Dykning og farvel til New Zealand 🐠🐚🇳🇿

Dykning og farvel til New Zealand 🐠🐚🇳🇿

6. til 10. januar 2018

Tutukaka ligger på den nordøstlige del af øen godt 190km nord for Auckland. For første gang siden Wellington stødte jeg igen på lidt motorvej, hvilket der bestemt ikke er meget af her, men når det er sagt er der et udbredt vejnet på begge øer, hvor man kan komme ud i alverdens afkroge. 

Til trods for, at jeg på vejen til Tutukaka kom igennem en hel del mindre byer og flot landskab, blev minderne derfra kun til dem jeg har på nethinden. Nu flere måneder senere kan det godt ærgre mig, men det var helt klart et udtryk for, at det var blevet hverdag for mig at rejse, og dermed færre stop til at tage billeder, hvilket havde været tilfældet de sidste par måneder.

Det første jeg gjorde, da jeg ankom til den lille by Tutukaka, var at tage ned og booke dykning hos Dive Tutukaka, så måtte overnatningsstedet komme i anden række. Til mit held havde “alle” forladt Tutukaka den dag, pga. vejret. Dog for mig uforståeligt, for nu blev vejret netop godt heroppe, og de ville bare køre ned til endnu en dag med dårligt vejr i Auckland. Det betød imellemtiden, at der var masser af plads på den ene campingplads der var i denne lille by – perfekt! Så jeg bookede to nætter. 

Det var efterhånden ved at være et pænt stykke tid siden jeg havde dykket, så følte mig lettere rusten…og ja, stadig total rookie…men ikke desto mindre glædede jeg mig sindsygt! 😊 Så det første dyk blev der brugt lidt ekstra energi på at finjustere bl.a. pga. jeg havde fået for meget vægt på, og så var der en noget heftig strøm der gav lidt udfordringer, men jeg syntes det var fantastisk at være nede under havets overflade igen. 

God camouflage!

 

42E07DB5-D055-4BAD-B8C1-E56FD9EF1195

Ud over Jules, som var vores instruktør, var vi kun tre i den gruppe jeg dykkede med – en kiwi, en tysker og undertegnet. Når vi ikke var under vandet hyggede vi på dækket af båden. Der er en helt speciel stemning blandt dykkere, som jeg har svært ved at beskrive, men til jer der dykker ved hvad jeg taler om – det er bare helt igennem fantastisk og afslappende! 

Havde også lige pit-stop i en grotte.

Sidste dyks lokation.

Vores andet dyk startede super godt, alle småjusteringer var på plads, strømmen var der ikke meget af, så alt var godt. Det lige indtil jeg bad min body tage et billede af mig, og jeg bagefter glemte at sætte stroppen fra mit GoPro omkring mit håndled og først opdager dette efter et minuts tid! FUCK!!!

Havde ellers været så stolt, at jeg kort forinden havde fundet et kompas på havets bund, som jeg selvfølgelig samlede op, da det jo ikke skulle ligge der og forurene. 

Til min store overraskelse gik jeg ikke synderlig i panik. Men begyndte selvfølgelig at lede efter det, da jeg havde forklaret Jules, hvad der var sket 📸👆🏻👇🏻👉🏻👈🏻 Så var både oppe ved overfladen (det havde floating stick) og nede igen…men uden held…og måtte derfor stoppe mit dyk før de andre, da jeg var ved at nå iltniveauet for opstigning. 

E7A085A6-D616-4562-B99F-A435F2D79C0E

F14E8D0C-ECAA-4C0D-A656-EE94BBAE9336

Og det var så grundet dette billede jeg mistede mit GoPro…

Møj irriterende! Men bortset fra det…og nå ja, at jeg havde mistet mit næsten helt ny og ikke mindst dyre GoPro, havde det været nogle vildt fede dyk! Så det koldeste dyk jeg indtil videre har prøvet i min sparsomme “karriere” som dykker. Kun 19 graders varmt vand så en lidt tykkere våddragt inklusiv hætte, for ikke at blive alt for hurtig kold. 

Da jeg var ombord på båden igen var alle vildt søde til at spejde efter det, og en af de ansatte sejlede rundt i den lille gummibåd for at se om han kunne finde det, men igen uden held. De mente dog, at det sikkert ville dukke op på et af deres andre dyk på et tidspunkt, så de fik min mail. Men jeg var nu ikke så positiv i forhold til det, men var overraskende meget rolig og ”pyt” omkring det. Det var jo ikke noget der ikke kunne erstattes, og til al held havde jeg dagen forinden lige downloaded alle billederne på det, så eneste jeg ville miste der var uerstatteligt var de billeder jeg havde taget på de her to dyk. 

Men Da jeg sad og skrev mine noter til bloggen; FUCK, HVOR VAR JEG TRÆT AF DET!!!!! Undskyld mit ordvalg…Skulle jo bruge det i Fransk Polynesien, og ja så er det pænt dyrt så anskaffer mig ikke bare lige et nyt…

Men bortset fra mit materialistiske tab var det vildt godt og Poor Knights er et fantastisk sted at dykke! Forstår udemærket, hvorfor det anses som et af de unikke steder i verden at dykke. Det var meget anderledes end, hvad jeg har prøvet indtil nu, men hold nu op det gjorde det ikke mindre interessant. 

Da vi kom tilbage i land måtte det selvfølgelig skylles ned med et glas vin 😉 og en omgang seafood. Mens jeg sad der, kom fire af de andre der havde været med på både, og vi havde et par hyggelige timer bagefter – elsker det her spontane og mødet med nye mennesker på min rejse. Walther, som var fra Tyskland, og hans kone ville sende de billeder han havde taget med hans GoPro til mig når de kom hjem – rigtig sødt, for jeg havde for engangsskyld fået taget nogle meget cool billeder…eller, det satsede jeg på jeg havde 😉

Nu var det godt nok ikke her jeg fik whitebaits, men som endnu en af New Zealands delikatesser, kan jeg kun anbefale andre at prøve dem. En forholdvis dyr fisk, og som ikke helt er ligesom sardiner, som vi kender det. Whitebait fritters er friske whitebait som bl.a. røres sammen æg og steges på panden, og smager faktisk ganske udemærket.

Helt fra start, da jeg havde researchet omkring NZ var et, at mine to-do eller rettere to-see; Karekare (Piha). Karekare anses som en af verdens smukkeste strande, så det var min plan at slutte min rejse her i New Zealand af der. Det ligger forholdsvis tæt på Auckland, alt er relativt her i NZ 😉 Og turer fra Tutukaka dertil var længere end til Auckland, da det ligger på vestkysten af den nordlige del. 

I Piha blev der daset ved stranden, hvor jeg også havde fundet en campingplads og planen var, at jeg den følgende dag, som ville være min sidste hele dag her i New Zealand, ville køre omkring Karekare (hvor jeg ikke havde kunne finde en campingplads) og snuppe den sidste tur i havet omkring NZ, samt se det der skulle være et utroligt smukt vandfald. 

Jeg har oplevet utrolig hvidt strand sand under min rejse, men her i Piha skulle jeg nu opleve sort sand. Den sorte farve skyldes vulkaner og lige så fantastisk det var at se meget hvid sand var det også specielt at opleve dette sorte sand…som blev pænt varmt i solen! 

Lions Rock – der skiller stranden.

Det var skøøøøønt med en dukkert i bølger som ved Vesterhavet i Danmark.

Generelt syntes jeg, at jeg har været utrolig heldig under hele min rejse; ingen uheld, sygdom, tyveri osv. Men nu var det som om uheldene bare skulle ramme mig. Plop, og min iPhone lå i vandet…jeg blev pludselig meget træt 🙄 Sluk sluk sluk, det var alt jeg havde i hovedet, da jeg havde hørt det kunne redde den. Derefter lå den til tørre i solen, og jeg bad en lille bøn. Jeg kunne undvære mit GoPro…selv om jeg rent faktisk havde besluttet, at ville købe et nyt i Auckland, inden jeg skulle flyve til Fransk Polynesien. Men at undvære en iPhone, det var straks en anden sag, og nu måtte det prioriteres, hvis der ikke ville komme liv i den når jeg skulle tænde den igen. GUDSKELOV – it’s a live! 🙏🏻

Mit held måtte åbenbart stadig holde ved, for da jeg sidst på dagen var tilbage på campingpladsen og åbnede min mail – Wupti, der ligger en mail fra Dive Tutukaka. De havde, som de forudsagde, fundet mit GoPro på et dyk dagen efter jeg havde været afsted. Hvor ledig har man lov at være!?! 🙏🏻

Så der var ingen tvivl, jeg måtte droppe Karekare beach og køre til Tutukaka meget tidligt – klokken 04.30 – den næsten morgen. 

Benyttede turen til at få taget de sidste billeder, men generelt har jeg slet ikke fået tage så mange billeder her på nordøen – desværre. Har fx ikke rigtig nogen af alle de får landet er fyldt med eller de smukke bakker/bjerge der minder om Hobbiton eller fra juledagene/julemiddagen. Har ikke et eneste billede af dem jeg fejrede jul med, hvad sker der lige for det! Heldigvis ligger der rigtig mange på nethinden 😉

Mit GoPro havde overlevet og var spændt på om der lå en lille besked fra vedkommende der havde fundet det – hvilket kunne have været lidt sjovt. Men ingen lille hilsen, men alle billeder var der så derfor har jeg kunne dele lidt af det jeg så, da jeg var ude at dykke. 

Nu skulle Campervanen afleveres og alt pakkes sammen i rygsækken – puhhh det var en udfordring! Mindes den vejede 17kg, da jeg kom til Galapagos, hvilket bestemt er langt mere nu 😬🙈

Det blev til ialt omkring 6100km her i New Zealand, på både nord og sydøen. Vil til en hver tid anbefale alle andre selv at køre rundt i dette fantastiske land. Et land, som jeg uden tvivl har tabt mit hjerte helt og aldeles til! De enorme og smukke bjerge på sydøen, hvor nordøen har de her mere skønne bløde bølgende bakker. Helt igennem fantastisk befolkning! Et land der naturmæssige har alt at byde på…pånær ørken. Jeg elsker virkelig dette land, og på ingen måde færdig med New Zealand! Så meget mere jeg gerne vil se og opleve her, men umuligt at nå det hele – så må helt klart vende tilbage en dag og opleve endnu mere…og også gerne noget af det jeg har set. 

Nu venter paradis – eller, er spændt på om det virkelig lever op til det omdømme om at være paradis på jord ☺️

Flyver til Papeete på Tahiti i Fransk Polynesien i morgen 10. januar. Det er en fem timers flyvetur herfra Auckland, men tidsforskellen er 23 timer (bagud). Trods de mange tidsforskellen jeg igennem de sidste mange måneder har oplevet, er det her nok det mest syrede. Ligegyldigt, hvor naturligt og fysiologisk klart det end er, finder jeg det stadig vildt mærkeligt at rejse næsten et døgn tilbage i tiden – det er jo nærmest, som at rejse tilbage til fortiden 😉

Ligger virkelig ude i midten af ingenting i Stillehavet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *