Papeete – Paradisets hovedstad 🌺🏝☀️🌸

Papeete – Paradisets hovedstad 🌺🏝☀️🌸

9. til 11. januar 2018.

En skøn tropisk varme (læs; meget høj luftfugtighed) og musik mødte mig, da jeg trådte ud af flyet der får en til at føle, at man befinder sig på det mest eksotisk sted på denne planet.

Endnu mere eksotisk blev det, da jeg bliver modtaget af en polynesisk kvinde i sarong kjole og blomsterkrans på hoveder, som lagde en blomsterkrans om halsen på mig 🌸🌼🌺 

Alt herfra var tilbagelænet, med udlevering af diverse vouchers for mit ophold, chauffør til hotellet, velkomstdrink osv. Total luksus, ikke længere at skulle “tænke”, men bare nyde, at alt var sørget for.

Ja, jeg var jo nu et døgn bagud i forhold til, hvor jeg kom fra og det betød også, at den dag, som jeg mindst havde lyst til at repetere – årsdagen for tabet af min bror – blev gentaget. Men til trods for det var årsdagen for Nicolai, har det mere været alle de andre dage i løbet af året, der har bragt minder frem og været årsag til det store savn, som aldrig forsvinde. Men igen, stadig meget underligt, at det lige var netop den dag, jeg skulle gentage.

Fransk Polynesien som ligger ude midt i det sydlige Stillehav er et fransk oversøisk land, der i det store hele er underlagt Frankring, men har også sin egen præsident. Der er ialt 118 øer fordelt udover et areal der svarer til Europa. De 118 øer er inddelt i fem øgrupper, hvor Tahiti, Moorea og Bora Bora er de mest kendte øer, som hører under Selskabsøerne. Derud over er der Tuamotu, Marquesasøerne, Gambier og Australøerne. Jeg skulle i de ialt 18 dage jeg skulle være her “kun” besøge to af øgrupperne; Selskabsøerne og Tuamotuøerne. 

Min første hele dag her i Papeete, som er hovedstaden her i Fransk Polynesien og som ligger på Tahiti, gik med at gå rundt og udforske byen. 

Papeete er en lidt “sjov” by, meget lille og selv om det kan lyde underligt var jeg en anelse overrasket over, hvor lidt eller nærmere næsten ingen internationale forretninger der var. Selvfølgelig var der en McD, men bestemt ikke et sted jeg frivilligt går ind! Men når det er sagt var det faktisk meget befriende og hyggeligt, at der ikke var alt det man normalt finder og kender fra en hovedstad. Men med et indbyggertal på lige under 27.000 taler vi ikke just om en prangende storby…hvis man kan kalde det storby…bevares så kommer der selvfølgelig alle os turister oveni. Det skal dog også siges, at hovedparten af den Fransk Polynesiske befolkning (ca. 260.000) bor her på Tahiti. 

Som en af de smukkeste bygninger, og dem er der bestemt ikke mange af i Papeete, er City Hall.
Katedral/domkirke på pladsen Notre Dame…
Udsigten fra byen og op på bjergene på midten af øen.

Januar er lig med regnsæson, og Papeete er den af øerne der får mest regn, men der var ikke temperaturer under 25 grader. En pludselig voldsom regnbyge havde derfor ikke den store betydning, da de var kortvarige og sørgede bare for alt var frodigt. 

Nu befandt jeg mig jo på Fransk territorium, og vidste på forhånd at engelsk ikke ville være det foretrukne sprog, så prøvede desperat at huske nogle af de enkelte franske gloser jeg engang havde lært i gymnasiet…men erkender blankt, at det var opad bakke. Da det meste foregik på fransk undskyldte jeg mange gange over jeg ikke talte fransk. Men havde trods alt lettere ved at forstå det, alt er selvfølgelig relativt, men den store sammenhæng forstod jeg ofte. Til min overraskelse var de rent faktisk ret gode til engelsk, så ingen problemer med at færdes rundt. 

Mange milepæle og drømme var blevet opfyldt, så ved udemærket det kan lyde forkælet, men en bitter sweet følelse over at være her var begynd at ramme mig. Nu var jeg nået så langt i mit eventyr, at jeg havde ramt sidste destination og det betød, at jeg snart skulle rejse hjem til Danmark. Glædede mig selvfølgelig til at skulle se familien, MEN jeg var også begynde at mærke, at jeg nok kom til at save at rejse og opleve verdenen!

Da jeg havde to hele dage her i Papeete, inden jeg skulle og udforske det jeg virkelig så frem til, nemlig se små øer, valgte jeg at booke en guidet tur rundt på øen. Ville helst have været på en 4×4 tur, hvor man også kom op i bjergene, men der var desværre ikke nok til den tur, så tog på det næstbedste jeg kunne finde. En guidet tur rundt på øen. 

Mack var vores guide, og gruppen bestod foruden undertegnet af Colin, en sydafrikansk fyr der arbejdede på en yacht. En ældre kvinde og hendes mor fra New Zealand, et midaldrende ægtepar fra Vancouver i Canada og så et ældre amerikansk ægtepar, som virkelig var amerikanere med stort A.

Mack var født og opvokset på Tahiti, men havde været ude på nogle af de andre øer her i Fransk Polynesien – hvilket jeg hurtigt, og ikke bestemt overraskende, fandt ud af langt fra var tilfældet for alle polynesiere. Han var en rigtig sød og behagelig ung fyr der var så forelsket i sin kæreste, at han konstant sad og sang/nynnede Ed Sharrons; Perfekt. Det var simpelthen så kært. 

Tahiti består af to øer; Tahiti Nui og Tahiti Iti, som henholdsvis betyder store Tahiti og lille Tahiti. Vi blev kørt rundt på begge. Gjorde bl.a stop ved en Marae, som er de hellige ruiner med Tiki’er, hvor polynesiere i gamle dage samles til ceremonielle handlinger. Det betragtes som porten mellem guderne og mørket og folket og lyset, hvor de kunne kommunikere med de afdøde. Det var meget interessant at se med egne øjne, havde drømt om at opleve dette siden jeg for år tilbage havde set et afsnit af “Kurs mod fjerne kyster”. Blev derfor også nødt til at spørge Mack, hvornår den sidste kannibal havde eksisterede, da jeg huskede at have hørt i “Kurs mod fjerne kyster”, at det ikke var så forfærdelig længe siden. Mack kunne verificere, at den sidste kannibal døde for omkring 100år siden – det er jo reelt ikke ret lang tid siden! 

Ananas plante

Har desværre glemt, hvad denne frugt hedder.

Det var en rigtig fin tur, hvor jeg blev en smule klogere på historien og kulturen her i Fransk Polynesien. Samt ikke mindst lære, eller forsøge på at lære, at udtale navnene på øerne og byerne på korrekt tahitiansk. Ja, Tahiti er ikke udfordrende, men Papeete bliver ikke udtalt som jeg troede, men; Pa pi iti og Bora Bora er Pora Pora og Huahine, som jeg flyver ud på som det næste, var virkelig en udfordring for mig. For hver gang jeg udtalte det var det til stor underholdning for Mack, da jeg åbenbart fik det til at lyde som et andet knap så flatterende ord…en kvindes underliv…det skal udtales Huahini. Ja, selv nu er jeg på ingen måder sikker på om jeg får det udtalt rigtigt. 

Stop ved Maraa grotte, vandfald og Blow Hole var alle steder vi nød at opleve på turen, hvor Mack fortale om traditioner og levevilkårene her. Hvis man vil have videregående uddannelse må man tage til Papeete, hvor det eneste universitet ligger. Det samme er gældende for sygehuset, hvis man fejler noget mere end det lille lægehus på øerne kan klare skal man også herind til Papeete for at blive behandlet. 

De lokale har ferie så masser af børn i alle vandløb og naturligepools.
De lokale henter kildevand.

Goby fisk – der kan leve på land og har ben.

E3923024-FADD-478F-99F9-2AE52E9ED263

En overraskende, men ikke desto mindre befriende oplysning var at få at vide, at der ikke findes slanger eller giftige edderkopper her i Fransk Polynesien. Høns, gris, katte, hunde, myg samt lokale fugle ville være eneste dyr man vill kunne støde på her på landjorden. 

Det havde været rigtig fint at være ude at se lidt af øen og udforske en smule af dette eksotiske ørige, hvor jeg sluttede aftenen af med mad og live musik, sammen med Colin på en af cafeerne nede ved havnen. Men måtte også indrømme jeg næsten ikke kunne vente med at skulle ud på den lille ø Huahine, og virkelig få fornemmelsen af det autentiske Fransk Polynesien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *