikke tegn på rust, nej Japanerne forstår at holde tingene i orden. Automatisk dør der åbner og indvendigt var nakkestøtter betrukket med hvide hæklede betræk…

Selv om mit første indtryk af Japan var super godt, og jeg generelt fandt det nemt at rejse rundt i landet, er deres subway og tog system virkelig ikke gennemskueligt. Der er ingen rød tråd, som i fx London, så det kan godt virke lidt overvældende. Men til trods for Japanernes manglende engelskundskaber er de der til at hjælpe en, så snart man ser bare det mindste forvirret eller “lost” ud. Og så er deres tog ALTID til tiden – kan kun sige; DSB “go home” – HER er tog tiden!

En nyttig viden er også, at man de fleste steder, især udenfor storbyerne, primært kun kan betale med kontanter. Så noget af det første jeg begav mig ud for at lede efter var en 7-eleven, da det som udlænding er et af de steder man kan benytte ATM der accepterer creditkort der ikke er udstedt i Japan. Jeg ved ikke om det fortsat er korrekt, men jeg havde ingen træng til at forsøge mig i andre automater, med risiko for at kortet enten blev spærret eller maskinerne i værste fald slugte mit kort.

Udsigten fra mit hotelværelse – Tokyo-Tower

Det blev ikke til så meget sightseeing i Tokyo, men viste jeg ville komme tilbage hertil inden jeg forlod Japan igen, så det gourde ikke så meget.
Var nærmest gået på hovedet i seng efter jeg ankom til hotellet, da jeg fortsat var på LA-time, hvilket betød at for mig var det midt om natten, mens det kun var eftermiddag her i Tokyo. Ja jeg var nu gået 16 timer frem i tiden – men det betød egentlig ikke jetlag, “bare” et døgn der “forsvandt”.
Men da jeg søndag skulle på min tur til Mt. Fuji blev der sparet lidt på energien, og istedet brugt tid på at købe forsyninger og grej til turen op af bjerget.

I min jagt på de få ting jeg manglede at anskaffe mig til bjerg turen var der rig mulighed for at opleve Downtown Tokyo’s hektiske liv. Det er et spøjst sted, her kan man virkelig blive underholdt med Japans forkærlighed for alverdens automater, spil osv., det er et helt cirkus at gå rundt imellem. Tror ikke der er det elektroniske apparat man ikke kan finde her i Tokyo, det er helt vanvittigt hvad der kan opdrives her. Og så kan det godt være vi i Danmark syntes at brugen af mobilen til tider har taget overhånd i forhold til ikke at interagere med andre mennesker, men her står unge som “gamle” helt begravet i deres mobil. Japanerne taler ikke meget med hinanden, de bruger tiden til at stå at spille spil i deres frokostpauser osv.

Ét eksempel på, hvordan Japanerne udstiller deres menuer i plastik.

 

Der er mange måder at få en “ansigtsløftning” på 🙈😬😂

Flere af de forretninger jeg kom ind i gik medarbejderne og sagde/råbte et eller andet hele tiden…af gode grunde kunne jeg ikke forstå hvad det var, men det var vildt sjovt at observere. Men det første ord har jeg dog lært, og det er “Hai” som betyder ja, og udtales fuldstændig som vores “Hej”, så det var ikke så svært at lære 😉

Søndag; Tid til at begive mig afsted på min tur til Mt. Fuji. I bussen møder jeg en fyr ved navn Sumit, som oprindeligt er fra Bangladesh, men boet i Japan de sidste 10 år. Så her får jeg lidt fif i forhold til at rejse rundt i Japan.

Det er ganske få gange om året man kan se Mt. Fuji fra Tokyo, da vulkanen ofte er dækket af skyer, hvilket også var tilfældet i dag. Men det er Japans højeste bjerg/vulkan (3776 meter) som stadig er aktiv, dog har den ikke været i udbrud siden 1707. Den er kommet på UNESCO’s liste over verdensarv, og er et kæmpe tilløbsstykke for Japanerne selv.
Omkring 12.30 ankom bussen til Station 5, som ligger i 2305 meters højde, det er her de fleste vælger at bestige bjerget fra, men enkelte tager også turen helt fra foden af bjerget.
Blev også “interviewet” af en Japansk dreng, eller det vil sige det var hans mor der stillede spørgsmålene, da han ikke selv kunne engelsk. Men det var til et projekt i hans skole, hvor han bl.a. spurgte om hvor man kom fra osv.. Som tak for min ulejlighed fik jeg nogle små fine figurer moren havde lavet i papir. Først forstod jeg ikke helt, hvad hun ville med dem eller om jeg skulle købe dem, men NEJ det var en gave til mig – og det er egentlig meget sigende for, hvordan Japanerne er.

Ready!

Det var komplet umuligt at se vulkanen herfra pga. tåge, og på vejen til Station 6, som tager omkring 30 minutter, var der ikke megen udsigt at nyde, igen grundet tågen.
Jeg var meget spændt på, hvor hårdt og ikke mindst koldt kontra varmt det ville være. En super god “investering” er en vandre stok, som de sælger i massevis i forretningerne ved Station 5. Man kan undervejs ved hver station få brændt stempler herpå, det droppede jeg dog lidt hen af vejen, da det ikke gav megen mening, idet jeg ikke ville gemme stokken – ikke så let at rejse rundt med 😉 Men rigtig mange benyttede sig af muligheden.

Efter Station 6 var jeg nu kommet så højt op, at jeg var over skyerne, og hvilken udsigt der mødte en! Helt fantastisk.
Her kan man faktisk se alle de stationer der er på vej til toppen, samt de Lodge der bruges til overnatning. Første Lodge ligger lige inden Station 7, vil dog ikke anbefale, at man vælger at booke overnatning der, da der er rimelig langt til toppen derfra. Hvilket betyder man skal begynde at gå mod toppe sidst på aftenen for at nå op at se solopgangen. Jeg havde hjemmefra booket en overnatning ved det der hedder Torii-so Lodge som ligger tæt på Station 8. Vil anbefale, at det er det “laveste” man bor.

Fra Station 7 og op til min Lodge fulgtes jeg med en amerikansk pige, Kat. Det var vildt hyggeligt at gå og snakke med en på vejen op, da det herfra foregik i en lang række pga. snævre forhold og dermed i langsom tempo. Men når man går og snakker flyver tiden afsted, og da det faktisk var begrænset hvad udlændinge der egentlig var her, var det rigtig hyggeligt endelig at falde i snak med en.
Kat som er læge var udstationeret i den Amerikanske flåde i Tokyo, så vi fandt hurtigt noget at snakke om.

Da jeg nåede min Lodge, som lå et sted mellem 2800-3000 meters højde, var klokken omkring 17 – her blev jeg anvist, hvor jeg skulle sove og fik aftensmad, inden det var på hovedet i seng for at få nogle timers søvn, inden man igen står op ved midnatstid for at gå det sidste stykke.
Det var rimelig begrænset, hvor meget engelsk de kan her i Lodgen, så var ovenud lykkelig, da der var fire andre udlændinge (fra Brasilien) som kunne Japansk, men også lidt engelsk. Så de var søde til at oversætte de informationer som personalet i Lodgen kom med.

“Japanese style” toilet – not gonna happen! Heldigvis var der også “European style” 🙏🏻

Klokken var nu 23, og det var overraskende nok lykkedes mig at få nogle timers søvn. “Morgenmaden” som blev serveret var dog ikke lige det nemmeste at få ned på det tidspunkt – ris og fisk…så var virkelig glad for de forsyninger jeg selv havde med i rygsækken.
Der var kulsort udenfor, og en horde af mennesker var allerede i kø for at komme videre op af bjerget. Til min overraskelse var det endnu ikke blevet særlig koldt, men skal da lige love for der blev trænet balde og lårbasser – 600 meter walking lunges up hill – så fik man ligesom varmen! Og ellers kunne jeg gå og more mig over tre unge fyrer (amerikanere) der bestemt ikke var i “udstyr” til at klatre bjerge. De var iklædt jeans og converse sneakers som tydeligvis voldte dem problemer. Men det der fik mig til at grine højlydt var, da den ene citerede Miley Cyrus 😂
Men herfra vil jeg sige det var begrænset hvad jeg grinede – det var virkelig med skiftende stemning jeg vandrede mod toppen. Til tider var det det mest fantastiske samt et helt utroligt syn at se lyset fra alle de mennesker der klatrede op. Men da blæsten ramte og kulden for alvor tog ved var der ikke så meget fantastisk over det – men undervejs fandt man sine små milepæle – især da der stod 200m til toppen 👏🏻


Nåede toppen og de 3776 meter lidt over klokken 3, så der var god tid til solen stod op…hvilket kun gjorde det endnu koldere, da man nu sad og vente. Her ville et redningstæppe virkelig have været at foretrække, og var en anelse om ikke meget misundelig på dem der sad og varmede sig under et, men varmede mig med en varm cacao – selv om det føltes som at “tisse i bukserne” for at hold varmen.

Godt forfrossen med følelsesløse tæer og fingre, nød jeg nu alligevel at stå her på toppen af Mt. Fuji og se solopgangen. Det var lidt underligt at stå og tænke på, at det var tæt på at være dagens “første” solopgang – så føler man sig alligevel lidt langt væk.

Made it to the top 😁
Kat og jeg.

Det er muligt at gå rundt om krateret her på toppen – det er en tur på halvanden time, så det havde jeg næsten fra start besluttet at jeg ikke ville, da jeg vidste jeg være træt, og samtidig skulle nå ned til at nå min bus tilbage til Tokyo. Fik ikke engang set krateret andet end fra afstand, for da solen var stået op ville jeg egentlig bare ned, da kulden virkelig gik gennem marv og ben på en.
Var stødt ind i Kat igen kort efter jeg var kommet på toppen, så vi fulgtes ad ned.
Nedstigningen var sindsyg flot, da solen skinnende fra en næsten skyfri himmel, så udsigten var virkelig betagende. Længere ned kunne vi se skyerne ligge som et stort tæppe – og det var helt fantastisk at “gå” over skyerne.

Nede igen ved “start”

Men det var faktisk hårdere at gå ned end gå op. Det var en anden rute end den man går op, det var nærmest som en grussti, men hvor underlaget ligger forholdvis løst, så man skulle virkelige passe på ikke at tage den ned på popo’en. Det tog os dog ikke mere en to en halv time at gå ned, hvilket betød jeg havde en del timer der skulle slåes ihjel inden den bus jeg skulle med kørte tilbage til Tokyo.
I ventetiden mødte jeg igen Sumit samt to andre danske piger, de havde deres sidste dage i Japan så de kom med et par anbefalinger til hvad jeg evt. kunne se på min rejse.

Noget andet vejr at komme ned til end det vi startede i i går! Men inden jeg forlod Station 5 havde tågen igen overtaget.
Det var næsten muligt at se toppen af bjerget fra Station 5, da vi kom ned.

Det var uden tvivl en vild oplevelse at bestige Mt. Fuji – det er ikke nogen Mt. Everest eller Kilimanjaro, men for mig var det helt perfekt. Kan kun anbefale, at hvis man kommer til Japan, så skal man give sig selv den oplevelse. Det er en bestigning der for de fleste vil være mulig – jeg var især overrasket over at se alle de børn (Japanske) der var på ruten, og så bl.a. også en gammel Japansk dame, og ja hun var virkelig gammel!
Men når det er sagt er jeg slet ikke i tvivl om, at nu er der “kryds” ved det og dermed et bjerg jeg ikke bestiger igen 😉
Var mere end træt med træt på, og da jeg langt om længe, sidst på eftermiddagen, var tilbage på hotellet, hvor det bare hed et bad og “godnat”! 😴

4 thoughts on “Ankomst til Japan og bestigning af Mt.-Fuji 🇯🇵🏔

  1. Hej Helle!
    Endnu en stor oplevelse til de mange du har fået.
    Håber at du har det godt i Vietnam.
    I morgen skal vi til fødselsdag i Mariager.
    Hav det nu rigtig godt.
    KH mor

  2. Hej Helle.
    Jeg har læst din fantastiske oplæg om rejsen til Japan og turen op til Mount Fuji. Jeg er nysgerrig på at hører hvordan du fandt din lodge du boede på ved station 7 på Mount Fuji?
    Og ved du hvor jeg evt kan finde andre anbefalinger eller blogindlæg, som beskriver en tur fra bunden af bjerget til toppen?
    Sidste spørgsmål: ved du om man kan bestige bjerget på 1 døgn?
    Mvh Cecilie

    1. Hej Cecilie

      Beklager min lange responstid, har været i Grønland de meste af sommeren og så løber tiden.
      Men tak fordi du har brugt tid på at læse på min blog!

      Jeg fik booket min Lodge, som lå tæt på Station 8, gennem jyskrejsebureau, og det kan jeg varmt anbefale.
      De fleste starter opstigningen fra der, hvor jeg gjorde, da det ellers bliver en meget lang tur helt nede fra bunden og gennem skoven.
      Det tager ikke 1 døgn at bestige det, men pointen med at gå derop er at komme op og se solopgangen (og nogle ser også selve krateret af vulkanen, det gjorde jeg dog ikke, orkede ikke pga. træthed og kulde). Så de fleste går op og sover nogle timer i en Lodge for så at stå op til at gå det sidste til toppen for at se solopgangen – som er et helt fantastisk syn!
      Det tog kun 2-3 timer at gå ned, så det går rimelig hurtigt! En af grunden til det tager noget kun længere at gå op er at man ender med at gå i kø, da noget af stien til sidste er smal og man er rigtig mange mennesker.

      Håber det gav lidt svar på dine spørgsmål – ellers er du velkommen til at kontakte mig igen
      Venligst Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *