4. til 9. oktober 2017

Efter jeg fandt ud af, at det var nemmest at flyve til resten af mine destinationer her i Vietnam, har det egentlig gået meget godt. Men da jeg skulle flyver fra Nha Trang til Ho Chi Minh City løb jeg ind i en forsinkelse – det er hvad der sker, men som alt andet her i Vietnam er det ikke just organisering der præger en lufthavn. Så det var lettere forvirret jeg startede med at stå og kiggede på en tavle, hvor der stod, at vi skulle borde nu, men uden gate nummer og ingen oplysning om forsinkelse.
Men da det så var på plads at flyet var forsinket – og tavlen aldrig blev rettet – var det så bare at vente og have lyttelapperne ude. For oftes var det, selvfølgelig på Vietnamesisk, men også Russisk der blev annonceret i højtaleren og meget sporadisk på engelsk 😂

Har flere gange fået at vide, at man skal være varsom med taxierne her i Vietnam, og kun vælge dem der har taxi meter eller aftale en fast pris på forhånd. Så da jeg steg ind i taxien fra lufthavnen, og endte på en adresse der bestemt ikke lignede det jeg havde billede af, blev jeg en smule stresset, da jeg ikke forstod hvad taxichaufføren prøvede at fortælle mig. Heldigvis stod der tre vietnamesere, da jeg var på vej ud af taxien, som opfangede jeg var det forkerte sted og havde brug for hjælp. Den ene var ret skarp til engelsk, så han fik forklaret taxichaufføren den rigtige adresse – det viste sig der var to af samme adresse her i byen, de lå bare i hver deres distrikt.

Man burde jo mene jeg var total udhvilet og fyldt med ny energi, efter fire dage med at lave stort set ingenting. Men det var lettere (læs; meget) træt og sløj, jeg ankom til mit hostel i Ho Chi Minh City. Så gik nærmest på hovedet i seng efter, at Lan, min søde værtinde på det hostel, have anvist mig til mit rigtig fine værelse, med egen tagterrasse 😁

Efter et par timer, hvor jeg var helt væk, tog jeg mig sammen til at komme ud af døren. Lan havde fortalt, at der om aftenen den dag var “Moon Festival”, og at det skulle jeg tage ud at se. Skule dog lige have lidt aftensmad først og noget af det som jeg er blevet helt pjattet med her i Vietnam er Pho. Det er en suppe med forskellige urter, grønsager og kød – det smager sindsygt godt. Så inden jeg fik pejlet mig en taxi, indtog jeg aftensmaden på en lille lokal restaurant der lå lig som hjørnet fra, hvor jeg boede.
“Moon Festivalen” lå et godt stykke væk, og da jeg endelig nåede frem begyndte det at lyne, torden og stå ned i stænger. Så bad taxichaufføren om at vende om og køre mig tilbage til mit hostel 🤥

Lan var virkelig en sød ung kvinde – lidt yngre end mig, og jeg mener det var indenfor det sidste års tid, at hun havde fået dette hostel op at køre. Det er et lille hostel og for “voksne” – det minder faktisk mere om et lille hotel, og jeg havde booket mit værelse gennem Airbnb, så i første omgang var jeg ikke klar over det var et hostel. Indgangen skal man bestemt ikke lade sig bare af – ja jeg havde nok vendt om hvis je ikke på forhånd havde set billeder af stedets læst nogle gode anmeldelser – for det var det der ligenede en skummel lille gyde man skulle igennem for at komme derind. Der var nu intet skummelt i den gyde, men indbydende var den da ikke.

Den første morgen, mens jeg sag i “receptionen” og spiste morgenmad, mødte jeg Jerry. Jerry er oprindelig fra Vietnam, men som barn flyttede han til Canada med sine forældre, lige efter krigen. Jerry kommer et par gange om året til Vietnam for at hold ferie, men hans mor har aldrig været tilbage og hans far kun nogle enkelte gange. Det var tydeligt at forstå på Jerry, at det var hård for hans forældre at vende tilbage efter krigen. Jeg begyndte rigtig her i Ho Chi Minh City, eller Saigon som jeg efterfølgende mere har lyst til at kalde den, at fornemme, at Vietnameserne i denne del af landet, på ingen måde havde eller har noget forhold til Ho Chi Minh, og det han stod for.

Mine planer for den første dag var at slentre lidt rundt i Saigons gader og se om den amerikanske pige fra cruiset i Halong Bay havde ret. Kan afsløre det havde hun ikke 😉
Jeg ville gerne se det tidligere præsidentpalads, som i dag hedder “Genforeningspladsen” samt “Museet For Krigens Ofre”, og ikke langt fra, hvor jeg boede ligger Ben Thanh Markedet, hvor der er alt fra madvare, små “cafeer” og så selvfølgelig alverdens gejl som vietnameserne forsøger at sælge os turister 😂
Da Jerry ikke havde nogle planer for dage tilbød han at være “guide” eller følge mig rundt til nogle af de steder. Det var helt perfekt – min egen private guide i Saigon – nu kunne jeg også få stillet nogle af de spørgsmål, som jeg havde omkring Vietnam og vietnameserne og få svar af en…tja næsten lokal – win win 😁

Vi startede i Ben Thanh Markedet, og her fik Jerry lokket mig til at smage denne gele drik som jeg ikke kan huske hvad hedder. Men det var bestemt ikke noget jeg kunne blive forfalden til – Jerry derimod elskede dem, så han endte med også at drikke min. Det var meget sjovt at gå rundt herinde, men man får hurtigt nok, for ligegyldig hvor man går er der altid en vietnameser der forsøger at ville sælge én noget. Jerry anbefalede også jeg gik med min taske tæt foran mig – hvilket jeg nu hele tiden har gjort, mens jeg har opholdt mig her i Vietnam. Men advarede mig også mod at stå med min mobiltelefon fremme tæt ved kørebanen, da man nogle gang kunne opleve, at der kom en scooter susende forbi en og hugge den, mens man stod og kiggede på fx googlemap. Jeg var dog heldig mens jeg var her i Vietnam, jeg mistede hverken min mobil eller andre værdigenstande…men var også meget bevist om at være påpasseligt.

Jeg var imponeret over Jerry orkede at vade rundt med mig her i varmen, men jeg gik dog alene ind for at se både “Genforeningspladen” og “Museet For Krigens Ofre”. Mens jeg var kulturel fik han en tiltrængt kold drik på de nærliggende cafeer.
Det var meget interessant at gå rundt her i det tidligere præsidentpalads, hvor man blev udstyret med en audioguide. Det var egentlig en meget smuk bygning, som jeg var overrasket over ikke var ældre – bygget engang i 1960’erne, og der var udstillet flere af de amerikanske og sydvietnamesiske krigsgenstande. Men samtidig også lidt “trist” at tænke på, at det var her “Saigon faldt”, og dermed blev dette til “Genforeningspladsen”. Det er jo godt landet er genforenet, men min vestlige mentalitet og opfattelse af, hvad et godt liv/samfund er må siges at træder i karakter her.

Men det der gjorde største indtryk på mig, var besøget på “Museet For Krigens Ofre”. Der bliver man virkelig mødt med den barske virkelighed, som krigen jo i den grad var, og hvilke følger den bragte med sig for tusinder af mennesker. Det viser virkelig, at ligegyldigt hvem man “holder med”, så er krig det mest ondskabsfulde her på jord. Der er ingen tvivl om, at de kemiske bomber amerikanerne brugte, under Vietnamkrigen, var meget mere end brutale og efterlod endnu større ødelæggelse end nogen kunne have forestillet sig.
Tror jeg har skrevet det før, her på min blog, men hver gang jeg besøger steder som dette rører det noget indeni mig – en tristhed og sort sky ligger sig over mig ved at se denne brutalitet der fandt sted. Vide, at der fortsat er steder her i verdenen, hvor der føres krige, der ødelægger tusindvis af menneskers liv.
Men når dette er sagt, var det bestemt et besøg værd – jeg finder det altid som en lille remainder om, at vi skal værdsætte der, hvor vi kommer fra, og at vi fortsat bør “kæmpe” for fred her på jord. Ja, “kæmpe” virker her, ikke helt som det rette ord…

