19. til 21. november 2017

Det blev igen til en hel dag bag rettet…små 500km…hvilket selv om jeg følte jeg havde god tid til at nå fra Cairns til Brisbane, var nødvendigt flere af dagene, for at nå de ting jeg, trods alt, havde planer om, at ville opleve her på østkysten. Men det betød også, at nogle af dagene var meget lange og trættende. Det overrasket mig nok lidt, hvor “lidt” der egentlig var at se på, når man kørte fra a til b her på østkysten, så fandt det til tider ret dræbende. Det skyldes nok i bund og grund flere ting, da jeg som tidligere nævnt havde ramt et lavpunkt under min rejse…en form for “metaltræthed” om man vil, men var på ingen måde træt af at rejse. Men om alt var, så havde indflydelse på min entusiasme i forhold til at udforske, planlægge, ja endda dokumentere i form af at tage billeder. Men som nævnt før, så det var noget jeg, havde forudset ville ramme mig på et tidspunkt, selv om der selfølgelig aldrig er et belejligt tidspunkt under en rejse til den slags 😉
Så både set i bagspejlet, men også mens jeg var i det, havde det måske været en fordel jeg havde lavet en mere konkret “rejseplan”, for de uger jeg skulle køre fra Cairns til Brisbane i forhold til at få set noget mere. Det ville måske også have ”forhindret” den ekstra “træthed” jeg var ramt af. Men det overordnede formål med min rejse var dog, at der ikke skulle planlægges for meget, hvilket også kan være en udfordring, når man rejser over så lang tid.
Så ideen, samt planen med at tage tingende som de kom og lystede, hold meget godt stik. Om jeg ville gøre det om eller anderledes, hvis jeg kunne skrue tiden tilbage?…måske, men for mig var det en del af min rejse.

Min destination fra Airlie Beach hed Seventeen Seventy/Agnes Water. Jeg havde i min research fundet en blog på nettet, der anbefalede forskellige destinationer mellem Cairns og Brisbane, og her var jeg bl.a. faldet over dette område.

https://blog.queensland.com/2016/09/02/8-day-road-trip-brisbane-to-cairns/

Men som sagt, en meget lange strækninger, så havde pitstop i Rockhampton, for natten, inden jeg tog de sidste ca. 200km til Seventeen Seventy.
Jeg var på mere end en måde skudt tilbage til 80’erne her DownUnder. Så selv om lyden ikke var optimal, og på ingen måde kunne overdøve min knap så flatterende sangstemme, fik playlisten på iPad’en ikke for lidt på volumen, med alt det bedste fra “100 80’er Hits”. Hvad var mere oplagt end at skråle med på “Men at work’s”; “Down Under” 🤣

Selv om jeg nok har berettet, at det var begrænset, hvad der var at opleve mellem a og b, fandt jeg frem til et loop her ved Rockhampton der førte en ud til Yeppoon og tilbage til Rockhampton. Den ledte en helt ud til kysten, hvor det også var kyst strækningen der var mest interessante samt noget at se på. Men fik endelig taget mig sammen til at få taget lidt flere billeder igen 😉

Jeg havde været så heldig, ikke at være ramt af sygdom, under min rejse endnu, fraset lidt let forkølelse grundet aircon, men at kalde det syg vil vist være en overdrivelse. De sidste par dage, havde jeg dog haft en lille smule utilpashed, igen, ikke syg, men ikke på toppen. Ekstrem træt og generelt haft lidt hovedpine og svimmelhed hver morgen, siden jeg begyndte at campe. Så da jeg ankom til Seventeen Seventy valgte jeg at tage en spadseretur langs strandpromenaden, for at få lidt frisk luft. Her var en fantastisk udsigt, og som ved alle strandpromenaden samt parker i Australien, var der selvfølgelig masser af barbecues 😂
Mens jeg kommer slentrende ned af stien, hører jeg pludselig det som lød som en pind der faldt ned fra et træ. Hmm…var det nu også en pind…jeg var jo DownUnder, hvor alverdens kryb holder til. Da jeg vendte mig om fik jeg øje på det der godt nok ikke var meget tykkere end en finger, men omkring en meter lang, grøn slange 😬 Selv om det første jeg tænkte var, at jeg kunne huske, at en af de lokale, jeg mødte på min tur i Northern Territory, havde sagt at slanger der befandt sig over 1-1,5 meters højde ikke var giftige, syntes jeg på ingen måder det var fedt. Om han havde talt sandt eller ej, skal jeg ikke kloge i – jeg var færdig med min spadseretur!

