Ja, det er længe siden jeg har været aktiv herinde, men nu lykkedes det endelig med endnu en fortælling om mine oplevelser i Japan. De næste dage er fra tirsdag d. 29. August til 1. September.

Min rejse i Japan skulle nu stå på tempelophold i Koyasan. Dette var jeg virkelig spændt på, da jeg som sådan ikke helt viste, hvad de næste tre dage i templet ville byde på. Andet end det ville blive et ophold, hvor jeg ville opleve de traditionelle måltid for en munk – dvs. vegetariske morgenmad og aftensmad samt mulighed for at deltage i munkenes morgenmesse. Men derud over måtte resten komme som en overraskelse, hvilket egentlig kun gjorde det mere spændende.
Koyasan, er Japans spirituelle sjæl og Japans største buddhistiske pilgrimsdestination. Byen ligger på toppen af Mt. Koya, og for at komme der op, skal man med cablecar. Jeg troede i første omgang det var en fejl, da jeg havde fundet min rejsebeskrivelse på GoogleMap, men nej nej den var god nok.
Det var en meget lang rejse fra Kyoto til Koyasan; bus fra lejligheden til togstation, tog fra Kyoto til Osaka, tog fra Osaka til Shin-Imamiya, tog fra Shin-Imamiya til Hashimoto, hvor der igen skiftes tog til Gokurakubashi og herfra cablecar til Koyasan station og endelig sidste skift til bus ud til templet. Ja bliver helt forpustet bare af at skrive det. Tidsmæssigt egentlig ikke så lang en rejse – 2t 40min. – men nåede lige nøjagtig ikke toget i Shin-Imamiya, så der blev der lige lagt 1 time oveni, og med alle skiftene var det sindsyg trættende, især fordi det ofte ikke kunne svare sig at tage rygsækken af (alt for meget bøvl så tung som den er )

Men jeg var nu ankommet til dette utrolig hyggelige tempel – Fudoin – det var lige som jeg havde forestillet mig det. Templet lå oppe af en lille bakke trukket væk fra støj og larm, der end måtte komme fra gaden. Jeg trådte ind gennem porten til en lille japansk gårdhave, som lå foran templet, med en lille dam, og her blev jeg mødt af en venlig munk, der nok fik sig noget af et syn, da jeg ankom med sveden drivende af mig og min “diskrete” oppakning Men alt åndede fred og ro her – som sagt, lige som jeg havde forestillet mig det.

Jeg bliver vist op på mit værelse, som selvfølgelig var et traditionelt japansk værelse. Her blev der skænket te, og munken informere mig omkring templets regler og rutiner. Så som spise og bade tider samt udgangsforbud. Ja for første gang i over 20 år var jeg nu underlagt et udgangsforbud, efter klokken 21. Bad foregik enten om eftermiddagen eller aften i fællesbad mellem klokken 16.30 og 21.00…og når jeg siger fællesbad, så mener jeg vitterligt fællesbad, godt nok køns opdelt, men et traditionelt japansk bad, hvor man sidder og bader i et stort rum…lidt grænseoverskridende til at begynde med, men oftest havde jeg badet for mig selv, så nød også at dase i den varme kilde, som var inde i baderummet.

 

Hver morgen kl 7, inden morgenmaden, var der mulighed for at deltage i morgenmesse. Da jeg nu var her, og ideen med opholdet var at slappe af og opleve “livet” i et tempel, deltog jeg hver morgen, mens jeg var her.

Det var spændende at opleve, samt være en del af. Minder tilbage til min mormor var noget af det første der kom til mig, da jeg første gang trådte ind til morgenmesse. Hele atmosfæren osv. var lige noget hun ville have elsket, og kunnes snildt have været en rejse hun kunne have været taget på, da hun levede. Så der blev sendt en lille tanke op til hende, da det blev min tur til at udføre det lille ritual, vi alle enkeltvis udførte undervejs i messen.
Må indrømme jeg aldrig fandt ud af, hvad det var for noget “pulver” man dryssede over røgelsespinen tre gange, mens man sendte en tanke afsted til de kære man har mistet, men til trods for det fandt jeg det meget…beroligende er ikke det rette ord, men der var et eller andet fredfyldt over det. Og som sagt var det et ritual vi udførte hver morgen, så der blev sendt tanker op til alle dem jeg gennem årene har mistet.
Da en af dagene, under mit ophold her, var min fars dødsdag blev der også tændt et lille lys til ære for ham ❤️ Ja man bliver lidt mere “spirituel” når man er i disse omgivelser, men man får en særlig ro over sig
Da det nu er et tempel jeg opholder mig i var jeg meget usikker på, hvor det var passende at tage billeder. Så der er ingen billeder fra selv rummet, hvor messen foregik.
Troede jeg havde et billede af templet udefra, men hvis jeg har er det blevet pist væk for mig