Nu havde jeg været nok kulturel for én dag, så resten af dagen blev der slentret rundt i Saigons gader og testet lidt Vietnamestisk øl sammen med Jerry, og selvfølgelig ingen dag uden Pho på menuen 😂

Da jeg var så heldig at have denne skønne tagterrasse til mit værelse sluttede vi dagen af med at Jerry, Lan, Courtney – som er denne sprudlende amerikanske pige der også bor på hostle, og jeg at drikke lidt vin. Og igen, det gode ved at have en “lokal” med sig var, at jeg fik prøvet endnu en ny “ret” til aftensmaden – men der var egentlig ikke så meget nyt over det, det mindede utrolig meget om en pulled pork sandwich, som vi kender hjemme fra Danmark…men det gjorde den bestemt ikke mindre god 😁 Nåh ja, der var så ingen af os der havde en vin optrækker, så Jerry var på noget af en opgave, men det lykkedes til sidst at få flasken åbnet og drukket 🍷

En ting jeg rigtig gerne ville opleve nu jeg var i denne her del af landet var Cu Chi Tunnels. Lan havde været behjælpelig med at få turen booket gennem TKN-Travel, som jeg vil anbefale andre at benytte.
I bussen på vej derud faldt jeg i snak med et australsk par, som ja, ikke til nogen overraskelse var rigtig søde. Så vi fulgtes af på turen og selvfølgelig endte jeg med at blive inviteret til at komme og besøge dem når jeg kom til Australien. Desværre boede de i Adelaide, som ikke er en del af min plan for Australien, men det var så sødt af dem, og ville uden tvivl have givet dem et besøg, hvis jeg skulle dertil – vi havde det så sjovt sammen! Men generelt var vi en lille gruppe og det passede mig så godt – magter ikke de der kæmpe grupper! Kan ikke huske, hvor de andre kom fra, andet end der var en familie fra Singapore.

Som på turen til Halong Bay, gjorde vi her også stop ved en lille shop – her kunne vi dog få lov at se, hvordan malerierne osv. blev lavet af udviklingshæmmede vietnamesere.

 

 

 

Vores guide Huy, eller Mr. Handsome, som han “opfordrede” os til at kalde ham, da der aldrig var nogle udlændinge der kunne udtale hans navn korrekt, var, som I måske kan regne ud, ikke uden humor 😂
Så det var en meget sjov tur, til trods for det noget alvorlige sted vi skulle besøge. Siden Vietnam tilbage i 1990’erne åbnede op for turisme i landet har det været muligt at komme ned at se tunnellerne. Vietnameserne har dog lavet tunnellerne større, så vi turister kan komme ned i dem – jeg syntes nu ikke de var synderlig store, man skulle ikke være særlig bredskuldret eller bred over hofterne, for den sags skyld, for at klemme sig derned 😉 Men da Mr. Handsome spurte om der var nogen der havde lyst til at prøve var jeg selvfølgelig først til at melde mig…efter en lille vietnamesisk fyr havde demonstreret hvordan 😂

Vi kom nu også til at udforske andre tunneler, og igen der var ikke megen plads, så man nærmest kravler igennem dem. Det er lidt skæmmende at tænke på, hvor mange de har været hernede, og ikke mindst levet i dem. Mr. Handsome viste, hvordan de bla. havde haft køkkener i tunnellerne, men ledte røgen fra ildstedet ud et helt andet sted for, at Amerikanerne og de sydvietnamesiske soldater ikke skulle finde dem.

Oven jorde, så vi nogle af de grusomme fælder og våben der blev brugt mod fjenden – tak skæbne for at falde i sådan en fælde! ☠️

Inden vi forlod Cu Chi Tunnels fik vi også en lille smagsprøve på, hvad de dengang ofte spiste…hmm, ikke noget jeg kunne blive afhængig af, det mindes lidt om kogte kartofler dyppet i sukker…

Nu har jeg et par gange nævnt, hvor mangen scootere og ikke mindst antallet af mennesker der sidder på dem her i landet – som Mr. Handsome sagde; Trafikken her er organiseret kaos 😂 Hvilket jeg vil give ham ret i, for man ser virkelig ikke nogle ulykker inde i byen, til trods for den crazy måde de kører på og fodgængere zig zag’er bare ud og ind mellem dem.
Men det er et under der ikke sker flere ulykker end der gør, når man tænker på, at der alene her i Saigon er…hold nu fast…8 millioner scootere! Tænkt lige over det! Det er over 2 millioner flere end det samlede befolkningstal vi er i Danmark (som pr. 1. januar 2017 talte ca. 5,7 mio). Men de er så til gengæld også omkring 20 mio her…😱😱😱😱

Lan fik overbevist mig om, at jeg ikke kun skulle spise scramble eggs til morgenmad, men at Pho jo også var på menuen. Heldigt jeg er vild med Pho, for ideen om varm mad, lige bortset fra æg, om morgenen har jeg en anelse svært ved. Hun fik dog aldrig mig, eller Courtney for den sagsskyld, overbevist om, at vi skulle prøve de friske spring rolls med griseøre en dag til aften, hvor vi hang ud i resorptionen 🙊

Jeg var ikke færdig med at udforske Saigon eller området heromkring, så det blev også til en tur ud til Mekong Delta – desværre var jeg den eneste der havde meldt mig til den tidlige tur, hvor man kommer ud at se de flydende marked, så den blev aflyst. Men kom istedet på en af de andre ture, som nu var meget god.

Her mødte jeg igen den familie fra Singapore som jeg havde mødt dagen før, på turen til Cu Chi Tunnels. I første omgang var jeg vildt overrasket over, at manden kunne huse mit navn og ikke mindst udtale det næsten korrekt – han afslørede dog sender, at han havde luret det på passager listen 🤫😂 De var utrolig søde, og meget imponeret over jeg rejste rundt alene. Det forstår sådan en nordjysk pige som jeg jo ikke 😉 Det viste sig, at den ene af døtrene også var sygeplejerske, så der gik snakken livligt.

Det var samme firma som jeg benyttede til Cu Chi Tunnels, og de må helt klart have et tema, for vores guide Tee gik under navnet “Mr. Nice Guy”, og han sparede ikke på charmen eller selvtilliden – Der røg et hav af kække bemærkninger af til både mig og de to piger fra Singapore 😂

På vejen derud gjorde vi stop ved Vinh Trang Pagoda, som er et af områdets mest kendte templer. Her er bla. også et par store hvide Buddhaer.

Det var en meget sjov dag, hvor vi både sejlede i en større båd på Mekong Delta floden, men også i små både i en af de små kanaler. Her må man sige vi ramte ind i en ordentlig omgang trafik prop, men det var vildt sjovt 😂 For første gang her i sydvietnamesiske oplevede jeg, at vietnameserne var tiggende og forventede at få penge af os efter sejlturen i den lille båd – det fik de, men det var ikke hendes ynkelige ansigtsudtryk, da hun fortalte om hun ikke havde rå til nye sko, der overbeviste mig…det var nærmere ved at gøre det modsatte.

Dagen bød også på smagning af frugt og honning te med Vietnamesisk folkemusik som underholdning. Samt se, hvordan de laver kokoskarameller og få smagsprøver. Jeg havde lovet at købe med “hjem” til Courtney – hun var helt pjattet med dem.

Efter vores sejltur og diverse kulturelle oplevelser, stod den på en tur i hestevogn hen til der, hvor vi skulle indtage vores frokost. De to piger fra Singapore og jeg, som var i samme hestevogn, sammen med Mr. Nice selvfølgelig, så noget kun skeptiske ud i ansigtet jo længere vi kom ud af en mudret vej, hvor det bestemt ikke lignede der kunne ligge en “restaurant”. Men der var lys for enden af tunnelen, og der lå en restaurant er nok så meget sagt, men det spisested, hvor vi skulle indtage vores frokost. Her stod den selvfølgelig igen på traditionel vietnamesisk mad, og bagefter kunne vi udforske den lille “udstilling” af slanger, frøer, fisk, krokodiller mm, der var på stedet. En Amerikansk kvinde var overbevist om, at det var kunstige krokodiller fordi de lå helt stille med gabet åbent, nede i anlægget. Måtte dog fortælle hende, at de var rigtige nok, og at det er den måde krokodiller regulerer deres temperatur på. Men hvis hun ikke troede mig kunne hun, da altid hoppe ned og tjekke 😉

Søndag, som var min sidste hele dag her i Saigon, tog jeg en rigtig slapper dag. Det betydende, jeg slentrede lidt rundt i byen, og havde et par café stop. Fandt den mest hyggelige café ever, som viste sig der var tre styk af her i Saigon – og jeg fik set de to 🙈😂

Courtney var virkelig en oplevelse, hun sprudlede af energi og selvtillid – hun var en ægte amerikansk southern girl med fuld accent på hendes udtalelse – y’know aka you know 😂 Hende og Lan var blevet enige om, at min sidste aften her i Vietnam skulle være en tøse aften. Så vi tog ud at spise, hvor Courtney og jeg overlod Lan til at være den kyndige i beslutningen om, hvor vi skulle gå hen. Total hyggelig restaurant på taget af en bygning, og her lod vi igen Lan’s kyndige viden omkring vietnamesisk mad bestemme…dog ingen griseøre 👆🏻😉
Da jeg skulle flyve næste morgen var jeg ikke super klar på den vilde bytur, Hvilket ingen af os egentlig var, men jeg blev vist backpacker distriktet , som jeg vil give Lan ret i ville have givet en dårlig oplevelse af Saigon, hvis jeg havde boet der. Det mindede på mange områder om Jomfruanegade hjemme i Aalborg…bare noget større. Men her sluttede vi aften af med en øl.

Her i Saigon har jeg ikke fået taget så mange billeder, i hvert fald ikke af selve byen, men generelt er det ikke er blevet til så mange de sidste to uger – ja ja, jeg spammer med billeder i mine indlæg, men det er kun en brøkdel af, hvad jeg reelt har liggende fra min rejse 🙈😉

Nu er det om lidt videre til et nyt land og nye oplevelser. Men en oplevelse jeg havde gået og overvejet, der kunne have været interessant at opleve her i Vietnam, var et af deres hospitaler. Det kom jeg desværre aldrig til, men fik heller ikke undersøgt tilstrækkeligt om mulighederne herfor – men syntes nu det kunne have været lidt interessant. Ifølge Jerry skulle der bla. i Saigon være nogle ret gode privat hospitaler med bla. en del internationalt personale. Men jeg var nu mere interesseret i at se, de offentlige, og hvor godt de var med i forhold til standarden og udviklingen – Det må blive en anden gang. Det er der generelt mere der må blive her, men sådan er det når man rejser rundt – man kan ikke nå at se det hele.

Noget der slog mig en dag var, at når man rejser så meget rundt, som jeg vil påstå jeg har gjort nu, burde man vel mene man blive (endnu) mere åbensindet og tolerant…Meeeeen jeg lider altså af en smule sippethed 😂 Kan simpelthen ikke “klare” som asiatere, ja det er nemlig ikke kun vietnamesere, det er asiatere generelt, de smasker når de spiser, og gerne med halv til helt åben mund 🙉🙈🙊 Det er sjovt som man bider sig fast i små, egentlig ligegyldige ting. Også, hvordan vietnamesiske mænd står og tisser alle vegne – det vil jeg så til gengæld ikke påstå er små ligegyldige ting, det er decideret ulækkert 😝

Men når jeg ser bort fra min sippethed må jeg sige, at min opfattelse af Vietnameserne og Vietnam har været noget helt andet efter jeg kom til det centrale og sydlige Vietnam. Åbenheden og venligheden, overfor os turister er noget helt andet og selv i storbyen Saigon, var det bare noget helt andet end Hanoi. Måske jeg bare har vænnet mig til landet og menneskerne? Måske jeg led af et frygtelig kultur chok, da jeg lige var landet? Måske, måske, måske? Men om alt er, så vil jeg, hvis jeg kommer tilbage til Vietnam en dag, helt klart vælge at vende tilbage til den centrale og sygelige del. Her var Vietnam meget mere som jeg havde forestillet mig det, og som jeg havde hørt fra folk der har været her. Og som den helt store overraskelse, for mig i hvert fald, var opdeligen af at nord og syd fortsat meget markant, selv om det er over 40 år siden krigen sluttede.