Jeg valgte istedet at tage en lille spadseretur på toppen af Seventeen Seventy, Joseph Banks, hvor der er udsigt over havet. Her stødte jeg heldigvis ikke ind i flere slanger, men ligegyldigt, hvor man kommer kan man altid spotte en eller flere af de kæmpe edderkopper dette land også er “beriget” med 😬

Som om jeg ikke havde fået nok af kryb den dag, nej så skulle jeg igen have “fornøjelsen” af ubuden gæst i min campervan. Mens jeg stilfærdigt lå og læste, kunne jeg mærke noget kravle på mit ben…og ja endnu engang havde jeg selskab af en kæmpe kakerlak 👿 Det var bestemt ikke med til at gøre min begejstring for campering bedre 😉 Men udover det var det nu en rigtig fin campingplads jeg havde fået mig indlogeret på – den lå lige ned til vandet.

I min research, havde jeg fundet frem til, at det i Agnes Waters var muligt at tage på surfskole. Så, da jeg jo befandt mig i landet, hvor ALLE surfer og skolernes idrætstimer indbefatter surfing, ville det næsten være blasfemi ikke at prøve dette 🙈 Om ikke andet kunne jeg få et godt grin ud af det. Grinet eller smilet startede allerede, da to af de instruktører, der skulle undervise, viste sig. Som sagt er det jo surferland, så hvorfor skulle de her to mænd, selv om de var pænt oppe i årene, pludselig lave om på sig selv. Men det var bare utrolig sjovt, men egentlig også lidt tacky, at se de her, ja undskyld, gamle mænd, som stadig opførte og klædte sig som om de var 20år…”You can take the boy out of Studio54, but you can’t take Studio54 out of the boy”, for at citere fra en af mine ynglings serier; Sex and the City.

Der var nok en god grund til kostede mere at deltage end det gjorde. Der var 4 instruktører til ialt 40 deltagere, og allerede under briefing var det tydeligt, at det ville blive lettere kaotisk. Vi blev selvfølgelig instrueret i teknik osv., men da vi skulle i vandet og kaste os ud i at komme op på surfboardet, må jeg sige jeg ikke havde oplevet noget mere uorganiseret eller upædagogisk. Et stort kaos, hvor det var mere held end forstand, at man viste, hvad de ville have en til, samt hvilken af instruktørerne der havde styr på hvem i flokken.
Det betød også at flere og flere gav op, og bare stod på stranden og kiggede på. Men selv om de 2 sekunder det lykkedes mig at komme op på boardet, ikke var noget at prale af, gav jeg ikke op. Det var sindsygt hårdt og svært, men give op; NEJ – nu skulle det prøves. Også selv om den ene af instruktørerne var en gnaven gammel mand, som var direkte ubehøvlet overfor flere af deltagerne…ved virkelig ikke, hvem der havde tisset på hans sukkermad! Så jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle holde mig til en helt ung dreng, hvis sind ikke var påvirket af alle os uduelige turisters inkompetence, når det kom til at surfe 😂

Så selv om det var total uorganiseret og tydeligt bar præg af, at det handle om at få så mange igennem som muligt, ligegyldigt udkommet. Så havde jeg haft en sjov dag, og bestemt ikke opgivet ideen om at prøve det igen, hvis muligheden bød sig et andet sted. Men selve surfskolen her i Agnes Water vil jeg på ingen måde anbefale andre at benytte – der må findes andre der er bedre, og hvor man virkelig lærer at surfe. Jeg var helt klart også det forkerte publikum til at få at vide, at hvis man ikke har noget godt eller positivt at skrive/evaluere på tripadviser, så skulle man ikke skrive noget. Så da jeg selv benytter tripadviser, i mange sammenhæng, kan I sikkert regne ud, at jeg ikke fulgte deres råd 😉

Efter det meste af dagen i vandet, var jeg nu klar til igen at tage videre – skulle til Hervey Bay, hvor jeg den næste dag, havde booket tur ud til Fraser Island.