Det er ikke mange danskere jeg har stødt på her i Japan, egentlig ikke nogen, men på min første dag her, hvor jeg gik lidt på opdagelse i templet, hørte jeg pludselig noget der lød bekendt – og ja det var en flok danskere. Det er måske lidt svært at forholde sig til når man sidder hjemme i Danmark, men her på den anden side af kloden var det alligevel lidt syret.
Må indrømme, at jeg da helt klart har taget den forkerte uddannelse, for de var lige på en lille konference i Tokyo De arbejde alle på Aarhus universitet, indenfor pædagogisk psykologi, og nu skulle de så se lidt af Japan, inden det igen var hjem til Danmark – ikke dårligt!

Måltiderne, shojin ryori som det hedder, var en oplevelse i sig selv. Det er en masse små fine retter og alle vegetariske – dog ked af at sige det, men viste ikke, hvad det var jeg spise halvdelen af tiden, så kan ikke fortælle, hvad der smagt fantastisk, og hvad der ikke var synderligt fantastisk
Forsøgte at finde ud af det ved at spørge munken der serverede det, men hans engelsk var meget begrænset. Men der var tofu i alle afskygninger, og selvfølgelig den klassiske miso-suppe, samt nudler og ris. Især en af skålene var meget dekorative i farverne af indholdet. Det smagte dog ikke synderlig godt – det var meget tyggegummi agtig i konsistensen, og havde en besynderlig smag. Men det var, som sagt, en oplevelse og man følte virkelig man var på gourmet restaurant.
Til min ærgrelse, den første aften, havde jeg ikke taget kamera med, da jeg igen var lidt i tvivl om det var “tilladt”, men det blev der rodet bod på de næste par dage, både ved morgenmaden og aftensmaden.
Det hele var så ufattelig smukt anrettet, og omgivelser utrolig hyggelige – til mit held sad man dog ikke på gulvet, men på små stole – må indrømme det der sidden på gulvet, bliver for hårdt i længden…skulle nok have dyrket lidt yoga hjemmefra for at være i ordentlig form hertil

 

 

Den første aften, hvor de andre danskere også var der, var det en smule underligt at sidde ved et bord helt for sig selv. Men idet måltidet var en opstilling uden lige af alle disse små retter, var der ingen af os der kunne få os til at spørge, om jeg kunne blive flyttet over til dem. Det ville simpelthen være for omstændigt

Koyasan er, som sagt, Japans spirituelle højborg, og der ligger over hundred templer, hvoraf de omkring 50 er muligt at overnatte i som turist. Så der er mere end rig mulighed for at opleve templer både udefra og indefra, hvilket er specielt for området her, da mange templer ellers normalt er lukket for “uvedkommende”.
En ting, jeg siden Kyoto havde tænkt jeg skulle have fulgt op på, var min uvidenhed om hagekorsets historie. Da jeg hele tiden støder på det, bare hvor det er vendt engang. Ja, her kalder de det selvfølgelig ikke hagekors, men Manji eller Svastika, og dets betydning er jo ganske smuk – “det som bringer lykke”, hvilket jeg ikke anede før jeg slog det op i min undersøgen herom.
Så indrømmer blankt, at det var meget stødende at se det “alle” steder, og kunne heller ikke tage billeder af det, indtil jeg fandt ud af dets betydning/historie. Men det er jo ikke just Manjis betydning, jeg associerer det med, når jeg ser det.
Har efterfølgende læst en artikel, hvor turistbureauerne i Japan har besluttet at fjerne det fra alle brochurer osv., da det forvirrer turisterne. Men vil nok alligevel holde med de japanske kritikere heraf, at vi turister bør lære landets historie og korsets betydning at kende, frem for, at det afskaffes fra turistbrochurer, fordi vi føler os krænket. Men det viser bare, hvor stor en indflydelse det har haft i nyere tids historie, ved at blive “omdøbt” til at være det, vi i den vestligeverden associerer med nazisme og anden verdenskrig.

Da dagene startede tidligt, var der masser af tid til at udforske byen og div. attraktioner. Og der er masser at se på her i Koyasan, selv om det er en lille by.
Det blev bl.a. til besøg på Reihokan museum, hvilket kort sagt ikke var synderlig interessant, og dermed overstået på 10 minutter. Igen her var alle skiltene på Japansk, men selv hvis de havde været på engelsk tror jeg næppe jeg havde fundet det interessant.
Men et sted jeg vil anbefale at gå forbi er pladsen, Danjo Garan Complex, hvor den store Pagoda, Konpon Daito ligger. Her er der flere templer, som både er flotte udefra, men som man også kan komme ind i. Da jeg var der “vrimlede” det med små skolebørn, der tydeligvis havde fået til opgave at tegne og male disse smukke bygninger. Det var meget sjovt at gå og observere, og de kiggede meget interesseret på denne her turist, der tydeligvis ikke var af asiatisk afstamning.

Som sagt, er der meget at se på her i Koyasan, så næsten alle steder jeg kom, var der noget at tage billeder af – man bliver helt revet med af iveren til at tage billeder af alt det man ser. Så der er noget af et redigeringsarbejde forude!

En ting jeg hurtigt begyndte at irriteret mig over efter jeg kom til Japan, er deres mangle på skraldespande! Hvad sker der lige for det, de er virkelig en mangelvare. Men imponerende nok er Japan et utrolig rent land, har ikke set noget skrald ligge og flyde nogle steder. Men hvad gør de lige med deres tomme “to-go” kopper, tomme vandflasker osv?!?!?!?!
Mysteriet blev opklaret for mig mens jeg var her i Koyasan. Der er simpelthen meget få skraldespande pga. frygten for bombetrusler, og derfor er hullerne i de skraldespande der er, også meget små – passer kun lige til en halv liters vandflaske. Nu ved jeg ikke noget om bomber, men de kan vel være i alle mulige størrelser og selv små kan lave katastrofale skader? Men det er altså derfor man, herunder undertegnede, leder forgæves efter skraldespande. Japanerne selv har altid en lille pose med sig til affald, som de så smider ud når de kommer hjem.

Selv om det var tidlig ud af fjedrene, hver morgen, var der masser af tid til at slappe af og nyde disse stille omgivelser der var her i templet. Nød bl.a., at jeg et par gange havde badet for mig selv, så jeg kunne ligge uforstyrret i den varme kilde og bare koge om eftermiddagen- det var min meditation

Jeg, var af den ene dansker, blevet anbefalet at tage nat rundvisningen på gravpladsen – Okunoin. Så det var jeg en af aftenerne, da jeg så også kunne blive lidt klogere på buddhismen osv. her i Japan.
Her mødte jeg Maria, som også boede på Fudoin, og som var i Japan for tredje gang. Hun var oprindeligt fra Uruguay, men flygtede for mange år siden til Norge, hvor hun i dag bor med sin norske mand. Hun rejste også rundt alene, så vi fik os en lille snak undervejs – i en blanding af engelsk, norsk og dansk

Den guidede nat tur var vildt god og spændende, jeg ville på ingen måde have fået det samme ud af det, hvis jeg bare havde taget turen alene. Var dog også forbi gravpladsen i dagslys, for at se nærmere på det vi fik fortalt af guiden, samt selvfølgelig at tage billeder.

Den japansk buddhistiske munk, Kobo Daishi, som fandt Koyasan i sin leden efter et fredeligt sted at bygge et tempel og ende sine dage, er grundlæggeren af den buddhistiske skole i Japan “Shingon”. Han betragtes som noget af det mest hellige her, og i følge legenden døde han ikke, men indgik i evig meditation i venten på den fremtidige buddha Maitreya. Derfor bliver der hver dag kl 6 og kl 10.30 bragt mad til ham af overhovedet af gravpladsen, som ofres i Torodo, som templet hedder.
Det skulle jeg selvfølgelig oppe at se dagen efter.
Det er kun overhovedet af gravpladsen der må åbne porten ind til, hvor Kobo Daishi siges at sidde, og det siges, at i 1921 var sidste gang der var en munk derinde. Her klippede han håret og skægget på Kobo Daishi, da det var blevet langt og gråt. Ja det tro f…, hvis han har siddet der og mediteret siden år 831

Men ud over den historie, fik vi også fortalt lidt om de andre overtroiske ting buddhisterne tror på.
Der er en brønd på gravpladsen, og når man kigger ned i den og ikke kan se sit spejlbillede vil man, ifølge overtroen, dø om tre år Det samme var gældende for, hvis man snublede eller faldt op af en lang række trapper der var på stien på gravpladsen – så her gik alle med blikket ned for at se, hvor man trådte

Skulle selvfølgelig tjekke, næste dag, om der var et spejlbillede – og jow jow ☺️

På turen på gravpladsen, gik vi forbi masser af små buddhaer der er iklædt, det jeg syntes ligner forklæder. Guiden fortalte, at det er hagesmækker, og at de placeres på buddhaerne af dem som har mistet et barn som bøn for at Ojizo-San vil se efter og beskytte dem i efterlivet. Men bruges også til at sende bøn om langt liv til nulevende børn, så man ser ufattelig mange buddhaer med hagesmækker når man rejser rundt her i Japan.

Vi blev også introduceret til, hvordan man renser krop og sjæl, inden man går over den sidste bro til det hellige tempel. I gamle dage gik man ned i åen og “dyppede” sig – men i dag nøjes man med at smide vand på den række buddhaer, der er lige ved siden af broen, inden man stiller sig foran broen, samler sine hænder og bukker for at træde ind i det mest hellige på gravpladsen.
Da, jeg den efterfølgende dag kom tilbage hertil, for at opleve munkene levere mad til Kobo Daishi, udførte jeg selvfølgelig samme ritual af respekt for stedet og deres tro. Men generelt samler man hænderne og bukker inden man træder ind i et tempel!

Fra den sidste bro og op til templet var det ikke tilladt at tage billeder, men kan fortælle det virkelig var smukt. Udhæng på selve Torodo (Lantern Hall) var, som navnet hentyder, dekoreret med tusindvis af lanterner.
Foran alle templer og bedesteder mm. er der forgyldte lotus blomster, som repræsenterer visdom og renhed, og de fylder en stor del i buddhismen.
Mens vi stod der og fik alt dette at vide, foran Kobo Daishi Gobyo (mausoleum), gik eller rettere trissede en munk frem og tilbage i en uendelighed mellem en sten og mausoleet. Guiden fortalte, at munken var i “træning”, og gik frem og tilbage for at røre ved stenen 100 gange, for at få et ønske opfyldt. Han fortalte, at han så ham stort set hver aften gøre dette…han måtte virkelig ønske noget inderligt!

Dagen efter, var jeg inde i templet og også nede i “kælderen”, samt en anden bygning der ligge ved siden af, da det ikke er muligt at komme derind om aftenen. Men her var der endnu flere lanterne – det var vitterligt et smukt syn at se dem alle lyst op. Lanternerne symboliserer et afdødt familiemedlem, og alle kan få hængt en lanterne op.
Det var en anden ting jeg virkelig syntes var smuk, og noget vi kunne lære noget af; alle uanset tro, overbevisning, hudfarve osv. kan blive begravet her – der skulle være plads til alle ifølge Kobo Daishi. Tror nu ikke det er alle der vil har råd til at blive begravet her, da det er vældig populært. Mange firmaer har bl.a. gravsteder til deres ansatte, hvilket man så med nogle lettere anderledes gravsten.
Men tankegangen om, at ligegyldigt, hvem man er så er man velkommen, syntes jeg var rigtig smuk!

Som I måske kan se er det begrænset, hvad billeder der er fra nat turen. For det første, var der ikke tid til at tage billeder på vej op til templet, da vi havde en tidsplan der skulle overholdes. Og på vejen tilbage kom jeg ikke samme vej, da Maria og jeg blev kørt tilbage til vores tempel – der var jo et udgangsforbud vi skulle overholde Men var et kort smut tilbage aftenen efter, for at tage lidt billeder, men selv om jeg generelt har fået taget en del gode billeder med mit kamera, så er det virkelig elendigt til at tage billeder med om aftenen

Jeg nød virkelig dette ophold her i Koyasan – masser af ro – også selv om det ikke indeholdt meditation, som man måske ville forvente. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så gjorde det mig ikke noget. Ved godt det sikkert er sundt for sjælen og alt muligt, men bliver lige lovlig “hip” for mit vedkommende. Men jeg havde rig tid til at slappe af og koble fra, uden at gøre brug af meditation – og det er vel lige så godt, i hvertfald, hvis I spørger mig.
Kan virkelig kun anbefale andre at tage turen forbi Koyasan, hvis man kommer til Japan. Vil også anbefale, at man under sig selv minimum to nætter her, for virkelig at fornemme stedet og livet i et tempel. Overraskende nok var jeg en af de eneste, der havde flere overnatninger her. Kun et amerikansk par, Jason og Felicia, som jeg fladt i snak med, var her mere end et døgn.
De var også skyld i jeg fik prøvet shiatsu massage. Man kunne booke massøren til at komme til templet, så det var perfekt at slutte den sidste aften af med. Var noget spændt herpå…vil der blive “trampet” på ryggen af mig …Og nej, men der blev hevet i alle lemmer, men det var rigtig godt, og ikke mindst tiltrængt – ved at være godt stiv i alle muskler og led, hvilket massøren også bemærkede

Nu er det så blevet tid til at forlade denne spirituelle oase, og min tur i Japan skal nu byde på Hiroshima. Hvilket også var en destination jeg er meget spændt på at opleve.
Fra Koyasan til Osaka fulgtes jeg med Jason og Felicia – det var vildt hyggeligt med rejseselskab på noget af togturen. Altid inspirerende at møde nye mennesker. Jason’s farfar var oprindeligt fra Norge, og af den årsag havde de faktisk været i Skandinavien og herunder København – ja verden er lille og Danmark er et land de også kender til på den anden side af Atlanten.

Tid til kaffe og sidste kig i tempel sammen med Jason og Felicia, inden vi forlod Koyasan: