6.til 8. december 2017

Jeg ankom til Christchurch, i det største fly jeg fortsat til dags dato har fløjet med – kunne rumme op til omkring 800 passagerer! Så føler man sig pludselig meget lille. 

Efter 2 lange timers venten på, at min Jucy Campervan endelig var klar, var jeg atter parat til at indtage campinglivet, efter en uge med storby ferie.

Jeg havde været noget spændt på, hvordan min tur her i New Zealand ville komme til at forløbe, i forhold til at campere. Da jeg ikke just havde være med armene over hovedet i Australien, i forhold til det, og nu kunne se frem til 6 uger mere med camping. Men det skulle vise sig, at blive en helt anden oplevelse…måske jeg bare var blevet mere hærdet, men det er virkelig to vidt forskellige lande at campere i.  

Christchurch, var ikke en by jeg havde lagt planer om at bruge noget tid på, ikke, at der ikke er noget at opleve der, men det var ikke en prioritering. Fik fyldt bilen med proviant og tog min første overnatning på en campingplads i byen, da det var ved at være sidst på dagen. Her i New Zealand (NZ) kan det godt svare sig, at få “Top10 Holiday Parks” medlemskort til deres Top10 campingpladser, da man så få lidt rabat. Samt, at det viste sig, at det ikke kun var på campingpladser man kunne indhente lidt rabat, det kunne man også ved forskellige aktiviteter mm. 

På min flytur hertil New Zealand, sad jeg ved siden af et engelsk par. En lang historie kort, så havde de fået min nysgerrighed rettet mod Akaroa, ikke langt fra Christchurch. Nærmere bestemt, nysgerrig på at svømme med delfiner. 

Så næste morgen drog jeg afsted, ud mod det der viste sig at være en lille perle her i NZ, som ligger ud til østkysten i det der hedder Banks Peninsula. Allerede på vejen derud blev jeg helt høj – ELSKER de bjerge! Og det bragte på mange måder minder tilbage til tiden i Canada. Jeg var allerede fortryllet af den New Zealandske natur, og dette var kun begyndelsen! 

Jeg var atter fyldt med energi – i forhold til Australien – og en lille, men betydningsfuld ting, når den står på roadtrip, var, at jeg nu for fuld skrald kunne høre min playliste gennem bilens højtalere – jeg var SÅ klar 🤩

Jeg ankom til denne lille hyggelige landsby, hvor man lidt fik fornemmelsen af, at man var kommet til et helt specielt sted. Jeg viste på forhånd ikke noget om denne hyggelige stad, men der gik ikke mange minutter før jeg fik fornemmelsen af, at her måtte den franske kolonisering, tilbage i 1800-tallet, have gjordt sit indtog. Der var franske flag flere steder og gadeskiltene var franske, ja der var en fornemmelse af, at man befandt sig i en lille fransk landsby.

Her var virkelig idyllisk, og det var den lille gårdhave, med indrettet cafe, også, hvor jeg nød et kold glas hvidvin, mens en lokal kunstner spillede kendte klassikere som Eagels; “Hotel California”, på sin guitar.

Campingpladsen, som jeg havde indlogeret mig på,  lå oppe af en bjergskråning, hvor man havde en helt forrygende udsigt ned over byen, vandet og bjerglandskabet. Jeg var allerede overbevist om, at min campering her i NZ ville blive noget helt andet end i Australien. Nok var der et par ænder der var mere end nysgerrige og nærgående, når jeg sad og spise min mad udenfor min camepervan, men det var ingenting i forhold til alverdens kryb i Australien 😬

Fredag morgen skulle der svømmes med delfiner. Sejlturen ud gennem bugten var vanvittig smuk. Vi var 9 på den båd jeg skulle ud med og tror, da nok vi alle fik et “shok” over, hvor koldt vandet egentlig var, da vi endelig skulle i vandet. Det var virkelig det kolde gys! 

Her i Akaroa holder Hector delfinen til eller New Zealand delfinen, som den også kaldes. Det er verdens mindste delfin og findes kun her i New Zealand. Vi var i vandet to gange, men det var ikke nemt at komme tæt på dem – hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere ved, at den franske familie som var med råbte, hujede og forsøgte at svømme efter delfinerne, hver gang de begyndte at blive nysgerrige på, hvad vi nu var for nogen. Dette til trods for at både skipper og vores guide havde givet instrukser om, at det skulle vi netop ikke gøre, for så ville vi skræmme delfinerne væk…suk 🙈

Jeg måtte også erkende, at det ikke var det nemmeste at fange dem med mit GoPro, men selv om de ikke kom vanvittig tæt på, og vandet var isnende koldt, var det nu meget sjovt alligevel. Men hold nu op det var rart at komme i land og få varmen. 

Da Akaroa var en spontan beslutning at køre til, blev det også kun til denne ene overnatning. Jeg havde i Sydney lavet en overordnet køreplan med udgangspunkt i nogle af de ting og oplevelser jeg gerne ville have med hjem i rygsækken. Så af erfaring fra tidligere holdt jeg mig rimelig meget til den, for at undgå at tiden ville løbe fra mig, og det dermed ville blive for stresset. Der var bestemt  lagt tid ind til at være spontan, som her i Akaroa, men derfor blev det også kun til denne ene overnatning her. 

Da jeg forlod Akaroa kørte jeg af det de kalder “scenic drive”, og min entusiasme for dette land steg yderligere. 

Jeg ville nu bevæge mig syd over, her på NZ’s syd ø, ned mod Lake Tekapo. Jeg var i min research faldet over dette sted, samt blevet anbefalet det af en af de mange jeg har mødt under min rejse. Så stedet, der har en af de mest fotograferet kirker i landet, og kendt for sin helt igennem fantastiske stjernehimmel, var min næste destination. Jeg var dog lidt “skeptisk” nu jeg havde set, hvor fantastisk stjernehimmelen var i Northern Territory, Australien – men hvert sted sin specielle charme. 

Temperaturen havde taget et voldsomt ryk opad – der stod 38 grader på panelet i bilen – ikke noget at sige til, at jeg syntes der var varmt. Pludselig, mens jeg kørte ud af landevejen, kunne jeg se i sidespejlet at bagskærmen i den ene side flapper ud – WHAT?! Mig ud og inspirere, og se om jeg kunne klikke den fast, det virker ikke overbevisende, men jeg kørte videre. Da det var sket tre gange eller noget i den stil holdt jeg ind ved en tankstation, i håb om, at jeg kunne købe noget gaffatape og midlertidig løse problemet, indtil jeg får fat i Jucy, hvor bilen var lejet igennem. Kvinden der stod bag disken var yderst hjælpsom, og da de ikke havde gaffatape i butikken smuttede hun ud på det lille værksted der stødte op til butikken. En to tre, og vi havde fået tapet bagskærmen fast – total women power 💪🏻😄

Inden jeg kørte videre fik jeg fat i Jucy og planen blev, at jeg skulle komme forbi deres forretning i Queenstown mandag, da jeg alligevel var på vej derned. Så afsted med mig igen på landevejen. Det skulle dog ikke gå værre eller bedre end, at en lille times tid senere lød der et ordenligt rabalder – nu røg den anden side af bagskærmen af, og hermed mener jeg helt ned på vejen – WHAT THE F…! 😡 Her endte jeg så med at sidde (holde ind) på en rimelig tungt trafikeret vej og vente på vejhjælp – for jeg skulle IKKE køre videre før det var fikset, det var sten sikkert! 

Her fik en flink vejhjælps-mand klistret bagskærmen godt fast med gaffatape – jow jow – og så var det bare at håbe på det kunne holde til mandag morgen. Det gjorde det, men jeg var noget betænkelig om det ville holde, og tjekkede for hvert stop jeg havde, at det fortsat sad godt fast! Og nåede endelig frem til Lake Tekapo med bagskærm fortsat godt tapet fast 😂

Havde på forhånd udset mig en campingplads lige ned til Lake Tekapo, men da jeg ankom havde de desværre ikke flere ledige pladser den dag. Bookede dog en overnatning til den følgende nat hos dem. Og kørte derefter, på deres anbefaling, ud til en lille primitiv Campsite ved Lake McGregor – her var hyggeligt, smukt og så kun 10NZD (~45DKK) for en nat. 

Hvis det ikke havde været for den lidt kølige morgen havde en morgensvømmetur i søen bestemt ikke været at kimse af, men de 38 grader jeg havde oplevet på turen hertil var forlængst væk. Også selv om den hyggelige gamle mand der passede campesitet, varmt kunne anbefale det, sprang jeg let og elegant over 😉 Måske det er bagsiden ved at rejse alene, at man ikke bare hopper ud i søen en kølig morgen alene, eller hvad det nu ellers kan være. Men for mig er der fordele og ulemper ved alt. Overordnet har jeg valgt at se på det med positive øjne og finde muligheder i det at rejse alene, selv om der har og vil være ting jeg springer over/fravælger, fordi jeg rejser alene. Ved det kan lyde som en kliché, men livet er fuld af til og fravalg 😉 Og det her har været et kæmpe tilvalg!